Den tarantulas krop deler sig betinget muligt i to dele – prosoma (cephalothorax) og opisthosoma (abdomen), forenet mellem sig lille springer – pedicel.

Overalt er hele edderkoppens krop dækket af tyk, nok hård skal – exoskelet, der præsenterer sig af chitiniseret kutikula med et lag af underliggende celler – hypodermis. Det meste af den hårde kutikula ligger i kløer og chelicerae, den mindst hårde, gummibåndskutikula er dannet i benenes led. Exoskelettet har forskellige funktioner: det er udelukkende et skelet, hvortil størstedelen af musklerne er knyttet; det tjener som buffer mellem edderkoppens organisme og den omgivende atmosfære og forhindrer den i hurtigt tab af fugt og beskytter de indre organer mod mekanisk påvirkning. Exoskelettet bærer også på sig selv en masse setae og hår, der udfører sensoriske, berøringsmæssige og andre (f.eks. defensive) funktioner. Det vigtigste og vigtigste element, der danner edderkoppens exoskelet, er chitin (nitriske polysaccharider), som i forbindelse med sclerotin (protein) giver den dens sejhed.
Prosoma (cephalothorax) er sandsynligvis den vigtigste og mest funktionelle del af edderkoppens krop, da den indeholder edderkoppens ganglier (hjerne) og de vigtigste muskler (især sugemagens sugemuskler og muskler, der har ansvaret for bevægelse og styring ved hjælp af chelicerae). Den bærer også chelicerae og basale segmenter af edderkoppens lemmer – сoxa – på sig selv. Fra ovenstående prosoma dækket med uforfalsket stregplade – сarapace, på den forreste del (tuberkel ) af hvilken ligger en øjne (ocelli), fire par. Carapace har midterste indtrykkende – ( tergal аpodeme ), hvortil musklerne fæstner sig.

Med prosomas undersider, modsat carapace, ligger brystbenet sternum, i nederste del som ligger to celler – sigilli, funktioner, som hidtil ikke er realiseret. I den forreste del af brystbenet, i basis af chelicerae, findes der stadig to segmenter (såkaldte nedre og øvre “læber”) – labium (rostrum) og labrum. På siderne er carapace og sternum afgrænset af basale segmenter af benene (сoxa). Alle disse dele er forenet mellem dem af fleksible gummibåndsmembraner (pleurae) og dækker et tykt dække af setae og hår.

Opisthosoma (abdomen) har også større betydning i tarantulas organisationer og afslutter i sig selv organer, der udfører fordøjelses-, reproduktions-, såvel som hvilefunktioner i dens organisme. Fra neden, i bunden af opisthosoma, ligger epiginalplatformen – (epiginum), der er udformet fra den resterende del af abdomen fortil ved pedicel, og bagtil ved epiginalrillen, placeret mellem første par “boglunger”, der er adskilt under medium, hvortil følger det andet par “boglunger”, der har en lignende konstruktion. For enden af tarantelens bagkrop er der to par silkeproducerende vedhæng (spinneret) og en anus.

Vidhæng. Edderkoppens krop har 8 par vedhæng (appendages). Det første par af vedhæng, der er vandret fremtrædende i de forreste dele af kroppen, kaldes сhelicerae. Hvert af disse vedhæng består af to segmenter, hvoraf det yderste (“tand”) ligner en kløe, der falder ind i rillen i hovedsegmentet (som bladet på en foldekniv). Kanalen med giftigt jern er åbnet på enden af hver tand. Ved hjælp af chelicerae fanger tarantulaen måltidet, tygger det, trækker over kokoner, beskytter sig mod fjender, hjælper sig selv under gravning af huler og så videre.

Følgende par af vedhæng, der er placeret ved siden af chelicerae, – рedipalp, som, selvom og ligner ben, men meget kortere, kun har en klo og ikke udfører de motoriske funktioner, men også tjener organerne for følesans. Ud over voksne hanner er pedipalperne muteret i forbindelse med deres kopulationsfunktion, idet de apikale segmenter er omdannet til kopulationsorganer (сymbium). Hver pedipalp består af frø af rørformede segmenter, der er forenet med hinanden ved hjælp af gummibåndsmembraner, hvoraf den sidste bærer to bundter af setae (tåpuder) og en klo. De er fra bunden af: coxa (I), trochanter (II), femur (III), patella (IV), tibia (V), tarsus (VI) og pretarsus.

Fire par gangben følger efter pedipalperne, som hver især også har syv segmenter. I modsætning til pedipalp har det apikale gangbenssegment to kløer, og også sjette segment (tarsus) er opdelt i to pseudosegmenter – basitarsus og telotarsus. Hos voksne hanner af mange arter af tarantler bærer undersiden af det femte segment af det første (af og til – af det andet) par af gangben en sporer (krog), der er ansat til at trække hunnens chelicerer ned under parringen.

Benene er, ligesom tarantlernes pedipalper, dækket af forskellige slags hår og setae, som for en stor dels vedkommende har en olfaktorisk og sensorisk funktion. Rækker af setae, der er anbragt på segment VI og VII og ofte har metallisk lavvande, er dog grupperet i en særlig formation – scopulae og gør det muligt for den tunge edderkop at klatre på glatte glasoverflader.

Det sidste, enkelte vedhæng, der er anbragt på enden af bagkroppen – spinneret (silkevedhæng). Alle tarantler har to par af sådanne vedhæng: det ene ses praktisk talt ikke og ligner et par knapt sete tuberkler, det bageste par er veludviklet som forlængede vedhæng. Begge par producerer et net, der er forbundet med silkeproducerende kirtler, og som fylder en stor del inde i bagkroppen. Edderkoppernes net er i sin kemiske sammensætning tæt på silkeormens silke (bortset fra den mindre andel klæbematerialer – sericin). Grundlaget for netstrukturen er proteinet fibroin, der er dannet af et kompleks af albumin, glutaminsyre og alfa-alanin.

top