Aristoteles’ tilgang til etik
Aristoteles fulgte Platon og Sokrates i de spørgsmål, som han identificerede som centrale for studiet af etik. Sokrates’ centrale spørgsmål er: “Hvilken slags liv skal man leve?”. I NE rejser Aristoteles dette spørgsmål i form af begrebet om et ultimativt gode. Han bemærker, at hvis der findes et ultimativt gode, som vi alle sigter mod i vores handlinger, vil det være af stor betydning at finde frem til det (NE, 1094a 1-26). Han bemærker derefter, at alle er enige om, at det ultimative menneskelige gode er et liv i eudaimonia (NE, 1094a 14-20). På trods af denne verbale enighed er der uenighed om, hvad eudaimonia består i. Aristoteles’ nøglespørgsmål er derfor i realiteten: “Hvad består eudaimonia i?”
To bemærkninger om denne tilgang er værd at fremsætte indledningsvis. For det første er spørgsmålet om, hvad Aristoteles mener med eudaimonia, genstand for en vis uenighed. Hvad der allerede er blevet sagt, er blot, at der er almindelig enighed om, at det er det ultimative menneskelige gode. For det andet indleder Aristoteles diskussionen om dette spørgsmål med en påstand om, at al menneskelig handling sigter mod et eller andet gode. Også dette skal undersøges, men allerede dette udgangspunkt viser, hvordan en forståelse af etik for ham er bundet til en fuld forståelse af den menneskelige handlings natur.
Aristoteles har også, ligesom Sokrates og Platon, et andet spørgsmål for øje: “Kan dyd betale sig?” Han rejser ikke dette spørgsmål eksplicit, men det er implicit i hans undersøgelse af forholdet mellem dydsliv og eudaimonia-liv. Spørgsmålet om, hvorvidt dyd betaler sig, minder meget om det moderne spørgsmål: “Hvorfor være moralsk?”, bortset fra at det her er udtrykt i et dydssprog. Ved at anvende dette sprog følger Aristoteles Sokrates og Platon i udviklingen af en etisk tilgang til etikken, der fokuserer på dyderne. Han er en dydsteoretiker. Men han følger ikke blot autoriteterne. Tale om dyder som f.eks. retfærdighed og mod var centralt i det daglige sprog for ros og bebrejdelse på hans tid, og laster og andre karakterbrister var lige så relevante. Det sprog giver også stadig mening. I dagligdagen høres råb om retfærdighed verden over, og de, der er modige, retfærdige eller kloge, anses stadig almindeligvis for at være beundringsværdige. I forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt dyd betaler sig, erkendte de græske tænkere, at refleksionen må forklare os, hvorfor det er berettiget at beundre de dydige. Hvis sådanne almindelige holdninger skal bevares, må refleksionen vise, at de ikke er fejlagtige.
En dydsteori som Aristoteles’ har adgang til et rigt ordforråd for etisk refleksion. Aristoteles beskæftiger sig ikke blot med rigtigt og forkert, men også med mod og fejhed, visdom og tåbelighed, retfærdighed og uretfærdighed. Hans diskussion er også en diskussion, der kan tillade, at karaktersvaghed eller karakterstyrke (NE, 1145a 15-20) bør kunne forklares af en passende moralsk teori. På denne slags måder er hans tilgang blevet anset for at være mere følsom end rivaliserende samtidige teorier over for nuancerne i den daglige moralske debat.
Aristoteles’ etik har altså en bred ramme, som de to ovenfor nævnte spørgsmål udgør. Inden for denne ramme opstår andre spørgsmål. For det første tager han, når han undersøger, hvad eudaimonia består i, hensyn til fremtrædende eksisterende synspunkter. I Republikken (540a-b) havde Platon antydet, at det liv, som filosofferkonger virkelig ville ønske at føre, var et liv med intellektuel undersøgelse eller refleksion. Forgængerne havde også diskuteret nydelsens værdi i et godt liv og betydningen af andre ydre goder som f.eks. rigdom og venskab. Aristoteles er således interesseret i alle disse konkurrenters rolle i et eudaimonliv. Dette udspringer direkte af hans første spørgsmål, men hans svar på dette spørgsmål fører ham til en diskussion af både venskabets og nydelsens natur og til at fokusere på theorias (kontemplation eller refleksiv forståelse, måske) rolle inden for eudaimonia.
For det andet, mens Aristoteles har brug for at præcisere eudaimonias natur, kræver enhver redegørelse for dens forhold til dyd klart, at han også giver en definition af dyd. Han står således over for det sokratiske “Hvad er det?”-spørgsmål både i forhold til dyd som helhed og med hensyn til specifikke dyder. På samme måde må han også tage stilling til spørgsmålet om forholdet mellem dyderne, om de udgør en enhed, eller om de på en måde er identiske. Derefter må han i udviklingen af en fuldstændig redegørelse fokusere på den rolle, som seminal dyder som retfærdighed og mod spiller, samt praktisk visdom (phronesis), en intellektuel dyd, der er særlig vigtig for etisk dyd.
