Der er denne stereotype forestilling om, hvordan en løbekrop ser ud: lang, slank og tilsyneladende skabt til at logge kilometer efter kilometer.Denne misforståelse omkring, hvordan en løber “ser ud”, kan være nedslående for dem, der ikke føler, at de passer ind i det slanke, muskelbundne ideal. Sandheden er, at enhver person, der løber, har en løbekrop, uanset vægt, kropsbygning, alder, evne eller sundhedstilstand. Endnu mere, løb kan være et middel til at hjælpe folk med at acceptere deres krop for det, den er – og det, den kan gøre. Her fortæller syv rigtige løbere deres historier.

“Jeg har 100 % ikke en “løberkrop”, eller hvad man typisk betragter som en sådan”, siger Paul Ronto, en 36-årig fra Fort Collins, Colorado. “Jeg er kort og kraftig, ikke høj og slank. Men jeg kan løbe en mile på 5:30, har gennemført halvmaratonløb på under 1:30:00, og mit bedste maratonløb var lige omkring 3:30:00.”

Ronto siger, at han aldrig troede, at han kunne være løber. “Jeg foragtede faktisk at løbe, men jeg har stærke ben og en stærk core, så jeg tænkte, at jeg ville gøre noget skørt og meldte mig til et maraton. Jeg havde ærligt talt ikke regnet med at komme i mål, da jeg tilmeldte mig.” Men da hans marathontræning begyndte at føles mindre smertefuld og mere overskuelig, indså han, at han pludselig var blevet en “løber”.”

“Det er stadig hårdt at løbe i dag, men det får mig til at sætte pris på min krop. Jeg ved, at jeg kan presse mig selv, og at min krop kan bære det. Jeg har altid været irriteret over mine store ben. De passede ikke godt i jeans, og om sommeren skrabede jeg mellem lårene. Men som løber er de mit største aktiv. De gør det muligt for mig at løbe hårdt og længe, og nu sætter jeg pris på mine tordenlår.”

“Jeg har korte ben, som ikke bevæger sig særlig hurtigt, men de bliver ved med at bevæge sig,” siger Kelly Kasper, en 32-årig fra Piscataway, New Jersey. Men sådan har det ikke altid været. “Jeg var bogstaveligt talt den pige, der ville snyde på milen i gymnastiktimerne, så jeg er nok den sidste person, som nogen ville have forudsagt til at blive løber, delvist fordi jeg ikke troede, at jeg kunne gøre det.”

Men da hun først begyndte at løbe for sig selv (i stedet for at blive tvunget), elskede Kasper den frihed, det gav hende. “Jeg følte, at jeg blev stærkere fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Runner’s high var ægte for mig. Da jeg nåede et punkt, hvor jeg var stærk nok til at løbe uden at føle, at mine ben var ved at brænde af, og at mit hjerte ville springe ud af brystet, vidste jeg, at jeg havde nået det punkt, hvor jeg ikke kun kunne være løber, men virkelig kunne gøre alt, hvad jeg satte mig for at løbe.”

“Jeg voksede op med cystisk fibrose (CF), en genetisk sygdom, der har en stor indvirkning på lungerne,” siger Andy Lipman, 45, der bor i Atlanta, Georgia. “Det var meningen, at CF skulle tage mit liv i mine 20’ere. Løb var ikke noget, jeg skulle være i stand til at løbe. Jeg blev overhalet af børn i min klasse, da jeg voksede op.” Men Lipmans onkel var løber og opfordrede ham til at give det et forsøg. “Jeg vidste ikke, at jeg var en løber, før jeg gennemførte mit første 10 km-løb. Det er ikke fordi, at løbet gjorde mig til en løber. Det var det drive, jeg udviklede efter løbet, at jeg ville løbe det samme løb de næste 22 år i træk.”

“Jeg løber nu 15-20 miles om ugen, og sammen med at træne er jeg blevet en ret god atlet. Jeg har gjort ting, som det aldrig var meningen, at jeg skulle gøre: Jeg er gift, har to børn, har indsamlet over 4 millioner dollars til Cystic Fibrosis Foundation, har skrevet fire bøger og er utvivlsomt blevet en ivrig løber. I mange år hadede jeg at se mig selv i spejlet på grund af, hvor tynd jeg var på grund af min sygdom. Løb har hjulpet mig til ikke længere at føle det på den måde.”

“Under en 15-mile-løbning i et skybrud følte jeg absolut ingen træthed, bare ren lyksalighed,” husker Donna Brown, 68, fra Pearce, Arizona. “Jeg var gennemblødt til benet og følte mig ekstatisk over at være i live! Det var det øjeblik, hvor det gik op for mig, at jeg ville løbe resten af mit liv. Jeg har altid været selvbevidst om mit kropsbillede, men når jeg løber, er det det sidste, jeg tænker på, når jeg løber. Der er mere interessante ting at overveje, som f.eks. de fordele, man får ved at løbe: styrke, udholdenhed og et positivt selvbillede.”

“Før jeg opdagede løb, havde jeg altid følt mig tynd og uegnet til sport”, fortæller Thomas Watson, en 32-årig, der bor i Madrid, Spanien. “I hele gymnasiet var jeg den sidste, der blev valgt til sportsholdet, og jeg havde ingen atletiske hobbyer.”

Watson begyndte at løbe på college og fortsatte derefter som en måde at slappe af på, da han begyndte at arbejde. “Snart konkurrerede jeg i maratonløb og blev til sidst ultraløber. Mens jeg forberedte mig på at løbe ultramarathons, begyndte jeg at supplere mit løb med modstandstræning, der skulle styrke min krop og forbedre min løbepræstation.”

“Så gennem min kærlighed til løb har jeg gradvist udviklet flere slanke muskler og et meget mere atletisk udseende – noget, som jeg ville have troet var umuligt, da jeg gik i skole igen.”

“At deltage i en løbeklub gav mig det der “aha!”-øjeblik,” siger Lindsay McClelland, en 32-årig fra Sarasota, Florida. “Det var en stor øjenåbner for mig at se hele spektret af forskellige evner og kropstyper. Det er ikke en sport, hvor man kan bedømme nogens styrke eller hurtighed udelukkende ud fra, hvordan de ser ud. Når det er sagt, tog det mig stadig flere år at få selvtillid nok til at løbe i en crop top. Nu er jeg gravid i fjerde og en halv måned, og jeg føler stadig, at jeg har en løbekrop, fordi jeg løber!”

“Jeg er knap over 1,80 meter høj, har korte ben, kraftige lår og hofter, der er to størrelser større end min talje,” siger Julia Goldstein, en 53-årig kvinde i Seattle, Washington. “Alligevel gør løb mig stærk. Jeg er stolt af, hvad min krop kan gøre. Jeg vil aldrig få en flad mave, men jeg kan acceptere, at jeg ikke er bygget på den måde. Løb er afgørende for mit fysiske og mentale helbred.”

“Jeg gennemførte mit første Ragnar-løb i år, og det får mig til at smile når jeg tænker på, at jeg var i stand til at løbe 18,5 miles på mindre end 24 timer og stadig kunne gå næste dag. Jeg vil aldrig blive hurtig, men det har jeg lært at acceptere. Jeg er en solid midt i pakken-løber, og det har jeg det godt med.”