3 typer af monopoler

Der findes tre typer af monopoler: naturlige, ikke-naturlige og statslige. Alle tre har unikke karakteristika og årsager. Lad os derfor se på de 3 typer af monopoler nedenfor:

Naturlige monopoler

Den ene type monopol er det naturlige monopol, som kaldes “naturligt”, fordi der ikke er nogen direkte statslig indblanding. Det skyldes, at dets skabelse stammer fra variabler, der ikke er menneskeskabte.

F.eks. er jernbaner et godt eksempel på et naturligt monopol. Det skyldes, at omkostningerne ved at bygge et andet spor ville være større end det, som en konkurrent ville få tilbage i fortjeneste.

Forsyningsvirksomheder er et andet eksempel. Det ville være dyrt, ineffektivt og upraktisk at bygge nye kloakker eller elledninger. Hvis to selskaber skulle bygge og tilbyde separate ledninger, ville omkostningerne være højere, end de ville være under et monopol. Derfor ønsker andre virksomheder ikke at gå ind på markedet, fordi der ikke er nogen fortjeneste at hente.

Kort sagt eksisterer naturlige monopoler, fordi det er i stand til at levere et produkt eller en tjenesteydelse til en lavere omkostning, end et konkurrencepræget marked ville tilbyde. Dette skyldes til dels de effektivitetsgevinster, som stordriftsfordele giver. For eksempel kan forsyningsvirksomheder, jernbaner og andre lignende industrier tilbyde en tjenesteydelse eller et produkt til en pris, der er lavere, end hvad der ville blive opnået, hvis der var konkurrence.

Med flere konkurrenter er der konkurrence om kunder og ressourcer, hvilket presser priserne op over det, som kunden ville være villig til at betale. Derfor ville der ikke være nogen mening med at drive forretning med flere konkurrenter.

Statsmonopoler

En anden type monopol er statsmonopolet. Det dækker industrier, hvor staten har det fulde ejerskab. Bemærkelsesværdige eksempler er postvæsenet, forsyningsselskaber, tv og pengeforsyning. Disse kontrolleres normalt af staten, da de anses for at være “naturlige” monopoler. Med andre ord kan varerne kun leveres effektivt under en monopolstruktur. I stedet for at overlade driften af dem til et privat firma, overgår de derfor i stedet til statsligt ejerskab.

Formålet med statsligt ejerskab er at forhindre prisstigninger, som private monopoler ville deltage i. Da monopolerne har større magt til at diktere priserne, kan de øge omkostningerne for forbrugeren ud over markedsprisen.

Nogle regeringer regulerer i stedet disse monopoler, men i mange lande er der en stærk politisk vilje til at få dem kontrolleret af staten. I Storbritannien er f.eks. en renationalisering af jernbanerne blevet mere og mere populær for at reducere billetpriserne.

3. Unaturlige monopoler

Den tredje type monopol er unaturlige monopoler, som er en kombination af naturlige og statslige monopoler. De er naturlige monopoler i traditionel forstand, men de forstærkes af staten. Patenter er et klart eksempel på et unaturligt monopol.

En privat virksomhed skaber et nyt produkt. Det kan være helt anderledes end det, der findes på markedet. F.eks. et nyt medicinsk lægemiddel, der kan vende virkningerne af Alzheimers sygdom. Intet andet er tilgængeligt for forbrugeren. Så dette lægemiddel har et monopol på markedet.

Det er naturligt forekommende, da det er det første og eneste produkt på markedet. Dette produkt har imidlertid fået et kunstigt monopol gennem patentsystemet. I en vis periode vil dette være det eneste produkt, som kunderne kan købe.

7 Årsager til monopoler

Monopoler kan opstå på grund af en række faktorer. Nogle kan være gældende, andre ikke. Når det er sagt, har monopoler en tendens til at erodere over tid; måske med undtagelse af naturlige monopoler. Årsager som patenter, høje adgangsomkostninger eller lave potentielle fortjenester kan forhindre konkurrence i dag. De har dog en tendens til ikke at vare ved på lang sigt.

Høje omkostninger skræmmer konkurrencen

En årsag til naturlige monopoler er adgangsbarrierer. Dette skyldes normalt høje omkostninger – med jernbaner som et velkendt eksempel.

At bygge en ny station og en ny jernbane ville koste millioner. Der kræves høje opstartsomkostninger. Potentielle konkurrenter ville have brug for millioner for at investere og konkurrere. Selv hvis konkurrenterne havde de nødvendige startomkostninger, vil den fortjeneste, de opnår, måske aldrig dække deres faste omkostninger.

