Early Bird – med Jay McShann og hans orkester

Charlie Parker begyndte at spille saxofon som 11-årig, og i midten af 1930’erne begyndte han at øve flittigt.

I 1937 fandt der en hændelse sted, som skulle blive legendarisk. Da han var 16 år gammel og spillede i en jam-session i Kansas City, mistede han sin plads under en solo på en Rhythm changes (en melodi baseret på akkordsekvensen til George Gershins “I Got Rhythm”).

Jo Jones, en af de vigtigste trommeslagere fra swing-æraen og et mangeårigt medlem af Count Basie Orchestra, tog et bækken fra sit trommesæt og kastede det foragteligt for saxofonistens fødder.

Denne oplevelse gjorde kun den unge musiker mere beslutsom, da han udviklede et strålende teknisk fundament med daglige maratonøvelser på op til 15 timer.

I 1938 blev Parker medlem af Jay McShanns big band, som spillede for dansere i hele sydvesten og i Chicago og New York.

På disse tidlige optagelser, som blev lavet, da han var i begyndelsen af 20’erne, hører vi en genial solist med en dybt smittende swingfornemmelse.

Han lyder allerede genkendeligt Bird-agtig, selv om indflydelsen fra Lester Young, hvis soloer han transskriberede i stor udstrækning, måske er mere åbenlys end i hans senere værker.

Hans solo fra 1942 på “Cherokee”, et tricky up-tempo nummer og en af Birds foretrukne akkordsekvenser, er et særligt godt indblik i den stilistiske retning, han var på vej i.

The Complete Savoy Masters

I 1939 flyttede Parker til New York City, jazzens epicenter, og arbejdede i begyndelsen med småjobs, bl.a. som opvasker.

Det var samme år, at han fik noget af et gennembrud ved at opdage det improvisatoriske vokabular, der nu er kendt som bebop, ved at bruge passing-toner til at forbinde de øverste forlængelser af akkorderne:

“Nu var jeg blevet træt af de stereotype changes, der blev brugt hele tiden på det tidspunkt, og jeg blev ved med at tænke, at der må da være noget andet.

Jeg kunne høre det nogle gange, men jeg kunne ikke spille det…

Nå, men den aften arbejdede jeg over “Cherokee”, og da jeg gjorde det, fandt jeg ud af, at ved at bruge de højere intervaller i en akkord som en melodilinje og understøtte dem med passende relaterede ændringer, kunne jeg spille det, jeg havde hørt. Jeg kom til live.”

Den nye musik blev udviklet i begyndelsen af 1940’erne ved sene jam-sessions i Harlem sammen med andre fremadstormende unge musikere som pianisten Thelonious Monk, guitaristen Charlie Christian og trommeslageren Kenny Clarke.

Denne periode er desværre underdokumenteret på grund af en strejke i American Federation of Musicians, hvilket betød, at der næsten ikke blev foretaget optagelser mellem 1942-44.

Parkers pladekarriere tog for alvor fart i slutningen af 1944, da det New York-baserede Savoy-selskab begyndte at dokumentere hans arbejde.

Dette er fra før albumæraens begyndelse, men The Complete Savoy Masters samler alle Birds klassiske tidlige studieoptagelser for pladeselskabet, der blev lavet mellem dengang og 1948.

Det hele starter let og muntert, idet Parker bidrager med perfekte indskud og korte soloindslag til en gruppe anført af guitaristen og sangeren Tiny Grimes på “I’ll Always Love You Just the Same” og “Romance Without Finance”.

Med Parker nu i spidsen for bandet optræder en 19-årig Miles Davis på en session i 1945, som omfatter de klassiske blueshoveder “Now’s The Time” og “Billie’s Bounce”.

Dette dobbeltdisc-sæt indeholder også klassiske soloer på numre som “Donna Lee”, “Parker’s Mood” og “Ko-Ko” samt optrædener af folk som Dizzy Gillespie, Max Roach og Bud Powell på forskellige geniale sessioner.

The Complete Dial Masters

Parker skulle have haft en eksklusiv kontrakt med Savoy, men ikke desto mindre begyndte han at indspille for det vestkystbaserede selskab Dial i nogenlunde samme periode (1946-47), og mange af sessionerne fandt sted i Hollywood.

Der er et væld af strålende arbejde her, hvor Bird tager utrolige soloer på “Moose the Mooche” og “Yardbird Suite” (som begge er hans originale kompositioner) og masser af andre, og spiller et knapt troværdigt firetakters break i sit bidrag til Dizzy Gillespies “A Night in Tunisia”.