For det tredje fører diskussionen om dyd til en diskussion om motivation for handling. I de tidlige platoniske dialoger udvikles, hvad der synes at være en sokratisk fremstilling af dyd, en fremstilling, hvor alle ønsker sigter mod det gode, og hvor dyd således identificeres med viden (om det gode), en holdning, der får Sokrates til at afvise muligheden for svaghed i viljen (som Aristoteles rapporterer (NE, 1145b 21-35))). I Republikken (434e-444e) udvikler Platon en moralpsykologi, der giver plads til et sådant fænomen, og som derfor vil kræve en anden fremstilling af dyd. På trods af deres forskelle gør begge disse forgængere det klart, at der er en tæt forbindelse mellem dyd og handling, og især at en fyldestgørende fremstilling af dyd forudsætter en korrekt udviklet moralpsykologi. Aristoteles følger dem også ved at betragte det som en betingelse for en teoris tilstrækkelighed, at den skal give en tilfredsstillende psykologisk redegørelse for mangelfulde forhold som f.eks. viljesvaghed og laster. Således fokuserer Aristoteles’ redegørelse på karakteren af (etisk) motivation og især fornuftens og begærets rolle i handlingen, og dermed deres rolle i en forsvarlig definition af dyd.
Sluttelig bemærker Aristoteles i begyndelsen af NE, at etik er en gren af den politiske filosofi (NE, 1094a 24-8). For ham rejser undersøgelsen af eudaimonia således spørgsmålet om forholdet mellem opnåelsen af det ultimative gode og den type samfund, som en borger lever i. Dette var naturligvis et centralt tema i Platons Republik. Aristoteles går videre med en diskussion om den menneskelige natur og den rette menneskelige udvikling, som også tages op i de første kapitler af Politiken (1252a 1-1253a 39). For Aristoteles er diskussionen om det dydige individ derfor også sammenflettet med overvejelser om det retfærdige samfund.
Hvis disse er de emner, som Aristoteles’ etiske teori omfatter i forbindelse med behandlingen af hans to hovedspørgsmål, kan en skitse af hans tilgang afsluttes med at angive den generelle karakter af hans svar på disse spørgsmål.
Hvis man tager de to ovenstående spørgsmål i omvendt rækkefølge, forsvarer Aristoteles det synspunkt, at dyd faktisk betaler sig. Han viser dette ved at argumentere for, at et aktivt liv i praktisk dyd, og ikke et liv i rigdom eller fornøjelse, for eksempel, udgør eudaimonia.
For at forsvare denne påstand om, at dyd er værd at betale, mere udførligt, udvikler Aristoteles sine opfattelser af både eudaimonia og dyd. Hans redegørelse for eudaimonia hviler på et argument, som han introducerer vedrørende den menneskelige natur. Det skyldes, at det ultimative menneskelige gode i hans øjne opstår, når et menneske opfylder sin natur, realiserer (eller aktualiserer) sit særskilt menneskelige potentiale. (I et aristotelisk metafysisk billede består medlemmer af en biologisk art som f.eks. mennesker af et sæt af kræfter eller potentialer, som realiseres eller aktualiseres over tid. Vi kan således sige, at et spædbarn har potentiale til at tale et sprog, og hvis det bliver ordentligt opfostret og uddannet, vil det menneske, der udvikler sig, realisere eller aktualisere dette potentiale og blive en flydende taler. I det følgende vil jeg bruge terminologien om at “realisere” potentialet). Det særprægede menneskelige potentiale (eller væsentlige potentiale) er potentialet til at leve et liv styret af fornuften. Det ultimative menneskelige gode er således opnået, når et individ fuldt ud realiserer sit potentiale for rationalitet. Aristoteles’ svar på det første spørgsmål er således, at eudaimonia består i et maksimalt rationelt liv.
Aristoteles fremstiller og forsvarer derefter en opfattelse af praktisk dyd, således at et liv i praktisk dyd vil udvise maksimal rationalitet (i det mindste i den praktiske sfære). Han argumenterer således for, at dyderne er karaktertilstande, der sætter agenten i stand til at ræsonnere (praktisk) og dermed handle fuldt ud rationelt.
Det er således sådan, at det dydige liv producerer eudaimonia. Det dydige liv er det fuldt rationelle liv, og mennesker er sådan, at det ultimative menneskelige gode, eudaimonia, realiseres i et fuldt rationelt liv. Således er praktisk dyd og eudaimonia efter Aristoteles’ opfattelse forbundet ved begrebet rationalitet og hans opfattelse af den menneskelige natur som havende et mål eller telos, således at det blomstrende menneske fuldt ud udvikler denne rationalitet.
Som tidligere nævnt er Aristoteles opmærksom på de udbredte synspunkter om, at nydelse, rigdom, venskab og en god familie er værdifulde, og han søger at rumme disse synspunkter i sin teori. Således argumenterer han for, at det fuldt ud dydige liv faktisk er behageligt, idet han leverer et argument, der afhænger af en analyse af nydelsens natur. Han påpeger også, at rigdom og familie er relevante for dyd. Endelig analyserer han venskab og foreslår, at dets paradigmeform er de dydiges venskab, og angiver, at dets betydning er relateret til statens betydning for realiseringen af et individuelt dydigt liv.
Til at begynde med skal Aristoteles’ bemærkninger om metode i etikken dog have opmærksomhed. De er med til at forklare, hvordan han når frem til sin holdning, ligesom de afslører, hvad han anser for at være formålet med etisk teori. Begge disse punkter er relevante for brugen af aristotelisk teori i den anvendte etik.