Med udenrigspolitisk analyse kan vi bedre forstå, hvordan politiske aktører træffer politiske beslutninger, og hvordan de forholder sig til andre udenlandske statslige og ikke-statslige enheder. Udenrigspolitik er en kompleks disciplin, hvor mange aktører arbejder inden for strukturer både inden for og uden for staten for at have indflydelse på beslutningsprocessen. Det er nyttigt at have analytiske procesmodeller til at belyse dynamikken på dette område og hjælpe med at forklare, hvordan stater fører deres udenrigspolitik, internationale relationer og diplomatiske bestræbelser.
Der er fem hovedmodeller inden for udenrigspolitisk analyse, som vil blive udforsket i denne artikel: den rationelle aktørmodel, den bureaukratiske politikmodel og den organisatoriske procesmodel – alle tre blev udviklet af udenrigspolitisk analytiker og forsker Graham Allison og beskrevet i hans bog The Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile Crisis – samt den politiske model for de forskellige grene og den politiske procesmodel. For at en ekspert i internationale relationer effektivt kan analysere udenrigspolitikken som helhed, er det nødvendigt at bestemme de relative styrker og svagheder ved hver enkelt model heri og forstå de måder, hvorpå hver tilgang har potentiale til at afhjælpe de andres utilstrækkeligheder.
Rational Actor Model
Den mest citerede tilgang til udenrigspolitisk analyse er den rationelle aktørmodel. Denne tilgang antager, at den vigtigste aktør i udenrigspolitikken er et rationelt individ, som man kan stole på, at det træffer informerede, kalkulerede beslutninger, der maksimerer værdien og de opfattede fordele for staten. Den rationelle aktørmodel er baseret på individuelle interaktioner på statsniveau mellem nationer og regeringsadfærd som analyseenheder; den antager, at politikerne har adgang til fuldstændige oplysninger med henblik på optimeret beslutningstagning, og at de handlinger, der foretages gennem tiden, er både konsekvente og sammenhængende. Der er fire hovedtrin i den rationelle aktørs beslutningsproces: identificere problemet, definere de ønskede resultater, evaluere konsekvenserne af potentielle politiske valg og endelig træffe den mest rationelle beslutning for at maksimere de gavnlige resultater.
Den teoretiske tilgang til den rationelle aktør kan være nyttig til at forstå målene og intentionerne bag en udenrigspolitisk handling. Kritikere af denne model mener dog, at den ikke tager højde for tilfælde, hvor der måske ikke er fuldstændig information til rådighed, samt det relativt subjektive begreb rationalitet eller faktorer, der kan hæmme rationel beslutningstagning.
Bureaukratisk politikmodel
I modsætning til den rationelle aktørmodel, der ser på staten som en enhedsaktør, analyserer den bureaukratiske politikmodel beslutninger ud fra den forudsætning, at handlinger foretages af en række uafhængige, konkurrerende enheder inden for en bestemt stat. Hver af disse separate enheder bringer værdier ind i beslutningsprocessen samt deres eget syn på, hvad der er bedst for personlige, organisatoriske og nationale interesser. Hver part forsøger at tilfredsstille sine mål, hvilket betyder, at enhver kollektiv handling er betinget af vellykkede forhandlinger og opnåelse af en endelig konsensus mellem alle enheder.
En række faktorer kan påvirke hver parts beslutningstagning og hvordan den opnår sine mål, f.eks. den relative magt og graden af indflydelse for hver anden aktør i gruppen. Hver part har modsatrettede synspunkter og ønskede resultater i forbindelse med en række spørgsmål, og hvis det lykkes at nå visse mål, kan det kræve, at andre parter gør visse indrømmelser, hvilket resulterer i beslutninger, der ofte opfattes som mere fordelagtige for den ene part end for de andre. Yderligere faktorer, der påvirker beslutningstagningen, omfatter graden af vigtighed af visse mål og de politiske værdier, som hvert parti repræsenterer. Den stigende partipolitiske karakter af amerikansk politik er et glimrende eksempel på denne model i praksis.
Den bureaukratiske politiske tilgang bliver ofte fremhævet som en forklaring på, hvorfor stater nogle gange handler irrationelt. Nogle hævder imidlertid, at modellen ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den stærkt koncentrerede magt, som visse enheder, såsom den udøvende magt i USA’s styreform, har. Den anses også for at være meget USA-centreret og vanskelig at anvende i forbindelse med andre regeringsstile.
Organisationsprocesmodel
I modsætning til de to førnævnte tilgange ser organisationsprocesmodellen regeringen som en blanding af magtfulde organisationer, der arbejder i fællesskab, snarere end et individ eller en gruppe af partiske enheder. Denne model undersøger udenrigspolitiske beslutninger som truffet inden for bureaukratiets stive stramninger, hvor handlinger kun kan foretages med behørig autorisation og overholdelse af kommandokæden, med respekt for etablerede processer og standardprocedurer, eller SOP (standard operating procedures). Her tager regeringsledere ikke fat på det bredere omfang af en krise, men uddelegerer i stedet mindre facetter af problemet til udvalg, afdelinger og andre bureaukratiske enheder, der støtter regeringen.
