Mennesker har bevidst brugt bevidsthedsforstyrrende stoffer næsten lige så længe, som der har været mennesker. Gamle kulturer over hele verden opdagede de psykoaktive virkninger af hjemmehørende planter og brugte dem i religiøse ceremonier og til at helbrede sygdomme. Forbruget fortsætter i dag, selv om moderne generationer også bruger disse traditionelle stoffer til rekreative formål. Her er syv af nogle af de mest almindelige bevidsthedsforstyrrende stoffer, der anvendes af kulturer rundt om i verden.

Svampe (psilocybin)

Foto: J. Borruel/

Svampe, der indeholder det hallucinogene kemiske stof psilocybin, også kendt som “magiske svampe”, er blevet brugt i traditionelle religiøse ceremonier over hele verden. Der er visse beviser fra hulemalerier i Nordafrika for, at svampe blev brugt i religiøse ceremonier så langt tilbage som 9.000 f.Kr., selv om nogle bestrider, at det er psykoaktive svampe, der er afbildet. Et andet noget omdiskuteret vægmaleri fra 6.000 f.Kr. i Spanien viser psykedeliske svampe under et tyremaleri.

Svampebrug var også almindeligt i det gamle Irland. Druider indtog svampe med rødt låg og små hvide prikker kaldet fluesvamp (tænk på Alice i Eventyrland) for at opnå visdom fra jorden, mens en almindelig svamp kaldet liberty cap gav forbrugerne en mindre intens rus. Begge siges at fremkalde hallucinationer hos feer, hvilket er almindeligt forekommende i gammel gælisk kunst og folklore.

Definitive beviser på tidlig religiøs svampeanvendelse kan også findes i Mexico og Mellemamerika. Aztekiske, mayaer, mazatekiske, mixtekiske, Nauhua og zapotekiske kulturer har alle kunst og arkæologiske artefakter, der afbilder svampe som en måde at kommunikere med guderne på. Det aztekiske ord for svampe, teonanácatl, betyder “gudernes kød”. Langt fra at være rekreativt var målet med svampeforbruget at nå en transcendental tilstand af ændret bevidsthed, der tilskyndede til spiritualisme.

Den moderne vestlige forståelse af psilocybin stammer fra studier af indfødt brug. En bankmand og amatør svampeforsker ved navn R. Gordon Wasson studerede svampe i Oaxaca i 1955, da han deltog i en ceremoni, der blev afholdt af et religiøst medlem af det indfødte Mazatec-folk. Han skrev en historie til Life om oplevelsen med titlen “Seeking the Magic Mushroom.”

Opium valmue (opium)

Foto: Couperfield/

Opium stammer fra opiumvalmue (Papaver somniferum). Narkotikaet kommer ved at skære valmuelæren op under blomsten, så en mælkehvid saft kan dryppe ud. Saften høstes og tørres for at danne opium. Selv om alle valmuer har en vis mængde opiumproducerende saft, er den mest koncentreret i Papaver somniferum.

Den første kendte menneskelige brug af opium går tilbage til sumererne (som kaldte den hul gil, hvilket betyder “glædesplante”) omkring 3.400 f.Kr. Kendskabet til plantens egenskaber spredte sig til det gamle Egypten, Grækenland og Rom. Egypterne under kong Tutankhamen var fans omkring 1.333 f.Kr., og Homer nævner opium som medicin i Odysseen. Han var langt fra den eneste græske oldtidsgræker, der troede på det. Grækerne og romerne brugte opium bl.a. til at lindre smerter, afhjælpe søvnløshed og fremme fordøjelsen. De gamle grækere afbildede endda guderne Hypnos, Nyx, Thanatos og Demeter (henholdsvis søvn, nat, død og høst) med valmuer på sig.

