Alle, der har kigget på den egyptiske kultur, kan ikke undgå at have bemærket betydningen af Lotusblomsten i deres kultur.

I det gamle Egypten var der to hovedtyper af lotus, der voksede, den hvide og den blå (videnskabeligt set en vandlilje, men symbolsk set en lotus). Endvidere blev en anden type, den lyserøde lotusblomst, indført i Egypten engang i løbet af den sene periode af deres civilisation. Hvis man skal observere de mange hieroglyffer, er det let at se, at den blå lotusblomst er den mest almindeligt afbildede.

Som nævnt i indledningen ovenfor om lotusblomstens betydninger, er denne plante kendt for at være forbundet med genfødsel. Dette er en konsekvens af, at den angiveligt trækker sig tilbage i vandet om natten og kommer frem en frisk i solen den næste dag (se indledningen om, hvordan en lotusplante faktisk kommer i blomst). Egypterne forbandt derfor lotusblomsten med solen, som også forsvandt om natten, for at dukke op igen om morgenen. Lotusblomsten kom derfor til at symbolisere solen og skabelsen. I mange hieroglyffer afbildes lotusblomsten i mange hieroglyffer som en blomst, der kommer ud af Nun (det oprindelige vand) og bærer solguden.

Som noget, der forbindes med genfødsel, er det ikke overraskende, at lotusblomsten også forbindes med døden, og den berømte egyptiske bog om de døde er kendt for at indeholde besværgelser, der kan forvandle en person til en lotus og dermed give mulighed for genopstandelse.

En anden interessant kendsgerning om lotusblomstens betydning for egypterne var den måde, hvorpå den blev brugt som et symbol på foreningen af de to egyptiske kongeriger, dvs. sammenbindingen af det øvre og det nedre Egypten. I lang tid var lotusblomsten blevet brugt i hieroglyfferne og kunsten i det øvre Ægypten, mens papyrusplanten i det nedre Ægypten især var meget udbredt. Derfor blev billeder af lotus og papyrus, der var vokset op sammen og var blevet viklet ind i hinanden, et symbol på de to rigers sammenføring.