Denne artikel er tilpasset af Thanissaro Bhikkhu fra den workshop, han gav om “Buddha, Dhamma, Sangha: Den tredobbelte tilflugt” på Barre Center for Buddhist Studies den 16.-18. juni 1995.
Akten med at søge tilflugt markerer det punkt, hvor man beslutter sig for at tage Dhamma som den primære vejledning for adfærden i ens liv. Det betyder, at ens forhold til Dhamma-praksis er modnet fra simpel involvering til en forpligtelse. For at forstå, hvorfor denne forpligtelse kaldes et “tilflugtssted”, er det nyttigt at se på denne skiks historie.
I det præ-buddhistiske Indien betød det at søge tilflugt at erklære sin troskab til en protektor – en magtfuld person eller gud – og at underkaste sig protektorens direktiver i håb om at modtage beskyttelse mod fare til gengæld. I de tidlige år af Buddhas lærerkarriere overtog hans nye tilhængere denne skik for at udtrykke deres loyalitet over for Buddha, Dhamma og Sangha, men i den buddhistiske kontekst fik denne skik en ny betydning.
Buddhismen er ikke en teistisk religion, og derfor beder en person, der søger tilflugt i buddhistisk forstand, ikke Buddha personligt om at gribe ind og yde beskyttelse. Alligevel er Buddhas lære centreret om erkendelsen af, at det menneskelige liv er fyldt med farer – fra grådighed, vrede og vildfarelse – og derfor er begrebet tilflugt en central del af øvelsesvejen, idet øvelsen har til formål at opnå frigørelse fra disse farer. Fordi både farerne og frigørelsen fra dem i sidste ende kommer fra sindet, er der behov for to niveauer af tilflugt: eksterne tilflugtssteder, som giver modeller og retningslinjer, så vi kan identificere, hvilke kvaliteter i sindet der fører til fare og hvilke der fører til frigørelse; og interne tilflugtssteder, dvs. de kvaliteter, der fører til frigørelse, som vi udvikler i vores eget sind i efterligning af vores eksterne modeller. Det indre niveau er der, hvor den sande tilflugt findes.
Traditionen med at gå til tilflugt er stadig relevant for vores egen praksis i dag, for vi står over for de samme indre farer, som folk stod over for på Buddhas tid. Vi har stadig brug for den samme beskyttelse som dem. At tage tilflugt i buddhistisk forstand er i bund og grund en handling, hvor man tager tilflugt til doktrinen om karma. Det svarer til en underkastelseshandling, idet man forpligter sig til at leve i overensstemmelse med troen på, at handlinger baseret på dygtige hensigter fører til lykke, mens handlinger baseret på uduelige hensigter fører til lidelse; det svarer til en handling, hvor man kræver beskyttelse, idet man har tillid til, at man ved at følge læren ikke vil falde i de ulykker, som dårlig karma medfører. At tage tilflugt på denne måde betyder i sidste ende at tage tilflugt til kvaliteten af vores egne intentioner, for det er der, hvor essensen af karma ligger.
De ydre tilflugtssteder i buddhismen er Buddha, Dhamma og Sangha, også kendt som den tredobbelte perle. De kaldes ædelstene både fordi de er værdifulde, og fordi man i oldtiden troede, at ædelstene havde beskyttende kræfter. Den tredobbelte ædelsten overgår andre ædelsten i denne henseende, fordi dens beskyttende kræfter kan sættes på prøve og kan føre længere end enhver fysisk ædelstens kræfter, hele vejen til absolut frihed fra usikkerhederne i riget af aldring, sygdom og død.
Buddha henviser på det ydre plan til Siddhattha Gotama, den indiske prins, som gav afkald på sine kongetitler og gik ind i skoven og mediterede, indtil han til sidst opnåede Opvågnen. At tage tilflugt til Buddha betyder ikke at tage tilflugt til ham som person, men at tage tilflugt til hans Opvågnen: at sætte sin lid til troen på, at han faktisk vågnede til sandheden, at han gjorde det ved at udvikle kvaliteter, som vi også kan udvikle, og at de sandheder, som han vågnede til, giver det bedste perspektiv for vores livsførelse.