Der er mange brancher, der har høje startomkostninger. F.eks. er olie og gas notorisk dyre at komme ind på markedet, med høje faste omkostninger og en række lovgivningsmæssige krav. Nye virksomheder får det svært i en branche, der er domineret af store virksomheder på markedet som ExxonMobil og BP. De høje omkostninger afskrækker potentielle konkurrenter fra at gå ind på markedet. Da omkostningerne er høje, er de økonomiske konsekvenser af en fiasko så meget større.

Høje omkostninger afskrækker potentielle konkurrenter fra at komme ind på markedet. Da omkostningerne er høje, er de økonomiske konsekvenser af en fiasko så meget større.

Monopoler er mere almindelige i brancher, der har høje faste omkostninger og stadigt faldende marginalomkostninger. Hvis det f.eks. koster 1 mia. dollar at starte en ny teknologivirksomhed, kan det betragtes som en høj fast omkostning. For at levere sin service til én ekstra kunde kan marginalomkostningerne være små, måske 10.000 dollars.

Når virksomheden kun betjener én kunde, kræver den, at de skal betale en massiv pris for at dække sine omkostninger. Ved 50.000 kunder falder marginalomkostningerne imidlertid til 50 dollar pr. kunde, hvilket gør det billigere at levere tjenesten. Dette kan blive ved med at falde løbende, indtil marginalomkostningerne faktisk kan nå op på 0 $.

I en branche som den beskrevne er det økonomisk effektivt for én virksomhed at være på markedet, da den drager fordel af stordriftsfordele. Det betyder, at jo flere kunder den er i stand til at betjene, jo lavere priser kan den tilbyde, da omkostningerne pr. kunde også falder. Den mest effektive virksomhed kan ende med at drive alle andre konkurrenter ud på grund af sine stordriftsfordele og lavere priser; den kan drage fordel af lavere produktionsomkostninger og udkonkurrere konkurrenterne.

Lavne potentielle fortjenester er uinteressante for konkurrenterne

Potentielle fortjenester er en vigtig indikator for potentielle virksomheder. Hvis monopolerne har en lille fortjeneste, er det ikke værd at bruge tid og penge på at forsøge at tage en lille del af markedet.

Både Apple og Google har investeret milliarder i udviklingen af deres styresystemer for at konkurrere med Microsoft. Omkostningsbarriererne var høje, men den potentielle fortjeneste var også stor. Selv om omkostningerne er en hindring for at komme ind på markedet, er de potentielle fortjenester det også.

Hvis monopoler begynder at opnå ekstraordinære fortjenester, sender det et signal til potentielle konkurrenter om, at der er fortjeneste at hente. Det kan f.eks. koste 1 mia. dollars at udvikle ny driftssoftware. Hvis Microsoft kun tjener 200 millioner dollars om året, er der ikke meget overskud for konkurrenterne at tage.

Men hvis Microsoft forsøger at udnytte forbrugerne og tjener 1 milliard dollars om året, kan der være plads til konkurrence. Virksomheder kan måske komme ind, investere 1 mia. dollar og tage en del af denne fortjeneste.

Derimod, når der er lav fortjeneste, opretholdes monopolistens position, da konkurrenterne er uinteresserede. Hvis vi ser på naturen som et eksempel; en løve ville ikke spilde sine kræfter på at forfølge biller eller spidsmus. De er for små og ikke værd at bruge energi på at fange dem.

Ejerskab af en vigtig ressource

Monopoler kan opstå, når én virksomhed ejer en vigtig ressource. Det drejer sig generelt om fysiske ressourcer som f.eks. diamanter. Hvis der f.eks. kun er én diamantmine i landet, vil den virksomhed, der ejer den, kunne opnå et monopol. Det var sådan, at De Beers kontrollerede diamantindustrien i hele det 20. århundrede.

De Beers kontrollerede diamantminerne i Sydafrika og opdrog dem i andre lande. Det lykkedes det at bevare kontrollen med diamantforsyningen i det meste af det 20. århundrede og brød først sammen, da den internationale konkurrence blev stadig hårdere.

National Grid i Storbritannien er også et monopol, der har eneret på en nøgleressource. Det har magten over hele Storbritanniens energiforsyning. Selv om det er et børsnoteret selskab, holdes det nede af statslig regulering for at forhindre, at forbrugerne direkte bliver overbebyrdet.

