Den anden verdenskrig begyndte i 1939 og ændrede alt for kvinderne. Men det var et tilfælde af to skridt fremad, et skridt tilbage. Med få undtagelser forblev kvinderne på hjemmefronten.

I 1941 foreslog Ernest Bevin værnepligt for kvinder mellem 18 og 50 år, som ikke havde børn under 14 år. De skulle udføre arbejde af national betydning – f.eks. deltage i Women’s Royal Naval Service, Women’s Auxiliary Air Force, Women’s Auxiliary Territorial Service, Land Army eller sygeplejetjenester. Ellers var der afgørende fabriks- eller transportarbejde.

I begyndelsen var værnepligten kontroversiel, men i det store og hele accepterede alle den med god vilje. Der var dog overraskelser undervejs. For eksempel blev kvinder i uniform anset for at være seksuelt “nemme”, fordi de gik i bukser og var ude på gaden og udførte arbejde, der traditionelt blev udført af mænd.

Min mors, Olivier Bells, oplevelse var helt typisk, og hendes historie var modig og rørende. Hun er nu 101 år gammel, og hun startede som luftværnsmand, hvor hun gik rundt i Islington i det nordlige London med en blikhat på og fortalte folk, at de skulle gå ind i deres beskyttelsesrum. Senere fik hun et job på informationsministeriets billedskrivebord. I al den tid var hun forelsket i en gift mand i RAF. I 1943 blev han dræbt på en træningsflyvning, og bunden faldt ud af hendes verden. Jeg tror aldrig, hun kom sig over det; men, sagde hun, “man var bare nødt til at overleve”.

Britanniens kvinder i krigstiden fik en ny følelse af magt. Der var kvinder, der kunne tale flybesætninger ned, bryde koder, spore slagskibe, køre 10-tons lastbiler og redde liv. Der blev dog ikke gjort nogen indrømmelse for, at kvinderne skulle fortsætte med at styre hjemmet. Efter en 10-timers dag på en fabrik, hvor man fremstillede flyvinger, skulle en kvinde stadig købe ind, gøre rent, brødføde sin familie på rationer og “klare sig og reparere”. Efter krigen var hjemmet det sted, hvor de forventedes at vende tilbage.

I 1945 dannede en gruppe højreorienterede kvinder den britiske Housewives’ League for at protestere mod rationeringerne; på deres højdepunkt havde de 100.000 medlemmer.