Dhamma henviser på det ydre plan til den vej af praksis, som Buddha lærte sine tilhængere. Denne er igen opdelt i tre niveauer: ordene i hans lære, handlingen med at omsætte denne lære i praksis og opnåelsen af Opvågnen som resultat heraf. Denne tredeling af ordet “Dhamma” i tre niveauer er i bund og grund et kort, der viser, hvordan man tager de ydre tilflugtssteder og gør dem indre: at lære om læren, bruge dem til at udvikle de kvaliteter, som Buddha selv brugte til at opnå Opvågnen, og derefter realisere den samme frigørelse fra fare, som han fandt i den kvalitet af Dødløshed, som vi kan røre ved indeni.
Ordet Sangha har på det ydre niveau to betydninger: konventionel og ideel. I sin ideelle betydning består Sangha af alle mennesker, lægfolk eller ordinerede, som har praktiseret Dhamma i en sådan grad, at de i det mindste har fået et glimt af den Dødløse. I konventionel forstand betegner Sangha fællesskaber af ordinerede munke og nonner. De to betydninger overlapper hinanden, men er ikke nødvendigvis identiske. Mange medlemmer af den ideelle Sangha er ikke ordinerede; mange munke og nonner har endnu ikke rørt det Dødløse. Alle, der tager deres tilflugt til Buddha, Dhamma og Sangha, bliver medlemmer af Buddhas firfoldige forsamling (parisa) af tilhængere – munke, nonner, lægmænd og lægkvinder. Selv om det er en udbredt opfattelse, at alle mennesker, der er involveret i Dhamma-praksis, er medlemmer af Sangha, er dette ikke tilfældet. Kun de, der er ordinerede, er medlemmer af den konventionelle Sangha; kun de, der har fået et glimt af den Dødløse, er medlemmer af den ideelle Sangha. Ikke desto mindre tæller alle, der har taget tilflugt i den tredobbelte perle, men som ikke tilhører Sangha i nogen af ordets to betydninger, stadig som ægte buddhister, idet de er medlemmer af Buddhas parisa.
Når man tager tilflugt i den ydre Sangha, tager man tilflugt i begge betydninger af Sangha, men de to betydninger giver forskellige niveauer af tilflugt. Den konventionelle Sangha har hjulpet med at holde læren i live i mere end 2.500 år. Uden den ville vi aldrig have lært det, som Buddha lærte. Det er imidlertid ikke alle medlemmer af den konventionelle Sangha, der er pålidelige adfærdsmodeller. Så når man søger vejledning i sin livsførelse, må man se på de levende eller optegnede eksempler, der leveres af den ideelle San glia. Uden deres eksempel ville vi ikke vide det: (1) at Opvågnen er tilgængelig for alle, og ikke kun for Buddha; og (2) hvordan Opvågnen udtrykker sig i virkelige
På det indre plan er Buddha, Dhamma og Sangha de dygtige kvaliteter, som vi udvikler i os selv i efterligning af vores ydre forbilleder. For eksempel var Buddha en person med visdom, renhed og medfølelse. Når vi udvikler disse kvaliteter, danner de vores tilflugt på et indre niveau. Buddha smagte på Opvågnen ved at kultivere overbevisning, vedholdenhed, mindfulness, koncentration og skelneevne. Når vi udvikler disse samme kvaliteter til det punkt, hvor vi også opnår Opvågnen, er denne Opvågnen vores ultimative tilflugt. Dette er det punkt, hvor de tre aspekter af den tredobbelte ædelsten bliver ét: uden for grådighedens, vredens og vildfarelsens rækkevidde og dermed fuldstændig sikker.