Bump Squad mama Audrey fortæller om at være lydhør over for alle forskellene.

“Alle graviditeter er forskellige.” Jeg må have hørt det en million gange, men jeg ved ikke, om jeg ikke troede på det, eller om jeg bare ikke lyttede til advarslen. Jeg tænkte, at det bare var en af de mange klichéer, som folk udbasunerer, når de møder en babybule. Til en vis grad er det måske netop det. Men det er sandt. Ligesom de aber, der angiveligt kan kopiere Shakespeare, hvis de får tid nok, er nogle klichéer nødt til at blive hængende på et tidspunkt. Jeg troede virkelig, at jeg havde styr på det her med graviditeten. Jeg mener, det var ikke SÅ længe siden, jeg sidst var gravid. Det skulle ikke være så meget anderledes, vel? Ha. Hahaha.

Først og fremmest ved jeg ikke med jer alle sammen, men jeg har åbenbart fortrængt ALLE minder om min første graviditet. Selvfølgelig er der nogle få højdepunkter… som at jeg husker, at jeg ikke kunne sidde i nogenlunde “dameagtig stilling” under min barselsfotografering, som om min krop bare ikke ville bøje sig på den måde, og jeg var så frustreret, fordi jeg ikke kunne komme i “søde” stillinger. Jeg kan huske, hvad min spiseplan var i mit første trimester, for der var en bestemt plan, og så længe jeg fulgte den, havde jeg det generelt okay. Jeg husker, at jeg havde det her underlige symptom, at jeg mistede fornemmelsen af andres tilstedeværelse. Jeg var virkelig nem at snige mig ind på i flere måneder. Kombiner det med nedsat blærekontrol/kapacitet og få dig selv tonsvis af sjov!

Disse højdepunkter var dog ikke nok til at forberede mig. De få ting, der ligner hinanden, har jeg bare helt glemt. For eksempel havde jeg glemt den følelsesmæssige rutsjebane og preggo raseri. Jeg sagde til min mand: “Jeg kan bare ikke huske, at det var så slemt!” Han sagde: “Er det din spøg? Du er SÅ meget bedre denne gang! Du var et rod sidste gang!” Mellem ham og min flittige dagbogsskrivning fra min første graviditet har jeg lidt af et vindue til fortiden. Men problemet er, at det var DEN graviditet, og dette er DEN her graviditet.

Fra første dag … okay, altså femte uge, hvis vi skal følge bogen, har denne graviditet været helt anderledes. Første gang vidste jeg, at jeg var gravid den dag, jeg ikke kunne holde øjnene åbne på arbejdet. Denne gang havde jeg en lille anelse om, at jeg måske bare var gravid på grund af angstanfald. Intet virker bekendt eller det samme. Bortset fra halsbrand. Følelsen af at gurgle batterisyre vil for altid være indprentet i min hukommelse. Men nu er der nye benkramper, ny iskias og helt nyt ventetøj, fordi jeg er så meget større.

Så hvis alle graviditeter er forskellige, og jeg ikke engang er ekspert i min egen graviditet, hvorfor hævder alle forbipasserende fremmede så at vide præcis, hvornår jeg skal føde, hvilket køn barnet har, og hvor mange babyer jeg gemmer på min gigantiske bule? Og kvinder, der har fået børn, synes at være de værste syndere! Hvis I har mirakelkure mod mine åreknuder, så fortsæt endelig med at snakke. Men hvis min fødselslæge ikke ved præcis, hvornår jeg skal føde, hvordan kan du så vide det?

Selvom jeg gerne ville have en tidsplan over alle detaljerne omkring denne fødsel, tror jeg ikke, at det er en tilfældig dame, der skubber en indkøbsvogn gennem Big Lots, der kan give mig den. Hun er uenig. Hun ved, at jeg kommer til at aflevere min baby “når som helst nu”. Jeg er forresten stadig tre måneder fra min terminsdato, min mave er stadig pæn og pæn, og babyen måler lige efter planen. Jeg har ikke noget imod, at min bule er et samtaleemne. Jeg har ikke engang noget imod uopfordrede mavemassager. Seriøst, jeg har ikke noget imod det. Det, der irriterer mig, er, at mens det ukendte holder mig vågen om natten, kan alle disse kvinder bare kavalergisk smide rundt med forudsigelser med absolut sikkerhed.

Det er ikke gået mig forbi, at mine blogindlæg synes at have et gennemgående tema: alle andres reaktioner på min graviditet. På godt og ondt påvirker andres kommentarer og reaktioner os. Min takeaway fra alt dette er, at det, jeg siger, til gengæld kan have en positiv eller negativ indvirkning på en anden person. Jeg håber, at selv når jeg har fortrængt minderne om denne ubehagelige graviditet, så håber jeg, at jeg i det mindste vil huske at være følsom over for fremtidige gravide mødre, uanset om de er på vej gennem deres første graviditet, kæmper med deres syvende eller stadig forsøger at blive gravide.

“Hver graviditet er forskellig” lyder måske som en kliché, men det er det mest ærlige, man kan sige til en vordende mor. At minde hende om, at uanset hvilke velmenende råd hun får, eller hvor mange skrækhistorier hun hører, så er hendes graviditet hendes egen. Min graviditet er min egen. Jeg vil støtte hende. Jeg vil græde og grine med hende. Jeg vil endda give hende råd, når hun beder om det, med det forbehold, at selv om det virkede for mig, vil hun måske ikke opleve, at det virker for hende. Men frem for alt vil jeg få hende til at føle sig som den gudinde, hun er, fordi hun trodser graviditet og forældreskab. Det betyder ingen sammenligninger, bemærkninger om hendes størrelse eller forudsigelser. Hvis alle graviditeter er forskellige, selv min egen, hvor vover jeg så at få hende til at føle, at hendes skal passe ind i en bestemt kasse.