Hvor godt kender du det periodiske system? Vores serie Elementerne udforsker de grundlæggende byggesten i det observerbare univers – og deres relevans for dit liv – en efter en.

Kobolt gemmer sig i dagligdags genstande og hændelser omkring os, fra batterier og blå maling til medicinske procedurer. Vi har brugt det i årtusinder, selv før den fælles æra, men det fik ikke ordentlig anerkendelse før det 18. århundrede. Med sine 27 protoner er kobolt klemt inde mellem jern og nikkel i den midterste del af det periodiske system med de andre “overgangsmetaller”, som danner bro mellem hovedgruppens grundstoffer, placeret på hver sin side. Her er ti nysgerrige fakta om dette grundstof.

1. RENT COBALT EKSISTERER IKKE NATURLIGT PÅ JORDEN.

Selv om man kan finde kobolt stort set overalt – i jorden, i mineralaflejringer og endda i skorper på havbunden – er det altid kombineret med andre grundstoffer som nikkel, kobber, jern eller arsenik, som f.eks. i det lysende karminrøde arsenatmineral erythrit. Det indsamles normalt som et biprodukt ved udvinding af andre metaller – især nikkel og kobber – og når det er renset, har det en bruneret grå farve.

2. COBALT ER MÅSKE IKKE SJÆLDENT, MEN DET ER VÆRDIGT.

Selv om det er relativt almindeligt, betragtes det af EU som et kritisk råmateriale, fordi der er få steder, hvor det er rigeligt nok til at blive udvundet i større mængder. Den eneste mine i verden, hvor det er det primære produkt, ligger i Marokko.

3. COBALT BLEV OPNØMT EFTER UNDERRUMSKE TYSKE GOBLINER.

For århundreder siden havde minearbejdere i de tyske bjerge store problemer med at forsøge at smelte visse malme til nyttige metaller som sølv og kobber, og de havde endda at gøre med giftige dampe, der blev frigivet fra klippen, og som kunne gøre dem meget syge eller endda slå dem ihjel. De gav skylden til kobolde – små, underjordiske sprites i den lokale folklore (og for nylig navnet på en Dungeons & Dragons-art). Selv om dampene i virkeligheden opstod fra arsenik, der også var indeholdt i malmen, blev navnet hængende, da kemikere senere udvandt kobolt af disse mineraler.

4. COBALT BLEV ENDELIG ISOLERET I DET 18. TIDLIGERE TIDSPUNKT.

Det var først i 1730’erne, at den svenske kemiker George Brandt rensede og identificerede kobolt fra arsenholdige malme, og derefter gik der yderligere 50 år, før Torbern Bergman, en anden svensker, verificerede Brandts nye grundstof. Det er dog værd at bemærke, at grundstofferne på det tidspunkt blot stod i en ufuldstændig liste og ikke var blevet organiseret i en meningsfuld tabel.

5. COBALT ER BEDST KENDT FOR AT SKABE EN RIGTIG BLÅ FARVE…

Mennesker har brugt cobaltholdige pigmenter til at opnå den rige blå farve så langt tilbage som i det 3. årtusinde f.Kr., da perserne brugte dem til at farve deres halskædeperler. Fra Egypten til Kina har kunsthåndværkere i tusindvis af år fremstillet blåt glas af koboltforbindelser. Farven blev længe tilskrevet grundstoffet bismuth, som fratog kobolt dets berømmelse som pigment.

6. … MEN COBALT GØR OGSÅ ANDRE FARVER.

Den berømte “koboltblå” er faktisk et resultat af koboltaluminatforbindelsen. Kobolt i andre kemiske kombinationer kan også give en række andre farver. Koboltfosfat bruges til at fremstille et violet pigment, og koboltgrønt opnås ved at kombinere koboltoxider med zinkoxider.

7. I DAG ANVENDER VI KOBALT TIL AT LAVE KRAFTFULDE MAGNETER OG “SUPERALLOYS”.

Kobolt er et af de få grundstoffer, der er ferromagnetiske, hvilket betyder, at det kan blive magnetiseret, når det udsættes for et ydre magnetfelt. Kobolt forbliver magnetisk ved ekstremt høje temperaturer, hvilket gør det meget nyttigt til de specialiserede magneter i generatorer og harddiske. Når kobolt blandes med de rigtige metaller, kan det også være med til at skabe materialer kaldet “superlegeringer”, der bevarer deres styrke under store belastninger og høje temperaturer – en fordel, f.eks. i en jetmotor. De fleste mennesker kan dog finde kobolt gemt tættere på hjemmet, nemlig i nogle genopladelige batterier.

8. COBALT KAN EN DAG AFSPÆNDE PRÆCIEUSE METALER I INDUSTRIEN.

Videnskabsfolk som kemiker Patrick Holland fra Yale University undersøger, hvordan man kan bruge kobolt i stedet for de mere sjældne og dyre metaller, der ofte anvendes i industrielle katalysatorer. Disse katalysatorer – kemiske “hjælpere”, der fremskynder reaktioner – anvendes f.eks. til fremstilling af klæbemidler, smøremidler eller farmaceutiske prækursorer. Ædelmetaller som platin og iridium er ofte gode katalysatorer, men de er også dyre, kan være giftige for mennesker og er, som ædelmetaller antyder, ikke rigeligt forekommende. Der er et “stort opsving i folk, der kigger på jern, nikkel og kobolt på grund af deres pris”, fortæller Holland til Mental Floss.

Alle tre kan være levedygtige muligheder i fremtiden. Udfordringen, siger Holland, er at “gå på den hårde line” mellem at skabe en effektiv, reaktiv katalysator og en, der er for reaktiv eller overdrevent følsom over for urenheder.

9. COBALT HAR MULTIPLE ROLER I MODERNE MEDICIN.

Metallet sidder i midten af det imponerende komplekse molekyle vitamin B12 – også kaldet cobalamin – som er involveret i dannelsen af røde blodlegemer og DNA og hjælper med at holde nervesystemet sundt. Kobolt giver også B12 en ekstra forskel: Det er det eneste vitamin, der indeholder et metalatom.

For at måle B12-indtaget hos patienter bruger lægerne en “mærket” version af B12, hvor koboltatomet er erstattet med en radioaktiv kobolt-isotop. Onkologer og teknikere bruger også strålingen fra kobolt-isotoper i nogle kræftbehandlinger samt til at sterilisere medicinsk og kirurgisk værktøj. I dag findes koboltlegeringer endda i kunstige hofteled og knæ.

10. COBALT BLEV EN GANG TILFØJET ØL – MED DØDELIGE KONSEKVENSER.

I 1960’erne tilsatte nogle bryggerier koboltklorid til deres øl, fordi det hjalp med at opretholde det tiltalende skum, der dannes, når øllet hældes op. I 1967 havde mere end 100 store øldrikkere i Quebec City, Minneapolis, Omaha og Belgien fået hjertesvigt, og næsten halvdelen af dem døde. På det tidspunkt indgav lægerne også kobolt til patienter af medicinske årsager uden at forårsage denne alvorlige virkning, så skylden kunne ikke alene ligge hos metallet. Efter at have undersøgt de afdødes rester foreslog forskerne, at den såkaldte “cobalt-øl-kardiomyopati” var blevet forårsaget af en usund blanding af kobolt, et højt alkoholindtag og dårlig kost. FDA forbød kort efter brugen af koboltklorid som et fødevaretilsætningsstof.