Men Parkers personlige problemer var begyndt at blive tydelige.

Han havde udviklet en afhængighed af opiater efter en recept på smertestillende midler efter en bilulykke i 1930’erne. På en af sessionerne her, fra juli 1946, led han efter sigende af heroinabstinenser og havde drukket voldsomt.

På “Lover Man” og “The Gypsy” er der øjeblikke af ægte skønhed, men han er tydeligvis ikke sig selv, og han tilgav aldrig produceren Ross Russell for at have udgivet dem til verden.

Blues’en “Relaxin’ at Camarillo” henviser til et seks måneders ophold på Camarillo State Mental Hospital i Californien i midten af 1940’erne.

Disse og Savoy-numrene er også tilgængelige som en komplet samling på tre diske med titlen The Complete Savoy and Dial Masters.

Charlie Parker With Strings: the Master Takes

Parker havde en dyb interesse for klassisk musik, med Stravinsky, Brahms og Bartok blandt sine favoritter, og det var en af hans ambitioner længe at indspille med et orkesterensemble.

Denne drøm blev realiseret i 1949, da han indspillede Charlie Parker with Strings, der blev akkompagneret af en strygersektion med harpe, samt oboisten Mitch Miller og en standard jazzrytmesektion.

Som solist svæver Bird over ensemblet på et udvalg af standarder arrangeret af Jimmy Carroll.

Efter at dette glimrende Charlie Parker-album fik kommerciel succes, blev der året efter lavet en anden optagelse, som også er med på denne Master Takes-udgave. Den dobbelttaktede altsolo på åbningsnummeret “Just Friends” er et særligt højdepunkt og bliver fortsat transskriberet af ærefrygtindgydende studerende, der lærer jazz i dag.

“Da jeg indspillede med strygere, sagde nogle af mine venner: ‘Åh, Bird er ved at blive kommerciel’. Det var slet ikke det. Jeg var på udkig efter nye måder at sige tingene musikalsk på. Nye lydkombinationer.”

Complete Live at Birdland, 17. maj 1950

Studieoptagelserne er sandsynligvis et godt sted at starte for dem, der ønsker at opleve Birds verden for første gang, da den overlegne lydkvalitet og de små bidder gør dem mere tilgængelige for den tilfældige lytter.

Aficionados ved imidlertid, at det er på liveoptagelserne, at altisten virkelig strækker sig ud, og at han her nok skaber nogle af sine bedste værker.

I denne koncert fra 1950 fra Birdland, jazzklubben midt på Manhattan, der fik sit navn fra Yardbird selv, deler Parker frontlinjen med Fats Navarro, en vidunderlig trompetist, der tragisk nok skulle dø af tuberkulose få måneder efter denne optagelse.

Bud Powell, en nøgleperson i udviklingen af bebop og en anden genial, men noget tragisk figur, er i fantastisk form på klaveret her.

Bird spiller en brændende solo på “Ornithology”, en komposition baseret på akkordsekvensen i den klassiske jazzstandard “How High the Moon”.

Bird og Diz

En af Birds nærmeste musikalske allierede var Dizzy Gillespie, der ligesom Parker var med til at føde bebop og etablere den som en stolt intellektuel, klart afroamerikansk kunstform i modsætning til meget af musikken fra den forudgående swing-æra, der primært eksisterede som musik til dans.

Ud over at være en virtuos trompetist, der var berømt for sine oppustede kinder og sin karakteristisk vinklede trompetklokke, var Gillespie komponist, underviser og en offentlig fortaler for jazzen.

På dette Charlie Parker-album fra 1950 er de to kunstnere i studiet sammen, med materiale, herunder en dejlig version af den gamle standard “My Melancholy Baby” og nogle mindre kendte Parker-originaler som “An Oscar For Treadwell”, en dedikation til Oscar Treadwell, en amerikansk jazzradiojournalist og -vært.

Den lidt uventede rytmegruppe omfatter det excentriske geni Thelonious Monk ved klaveret og Buddy Rich, der er mere kendt for sine virtuose big band-indslag, ved trommerne.

“Vi kom efterhånden så tæt på hinanden i vores musikalske sind, at vi kunne formulere os ligesom hinanden. Angreb, vejrtrækning, artikulation og al frasering kunne være helt enslydende.” – Dizzy Gillespie

Fiesta: The Genius of Charlie Parker #6

Parker indspillede en række “latinske” indspilninger i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne som en del af en lang historie af jazzmusikere, der udforskede et “spansk skær”, som har været til stede i musikken, siden pianisten Jelly Roll Morton opfandt udtrykket i New Orleans i 1920’erne.

