Den franske revolution symboliserer muligvis den vigtigste politiske forandring i det tidlige moderne Europa. Revolutionen, der strakte sig fra 1789 til 1799, var præget af massive sociale og politiske forandringer i Frankrig, som kulminerede med afskaffelsen af det franske monarki og erstatningen med en sekulær og demokratisk republik. Resultatet af revolutionen, især Napoleons fremgang, betød, at revolutionen ikke kun havde konsekvenser for Frankrig. Revolutionens betydning kunne mærkes over hele verden.
Hændelserne i den franske revolution strakte sig over ti år og tog udgangspunkt i Ludvig XVI’s indkaldelse af generalstaterne i 1789 for at finde en løsning på skatteproblemet; da en løsning var usandsynlig og uretfærdig, erklærede den tredje stand sig selv som den suveræne nationalforsamling. Forsamlingen svor “Tennisbane-eden”; de revolutionære bestræbelser ville være ubarmhjertige indtil en ny forfatning. Dette førte til de voldsomme begivenheder som den store frygt og den store terror. Disse begivenheder kulminerede med afskaffelsen af monarkiet og oprettelsen af en republik.
Den franske revolution kan ikke tilskrives én årsag, men et væld af utilfredshedsfaktorer. Kulturelt set fremkaldte oplysningsteori som f.eks. forestillingen om, at alle er født lige, kombineret med eksemplet med den amerikanske uafhængighed bekymring over det enevældige Ancien Régimes legitimitet. Økonomisk set voksede statsgælden som følge af de krige, som Frankrig havde udkæmpet. Utilfredsheden voksede, da adelen og gejstligheden kunne fritage sig selv for skat, og gældsbyrden faldt på den største gruppe, det almindelige folk, der udgjorde den tredje stand. Socialt set var det franske bondesamfund, som udgjorde masserne i den tredje stand, der oplevede stigende fattigdom blandt dem, og den sociale ulighed voksede mellem de lavere og højere klasser. Denne fattigdom blev forværret af sult og utilfredshed, som blev skabt af dereguleringen af kornindustrien. Regulering blev af mange set som en pligt for kongen over for sine undersåtter, og den sikrede, at bønderne havde det brød, der udgjorde størstedelen af deres kost, men i lyset af dereguleringen sultede mange.
Men den vigtigste virkning af den franske revolution var måske ødelæggelsen af Ancien Régime og oprettelsen af en republik. Det absolutistiske monarki i Frankrig blev afskaffet af nationalkonventet i september 1792 og afløst af henrettelsen af kong Ludvig XVI den 21. januar 1973, der blev efterfulgt af hans hustru Marie Antoinettes henrettelse ni måneder senere. Konstitutionalismen blev indført for at erstatte det vilkårlige og enevældige styre, der var baseret på monarkens vilje, og mange af de principper, der blev vedtaget i forfatningen fra 1791, var hentet fra erklæringen om menneskets rettigheder fra 1789, som definerede forfatningen på grundlag af revolutionens vilje og folkets rettigheder.
En anden vigtig virkning af revolutionen i Frankrig var den katolske kirkes aftagende indflydelse og sekulariseringen af samfundet. Selv om Napoleon genindførte nogle af kirkens åndelige roller efter et tilbageslag blandt de fromme, fik kirken ikke sin magt eller sine monetære aktiver som f.eks. jord tilbage. Økonomisk set betød opløsningen af kirkens og adelens kontrol med landbrugsjord, at små uafhængige landbrug blev normen, og at landmændene, især bønderne, fik gavn af afskaffelsen af en række landbrugsskatter. En anden vigtig virkning af den franske revolution var også Napoleon Bonapartes fremkomst. Hans fremtrædende rolle i militære konflikter mellem den revolutionære regering og andre europæiske nationer, herunder store sejre mod Østrig. Han orkestrerede til sidst et kup mod det franske direktorat og etablerede til sidst et autoritært og militaristisk regime.
Den franske revolutions virkninger var ikke begrænset til Frankrig alene, men påvirkede det bredere europæiske kontinent og verden som helhed. Efter den franske revolution har der i Europa været en tendens til, at monarkernes betydning i politik er blevet mindre og mindre, og at der i højere grad er blevet indført demokratiske politiske ordener. De idealer, der blev fremsat under den franske revolution, blev i den forstand bestemt importeret til hele verden. Revolutionen blev også mødt med modvilje i nogle lande, f.eks. i Storbritannien, hvor flertallet af befolkningen var imod revolutionens mål og resultater. Konflikter mellem lande blev efter den franske revolution set i de to revolutionskrige fra 1792 til 1802, som strakte sig længere end blot til Europa, til Egypten, Mellemøsten, Caribien og videre ud i verden. Denne konflikt blev fulgt op i Napoleons regeringstid med Napoleonskrigene fra 1803 til 1815, som var lige så internationale som de første.