Når virksomheder har eneret på en nøgleressource, er de normalt stærkt reguleret af staten. Dette er for at undgå, at de udnytter deres monopolistiske position på markedet.

Patenter

En anden årsag til monopol er, når staten tildeler virksomheder et patent. Dette er en form for intellektuel ejendomsret, der giver ejeren den juridiske ret til at være den eneste producent af et produkt.

Patentets ejer skal give detaljer om produktet og offentliggøre dem. Til gengæld garanterer staten beskyttelsen af sådanne rettigheder ved domstolene i en periode. Enhver virksomhed, der krænker denne rettighed, vil være i strid med patentet og kan sagsøges.

Selv om dette giver opfinderen et monopol, er det designet til at skabe incitamenter til innovation. Hvis opfinderen af et produkt vidste, at der ikke var nogen lovlig produktion, ville han eller hun måske ikke investere tid, energi og penge i at udvikle det. Der er ikke meget incitament for opfinderen, hvis han ved, at produktet vil blive kopieret af hr. Bloggs allerede næste dag. Ikke desto mindre skaber det et monopol på det pågældende produkt i en bestemt periode.

Restriktioner på import

Importkvoter, toldsatser og andre handelsrestriktioner kan begrænse konkurrencen og være en årsag til monopol. Hvis billigere udenlandsk konkurrence ikke kan komme ind på markedet, er der mindre pres på de indenlandske virksomheder.

Når patentet på et lille nichemedicin udløber, kan der f.eks. være få medicinalfirmaer, der ønsker at konkurrere, når patentet på et lille nichemedicin udløber. Det kan skyldes, at lægemidlet kun tjener nogle få hundrede mennesker, så der er kun en lille fortjeneste at hente. Der er derfor tale om et indenlandsk monopol.

Udenlandske lægemidler vil imidlertid kunne konkurrere, da de kan få adgang til flere nationale markeder, hvilket skaber et større forbrugergrundlag og et større potentiale for profit. Ved at kunne få adgang til flere markeder bliver det, der var et nicheprodukt, til et stort og ganske lukrativt marked. Alligevel forhindrer mange lande dette. I USA er det f.eks. kun lægemidler, der er godkendt af FDA, der kan komme ind på markedet. Dette forhindrer helt sikre lægemidler fra Europa i at komme ind og fungere som en konkurrence for det indenlandske monopol.

Babymarkeder

En anden årsag til monopol opstår på nye “babymarkeder”. I den tid, hvor et marked er i sin vorden, vil den første nytilkomne være i stand til at etablere en indledende monopolstilling. Det skyldes, at de er den første virksomhed på markedet uden konkurrence.

Hvis en virksomhed f.eks. skulle skabe en hypotetisk teleportationsanordning, ville den være den første til at gøre det. I det mindste i de tidlige faser kan den have et monopol, indtil konkurrenterne er i stand til at komme ind og skabe et lignende produkt.

I disse indledende faser af et nyt marked er det let for den første aktør at etablere et monopol. Dette varer dog normalt ikke længe, da konkurrenterne ser en mulighed.

Geografiske markeder

Geografiske monopoler kan være kendetegnet ved, at de kun er til stede på et lokalt marked. Der kan f.eks. kun være én restaurant i den lokale by. Hvis man ønsker at spise ude, skal man måske rejse en halv time til den nærmeste restaurant. Når man betragter det lokale marked, kan det betragtes som et monopol.

Andre eksempler på lokale monopoler kan være en benzinstation, som er den eneste leverandør på motorvejen. Selv om den ikke har monopol på gas, har den det inden for rammerne af sin beliggenhed.

Forskellen mellem monopol og monopolistisk konkurrence

Det er vigtigt at skelne mellem et monopol og monopolistisk magt. I et monopol er der kun én udbyder på markedet. F.eks. havde AT&T et amerikansk monopol på telefontjenester gennem det meste af det 20. århundrede. Dette er forskelligt fra monopolistisk magt på en række måder.

Forskellen er, at monopolistisk magt betyder, at en virksomhed har monopollignende beføjelser, men ikke er den eneste udbyder. I monopolistisk konkurrence er der mange virksomheder på markedet, men de konkurrerer på andre faktorer end prisen. Eksempler herpå er f.eks: Taxaer, restauranter eller frisører.

Monopolistiske markeder er også kendetegnet ved lave adgangsbarrierer; noget, der normalt ikke findes på monopolmarkeder. Dette giver nye virksomheder mulighed for nemt at komme ind og konkurrere, hvilket står i skarp kontrast til monopoler.