De fleste af disse numre stammer fra en session fra 1951, hvor den almindelige jazzrytmesektion suppleres af Jose Manguel på bongos og Luis Miranda på conga.

“Tico Tico” er en brasiliansk favorit, og “La Cucaracha” er en berømt spansk folkesang, mens Parkers egen “My Little Suede Shoes” afslører en caribisk snarere end en latinsk indflydelse.

Der er også slagtøjsbelastede versioner af to Songbook-standarder: “Why Do I Love You?” fra Jerome Kerns Showboat og Cole Porters lange “Begin The Beguine”.

Bird Is Free

Lydkvaliteten på denne live-dato er ikke fantastisk, men den rene, herlige melodi, som Parker indleder sin solo med på Gerry Mulligans “Rocker”, gør dette meget værd at lytte til.

I øvrigt er Bird i storform i hele programmet, der omfatter den traditionelle jamaicanske melodi “Sly Mongoose” og standarderne “Star Eyes” og “This Time The Dream’s On Me”.

Optaget på Rockland Palace i New York City i 1952, høres et uidentificeret stort ensemble med strygere på “Rocker” og den afsluttende ballade “Laura”.

Andre klassiske liveplader omfatter Charlie Parker at Storyville, hvor en ung Red Garland spiller på klaver, og Diz ‘n’ Bird at Carnegie Hall.

Now’s The Time: The Genius of Charlie Parker #3

Parker havde indspillet for Norman Granz’ Verve-label siden 1949, og selv om de tidligere Savoy- og Dial-sessions generelt anses for at være de bedste af hans studiearbejde, er dette et fornøjeligt sæt. Det består af to kvartetsessions fra henholdsvis 1952 og ’53 og har relativt høj fidelitet i lydafdelingen.

Den uptempoåbner “The Song Is You”, med Hank Jones ved klaveret, er særlig munter.

Næsten alle Parkers studieoptagelser fra 1949 og frem, herunder denne, Charlie Parker with Strings og Bird ‘n’ Diz, findes på den udtømmende 10-CD-kompilation The Complete Charlie Parker on Verve.

Jazz at Massey Hall

Denne koncertoptagelse fra 1953 er nok den mest berømte af de live Charlie Parker-plader, der er udgivet.

Den byder i hvert fald på en stjernebesætning med Dizzy Gillespie på trompet og Bud Powell på klaver. Max Roach, der sammen med Kenny Clarke var med til at opfinde den moderne jazztrommestil, er med i rytmegruppen sammen med kontrabassisten Charles Mingus, der senere selv skulle blive en af de store orkesterledere og komponister.

Parker pantsatte ofte sine saxofoner for at få penge til at købe stoffer, hvilket betyder, at han spillede på en lang række instrumenter af varierende kvalitet i løbet af sin karriere.

Samtidig spillede han ved denne lejlighed på en hvid Grafton-altsaxofon af akrylplast.

Han kunne heller ikke optræde under sit rigtige navn af kontraktmæssige årsager, så han blev krediteret som “Charlie Chan” – en henvisning til hans samleveres navn samt navnet på en fiktiv detektiv – på det oprindelige albumcover.

Showet var dårligt besøgt på grund af et sammenstød med en boksepræmiekamp, men det indspillede dokument betragtes nu som en klassiker og blev optaget i Grammy Hall of Fame i 1995.

Charlie Parker døde i 1955 efter at have lidt af et chokerende udvalg af lidelser: Han havde lobær lungebetændelse, et blødende mavesår og skrumpelever, og han havde også haft et hjerteanfald.

Den retsmediciner, der foretog obduktionen, anslog hans alder til at være mellem 50 og 60 år gammel. I virkeligheden var han blot 34 år.

Bird’s musik har inspireret generationer af musikere, og indflydelsen fra hans suveræne kunstneriske kunnen stadig høres i hele jazzverdenen i dag.

Som trodsige graffitikunstnere skrev på murstensvæggene i Harlem efter at have hørt den triste nyhed: “Bird Lives!”

Tak for læsningen, og vi håber, at dette gav dig nogle ekstra lyttetips til den store Charlie Parker.

Du kan finde en hel masse saxofonrelaterede artikler og guides, både om legenderne og udstyret, på vores jazzsaxofon-hjemmeside.