Siden midten af det 18. århundrede havde man observeret, at citronsaft kunne forhindre sømænd i at blive ramt af skørbug. I første omgang antog man, at det var de sure egenskaber, der var ansvarlige for denne fordel; det viste sig dog hurtigt, at andre syrer i kosten, såsom eddike, ikke havde sådanne fordele. I 1907 rapporterede to norske læger om en anden vigtig forbindelse i fødevarer til forebyggelse af sygdomme end den, der forhindrede beriberi. Disse læger undersøgte sygdomme, der skyldes mangel på kost, ved hjælp af den nye dyremodel af marsvin, der er modtagelige for skørbug. Den nyopdagede kostfaktor blev senere navngivet C-vitamin.

Mellem 1928 og 1932 identificerede det ungarske forskerhold under ledelse af Albert Szent-Györgyi og den amerikanske forsker Charles Glen King den antiscorbutiske faktor som et bestemt, enkelt kemisk stof. På Mayo-klinikken havde Szent-Györgyi kemisk isoleret hexuronsyre fra dyrs binyrer; han havde mistanke om, at det var den antiscorbutiske faktor, men kunne ikke bevise det uden en biologisk undersøgelse. En sådan test blev endelig udført på University of Pittsburgh ved hjælp af forsøgskaniner i King’s laboratorium, som havde arbejdet på problemet i årevis. I slutningen af 1931 opnåede Kings laboratorium indirekte nyrernes hexuronsyre fra Szent-Györgyi og viste i begyndelsen af 1932 ved hjælp af hans dyremodel, at det var C-vitamin.

Dette var den sidste af de animalske forbindelser; men senere samme år opdagede Szent-Györgyis gruppe, at paprikapeber, et almindeligt krydderi i den ungarske kost, var en rig kilde til hexuronsyre. Han sendte nogle af de nu mere almindeligt tilgængelige kemikalier til Walter Norman Haworth, en britisk sukkerkemiker. I 1933 udledte Haworth i samarbejde med den daværende vicedirektør for forskning (og senere Sir) Edmund Hirst og hans forskningshold den korrekte struktur og isomerisk-optiske natur af C-vitamin og rapporterede i 1934 den første syntese af vitaminet. Til ære for stoffets anti-scorbutiske egenskaber foreslog Haworth og Szent-Györgyi derefter det nye navn “a-scorbinsyre” for stoffet. De gav det endelig selv navnet L-ascorbinsyre, da dets struktur blev bevist ved syntese.

I 1937 blev Nobelprisen i kemi tildelt Haworth for hans arbejde med at bestemme strukturen af ascorbinsyre (han delte den med Paul Karrer, der fik sin pris for sit arbejde med vitaminer), og prisen i fysiologi eller medicin samme år gik til Szent-Györgyi for hans studier af L-ascorbinsyrens biologiske funktioner. Den amerikanske læge Fred R. Klenner promoverede C-vitamin som en kur mod mange sygdomme i 1950’erne ved at øge doserne kraftigt til titusindvis af gram C-vitamin om dagen ved injektion. Siden 1967 har en anden nobelpristager, Linus Pauling, anbefalet høje doser af ascorbinsyre (han selv tog 18 gram om dagen) som forebyggelse mod forkølelse og kræft. Klenner’s resultater har indtil videre været kontroversielle, da hans forskning ikke lever op til moderne metodologiske standarder.