Kritikere beklager ofte, at denne model begrænser den enkeltes mulighed for at handle, hvilket resulterer i reduceret indsigt og mangel på alternative perspektiver. Den organisatoriske procesmodel kan også mindske den overordnede fleksibilitet i en organisation. Anvendelse af denne model har imidlertid potentiale til at strømline beslutningstagningen med etablering af standardprotokoller for visse omstændigheder med forudsigelige, målbare resultater. Med andre ord foregriber den organisatoriske procesmodel det afmålte tempo i bureaukratisk praksis og søger at skabe en protokol, der let kan anvendes i tilfælde af en krise.
Inter-Branch Politics Model
Den inter-branch politiske model ligner den organisatoriske og den bureaukratiske procesmodel, idet den involverer separat definerede grupper eller enheder. I stedet for at fokusere på enkeltstående mål og resultater evaluerer den tværpolitiske model imidlertid handlinger og deres resultater på baggrund af de forskellige gruppers kombinerede indsats og sammenhængskraft og deres fremskridt i retning af at nå kollektive mål. Ifølge Tan Qingshan, professor i statskundskab og direktør for Asienstudier ved Cleveland State University, der først introducerede modellen, opererer de bureaukratiske og organisatoriske enheder i og uden for stater ikke i fuldstændig uafhængighed, men interagerer og påvirker hinanden.
Politisk procesmodel
Den politiske procesmodel for analyse af udenrigspolitik blev udviklet af Roger Hilsman i hans bog The Politics of Policymaking in Defense and Foreign Affairs. Ifølge Hilsman er der et stort antal aktører involveret i den udenrigspolitiske beslutningsproces, hovedsageligt koncentreret i præsidentens kontor og Kongressen, men også på tværs af alle regeringsniveauer. I lighed med den bureaukratiske politikmodel lægger den politiske procesmodel vægt på forhandlinger og tilstedeværelsen af forskellige magtcentre, der søger at nå deres respektive mål – disse mål kan enten være i konflikt eller i enighed med andres mål. Denne model adskiller sig dog fra den bureaukratiske politikmodel, da den fokuserer mere på de enkelte deltagere og deres personlige mål og tankegang i forhold til international politik end på organisationer og grupper som helhed. Ifølge Hilsman er den enkelte politiske aktørs individuelle ideologi en af de vigtigste faktorer, når det gælder om at bestemme og forklare beslutningstagningen. Kritikere af modellen hævder dog, at den minder for meget om den bureaukratiske politik til at yde et væsentligt bidrag til udenrigspolitisk analyse.
Udenrigspolitisk analyse er nødvendig for at forbedre vores overordnede forståelse af regeringen og de politiske beslutningsprocesser, der udspiller sig på den internationale scene. Hver tilgang til diplomatiet tilbyder et unikt sæt af potentielle ulemper og fordele og understreger betydningen af de involverede politiske aktører og strukturer, og hvordan de arbejder for at nå deres udenrigspolitiske mål.
Lær mere
Som landets ældste private militærskole har Norwich University været førende inden for
innovativ uddannelse siden 1819. Gennem sine onlineprogrammer leverer Norwich relevante og anvendelige læseplaner, der giver sine studerende mulighed for at gøre en positiv indvirkning på deres arbejdspladser og deres samfund.
Norwich Universitys online Master of Arts in Diplomacy-program giver arbejdende fagfolk en bred forståelse af global kommunikationsprotokol og en dyb viden om de verdensproblemer, der påvirker internationale relationer. Programmet giver dig mulighed for at bygge videre på din politiske, statslige eller forretningsmæssige ekspertise med et solidt fundament i de teorier og praksis, der styrer internationale relationer og politisk videnskab inden for det internationale system.
Anbefalede læsninger:
Karriereoversigt: Foreign Service Officer
An Introduction to America’s Foreign Policy
10 American Diplomats from the 20th Century
Kilder:
The Europeanization of National Foreign Policy: Continuity and Change in European Crisis Management, Google Books
Bureaucratic Politics: A Paradigm and Some Policy Implications, JSTOR
The Cuban Missile Crisis: The Cuban Missile Crisis: The Stuggle Over Policy, Google Books
The Organization Process and Bureaucratic Politics Paradigms: Retrospect and Prospect, JSTOR
Encyclopedia of Public Administration and Public Policy: Retrospect and Prospect, JSTOR
Encyclopedia of Public Administration and Public Policy: A-J, Google Books