Spå et senere tidspunkt spredte brugen af opium sig til Asien, sandsynligvis langs Silkevejen omkring det syvende århundrede. Den tørre høje ørken viste sig at være et frugtbart område til dyrkning af valmuer. I 1700-tallet blev opium brugt af en mørkere årsag. Et forbud i Kina førte til opiumkrigene, da kineserne forsøgte at dæmme op for afhængigheden, og briterne og franskmændene kæmpede for at holde den indbringende opiumhandel aktiv. De to krige (en fra 1839 til 1842 og en fra 1856 til 1860) førte til, at kineserne afstod Hong Kong til briterne.

I dag er opium langt mere raffineret, end det var, da de gamle civilisationer brugte det. Moderne opiumderivater omfatter heroin, OxyContin og morfin. Alle derivater undtagen heroin, som er et Schedule I-stof, er klassificeret som et Schedule II-stof i USA, hvilket betyder, at det har medicinske anvendelser med et højt misbrugspotentiale.

Ayahuasca (dimethyltryptamin eller DMT)

Foto:

Ayahuasca (dimethyltryptamin eller DMT)

Foto: Dana Toerien/

Ayahuasca bruges af mange indfødte stammer i hele Amazonasområdet. Det er et bryg, der fremstilles ved at kombinere to planter, der er hjemmehørende i området: ayahuasca-vinen og chacruna-bladet. Bladet indeholder dimethyltryptamin (DMT), et af de mest kraftfulde psykedeliske stoffer i verden, mens vinstokken er en monoaminoxidasehæmmer (MAOI), som gør det muligt for DMT at krydse blod-hjernebarrieren. Der er beviser, der tyder på, at ayahuasca kan være blevet fremstillet så langt tilbage som for 1.000 år siden. Det er ukendt, præcis hvornår eller hvordan man opdagede, at disse to planter sammen bliver til et kraftigt hallucinogen, men det virker kun, når det indtages sammen.

Traditionelt set var det kun shamaner, der drak ayahuasca. Bryggen fremkalder stærke visioner, og man har i generationer troet, at ayahuasca kan helbrede både fysiske og psykiske sygdomme hos andre, samt andre problemer i deres samfund. Ayahuasca er et stærkt hallucinogen, der fremkalder livlige visioner og tilsyneladende indsigt i fortiden og fremtiden. Det fremkalder også voldsomme opkastninger og diarré i løbet af den mere end fire timer lange oplevelse.

I dag er ayahuasca meget eftertragtet af folk fra vestlige lande, hvor stoffet er strengt forbudt. Tusindvis af turister strømmer hvert år til Amazonas i Peru for selv at prøve det.

Peyote og san pedro (mescalin)

Foto: vainillaychile/

Peyote er en lille, tornløs kaktus, der vokser i det centrale Mexico og den sydlige del af USA. Vækster på kaktussen plukkes af og høstes for mescalin, som er den aktive hallucinogene komponent i planten. Aztekerne og andre oprindelige folk spiste peyote frisk eller tørret for at fremkalde visioner og kommunikere med deres forfædre og guder.

Konsumeret på denne måde øger mescalin i peyote blodtrykket og hjertefrekvensen, samtidig med at det undertrykker appetitten. Det kan forårsage hedeture og kuldegysninger samt kvalme og opkastninger. På den psykologiske side er eufori og øgede sanser almindeligt forekommende. Synæstesi (at se musik eller høre farver) og realistiske hallucinationer er også rapporteret.

I dag er peyote et Schedule I-stof i USA, selv om der er undtagelser for religiøse ceremonier i den officielle indianske kirke.

San Pedro er en anden kaktus, der indeholder mescalin. Den vokser i Andesbjergene i Sydamerika og bruges hovedsageligt af indfødte grupper i Peru og Ecuador. Man har fundet stenudskæringer, tekstiler og andre artefakter fra tusindvis af år tilbage, der forestiller shamaner og den høje kaktus. Traditionelt fremstiller man en drik ved at skære kaktussen i skiver og koge den. Indtagelse af den sender en ud på en psykedelisk rejse. Den bruges fortsat af stammer i dag som et middel til at diagnosticere og helbrede sygdomme.

