I hiphoppens storhedstid blev succes ikke målt ved at vinde svage Twitter-fejder, eller ved at samle priser på tv-shows, eller endda ved at få sponsoraftaler for den billige spiritus, som man får bag i limousinerne.

Nej, hvis man ville måle succes, henvendte man sig til The Source.

En MC’s største bedrift var at få en fem-mic rating i det hæderkronede magasin. The Bible of Hip-Hop var autoriteten inden for kulturen – hvis man klarede sig der, kunne man klare sig hvor som helst.

Den flygtige fem-mic rating var så sjælden og eftertragtet, at kun 45 albums i bladets næsten 30-årige historie har vundet prisen, og de fleste af dem blev givet med tilbagevirkende kraft længe efter, at det hædrede album var udgivet. Kun 15 album vandt hæderen på det tidspunkt, hvor de udkom.

Ice Cubes AmeriKKKKa’s Most Wanted. OutKast’s Aquemini. Jay Z’s Blueprint. A Tribe Called Quest’s Low End Theory. Alle album med fem mikrofoner. Alle ubestridte klassikere.

Selv efter at den mægtige Source’s troværdighed begyndte at svinde ind, gjorde legenden om fem-mic-betegnelsen det ikke. Det var – og er stadig – en bekræftelse på en hiphop-klassiker.

Bortset fra når det ikke er det.

Fans har brugt 30 år på at diskutere, om nogle af The Source’s yndlingsalbum fortjente den eftertragtede fem-mic-klassificering. Og du ved, at hiphop-fans ikke er dem, der skjuler deres meninger. Personligt synes jeg ikke, at Tribe’s People’s Instinctive Travels and the Paths of Rhythm eller Kanye West’s My Beautiful Dark Twisted Fantasy er fem-mic-album (Tribe’s album er lidt ujævnt, og nogle af Ye’s numre er unødigt overdrevne), men begge har vist sig at være ekstremt indflydelsesrige. Det er svært at argumentere for deres værdi.

Et par andre album holder dog bare ikke den tidstest.

Lad os se på tre album, der opnåede betegnelsen hiphopklassiker, men som ikke helt lever op til den betegnelse.

Lil Kim, The Naked Truth (2005)

Da du læste titlen på denne klumme, vidste du sikkert, at dette album ville være med på listen. Rygterne omkring dette albums optagelse i Five-Mic Club er legendariske, lige fra spekulationer om, at Kims manager var kæreste med den tidligere Source-ejer Dave Mays til at anmelderen havde 25 års voksskorpe i ørerne.

Nu er The Naked Truth på ingen måde et dårligt album. Faktisk er det måske Kims mest kunstnerisk kreative – hun træder ud af bydelene for at eksperimentere med forskellige lyde, fra reggae til West Coast til det der Dirty South-knald. Og lyrisk er hun ekstremt stærk – hun skruer ned for de sædvanlige seksuelle troper for faktisk at formidle budskaber gennem sine barer.

Still, fem stjerner? Nej, på ingen måde. Albummet er forpestet af skitser og mere end et par smutnumre. Og dets virkning var langt fra lige så stærk som Kims debutalbum Hardcore, som på godt og ondt satte skabelonen for kvindelige rappere i næsten 15 år og inspirerede mange fremtidige stjerner. Spørg din pige Nicki Minaj.

Det er faktisk ikke nødvendigt at spørge. Hun vil ikke indrømme det.

Hvad albummet SKULLE have fået: FUR MICS

Bun B, Trill OG (2010)

Her er endnu et tilfælde af et godt album med en mærkeligt oppustet score. Raphoveder har længe anerkendt Bun B som en af de bedste til at røre en mikrofon – han regerer stadig som en af sydstaternes mest indflydelsesrige pionerer som en del af UGK. Faktisk fortjener UGK’s andet album Super Tight langt mere de eftertragtede fem mikrofoner end Buns soloudgivelse fra 2010.

Som album er det et solidt stykke arbejde, der beviser over for skeptikere, at Bun, selv som en ældre rap-statsmand, stadig overgår de fleste af disse halvtunge MC’er. Bun lød dog ofte som om han var på autopilot her, og manglede det kraftfulde nærvær, som han udviste tidligere i sin karriere. Han spyttede hårdt, men ikke UGK HARD.

Trill OG er et teknisk dygtigt album og en solid tilføjelse til Buns katalog. Men det var på ingen måde en game-changer eller en industri-influencer – to vigtige ingredienser i et ægte klassisk album.

Hvad albummet SKULLE have fået: FOUR MICS

Eric B & Rakim, Let the Rhythm Hit ‘Em (1990)

Oh ja, dette er albumet, der vil være kilden til alle mine hadebreve.

Hvis Rakim ikke er på din Top 5-liste over de fem største rappere nogensinde, må du være født i 1998. Tak den R, der fødte det indviklede ordspil, der er blevet kunstgårdens grundpille. Næste gang du bruger BARS-hashtagget, så tænk på, at Rakim var den rapper, der satte barren for BARS.

Rakim er en af alle tiders store, og hans albums med partneren Eric B var grundlaget for hiphoppens gyldne tidsalder. Duoens debut, Paid in Full, fik med tilbagevirkende kraft fem mikrofoner i 2002. Ingen diskussion der.

Men på trods af sin storhed er Let the Rhythm Hit ‘Em ikke på det niveau – eller endda på niveau med parrets tidligere album Follow the Leader.

Det var et meget anderledes album for duoen, med en hårdere kant og mere aggressivitet end tidligere værker. Der er også dybe emner også, med budskaber om tro og fællesskab drysset ud mellem scratches. Men det er langt fra fejlfrit – anden halvdel af albummet går mærkbart langsommere (med undtagelse af “Mahogany”) og mangler, ligesom de andre album på vores liste, det historiske punch fra Eric B. & Rakims to første album.

Sæt det sådan her: Let the Rhythm Hit ‘Em er Empire Strikes Back af Eric B. & Rakims trilogi – det er mindeværdigt, men ikke så banebrydende som sine forgængere.

Hvad albummet BØR have fået: FJORT OG EN HALV MICS

OK, det er din tur – var jeg for hård ved disse albums? Og hvilke album mener du, at de ikke fortjener fem mikrofoner?