Salvia divinorum (salvinorin A)

Foto: Yakov Oskanov/

Salvia divinorum (almindeligvis omtalt som bare “salvia”) er en plante, der stammer fra Oaxaca, Mexico. Den er i plantefamilien Lamiaceae, som er den samme som mynte. Den indeholder salvinorin A, et psykoaktivt kemisk stof. Oprindeligt brugte Mazatec-indianerne planten i religiøse ceremonier for at fremkalde syner. De påkaldte den for at helbrede og for at få forbindelse med det guddommelige. Traditionelt brygger man te af bladene, eller man tygger og sutter på bladene. Det forårsager latter, eufori og drømmelignende hallucinationer, der forvrænger tid og sted i op til en time.

Sammen med plantens religiøse betydning bruges den til at behandle diarré, hovedpine, anæmi og mavepine. Der vides kun lidt om den fulde historie om brugen af salvia, og den nåede kun mainstreambevidsthed i USA, efter at den blev bragt op af R. Gordon Wasson, den samme mand, der var ansvarlig for at bringe svampe fra Mellemamerika til USA.

Iboga (ibogain)

Tabernanthe iboga (“iboga” forkortet) er en regnskovsgrøn busk, der er hjemmehørende i det vestlige og centrale Afrika. Ibogain er det psykoaktive kemikalie, der findes i barken af roden af denne plante, og som kan have meget stærke psykedeliske virkninger. Stammer fra denne region, især Bwiti-folket i Gabon, har brugt iboga i århundreder i spirituel praksis. Den bruges stadig i dag i forbindelse med ceremonier for at blive myndig. Den bruges også til healing og til at kommunikere med forfædre og religiøse figurer. Ibogain er i dag blevet meget kendt for sin succesrate i behandlingen af opiatafhængighed, selv om de medicinske komplikationer, der er forbundet med stoffet, gør praksis kontroversiel.

Cannabis (tetrahydrocannabinol eller THC)

Foto: bondgrunge/

Cannabis blev brugt af en række gamle civilisationer rundt om i verden. I denne sammenhæng vil vi fokusere på cannabis, der naturligt indeholder den psykoaktive ingrediens tetrahydrocannabinol (THC), snarere end hamp, den cannabisplante, der ikke indeholder THC, og som bruges til tekstiler.

Skriftlige henvisninger til cannabis går tilbage til de hellige indiske tekster kendt som Vedaerne, der blev skrevet mellem 1.500 f.Kr. og 1.000 f.Kr. Cannabis var en af de fem hellige planter, der blev nævnt for sin evne til at bringe glæde og lindre angst. I andre hinduistiske tekster forbindes guden Shiva med bhang, en cannabis-inficeret drik, der stadig regelmæssigt drikkes i dag i dele af det vestlige Indien.

Det tidligste fysiske bevis for rygning af cannabis til psykoaktivt brug stammer fra en grav i det vestlige Kina fra omkring 500 f.Kr. Samfund på den tibetanske højslette har længe dyrket cannabis med lavt THC-indhold til fiberproduktion. I graven fandt forskerne imidlertid, at højere THC-indhold (om end stadig lavt efter nutidens standarder) blev brændt i træbrændere af Jirzankal-folket i Pamir-bjergene i det vestlige Kina.

I Mellemøsten findes der skriftlige optegnelser fra omkring 425 f.Kr. af den antikke græske historiker Herodotus, der beskriver centralasiatiske nomader kaldet skytere, som indtog cannabis til rekreative formål. Brugen i Mellemøsten tog dog fart omkring 800 e.Kr. med islams fremkomst. Koranen forbyder udtrykkeligt alkohol, men siger intet om cannabis. Det blev traditionelt spist til rekreative formål og kaldtes hashish (arabisk for “græs”). Cannabis blomstrede i hundreder af år og blev sammen med islam udbredt i Nordafrika og Sydspanien, inden brugen af cannabis aftog i 1800-tallet.