Når vi optager billeder i vores kamera, undrer vi os nogle gange over, hvorfor det ser ud, som det ser ud. Det jeg mener med det er, at billedet kan se noget skævt, skævt eller i værste fald forvrænget ud. Billedet blev anderledes end det, du så i søgeren på kameraet. Det er normalt, og det sker oftere, end vi bryder os om. Dette kaldes også billedforvrængning. Det, man skal vide, er, at ikke al forvrængning faktisk er dårlig. Nogle gange kan det bruges som en form for effekt eller en måde, hvorpå fotografen kan dele sit perspektiv.
Distortion er i digital fotografering afvigelsen af en observeret pixel fra dens forudsagte koordinat i et 2D-plan. Dette fører til et mere krumt lineært udseende, der ser unaturligt og endog uappetitligt ud for observatørens øje. Det er derfor, man ofte hører folk sige, at kameraet “har tilføjet 20 pund” til min krop eller “mit ansigt ligner et rumvæsen, det er for langt”. Det skyldes forvrængning fra kameraets linse.
Den linse, der anvendes i et kamera, er ikke et perfekt stykke glas, så der kan være en vis form for forvrængning i det billede, det opfanger. Der er det, vi kalder radial forvrængning, hvor lyset bøjes i en bestemt vinkel, der afviger fra et retlinet plan. Det er forvrængninger, der skyldes lysets vinkel og objektivets placering, når billedet skabes. Lyset bøjer sig på mange måder på grund af den vinkel, det rammer kameraets objektiv, når billedet komponeres.
Når eksponeringen er optaget, vil den vise det endelige resultat for fotografen. Med digitale kameraer kan fotografen straks se forskellen. Fotografen kan f.eks. se, at tingene ikke er helt så “lige” eller justeret på grund af, hvordan billedet blev, når han kigger på kameraets LCD-fremviser. Lad os gennemgå de typer af forvrængning, som fotografer sandsynligvis vil støde på.
Linseforvrængning
Dette er en form for optisk aberration, som fører til deformitet af et billede på grund af lysets krumme bøjning. Afvigelseslinjerne sammenlignes med modellen med et pinhole-kamera. Det giver et udseende af krumme i stedet for lige linjer. Det er et resultat af den optiske konstruktion af kameraets objektiv. Det kan beskrives som en objektivfejl, men det betyder ikke, at det er objektivproducentens fejl. Det betyder blot at sige, at objektivet ikke var i stand til at projicere billedet præcist eller korrekt under optagelsen.
Der findes faktisk aldrig et perfekt billede, da der vil være en vis grad af forvrængning, når man forsøger at skabe det, øjet ser, i forhold til det, som objektivet projicerer, og det, som kamerasensoren registrerer. Et perfekt objektiv er ganske enkelt ikke realistisk i betragtning af de mange faktorer, der kan påvirke projektionen af lys til at skabe et billede. Det bedste, som objektivproducenterne kan gøre, er at reducere forvrængningen til et niveau, der er acceptabelt for det menneskelige øje.
I et simpelt eksempel på en objektivforvrængningsmodel kan de uforvrængede og forvrængede radier ru og rd (afstande fra billedets centrum normaliseret til afstanden fra centrum til hjørne (halvdiagonal), således at r = 1 i hjørnet) og den radiale forvrængningskoefficient k repræsenteres ved formlen:
Forvrængningen kan tages ud fra forskellen mellem det plottede punkt i radiusplanet i en normal (forudsagt eller antaget) position (med henvisning til pixels i digital billeddannelse) og dets afvigende position. Afvigelserne kan enten vise tønder eller en nålepudeeffekt, som vil blive forklaret nærmere. Disse klassificeres som radial forvrængning.
Løsningen på radial forvrængning findes i Brown-Conrady-modellen (mere forklaring i linket).
Der er 3 typer af radial forvrængning:
Barrel – Billedet ser ud som om det bøjer udad fra billedets centrum. Når det sættes op mod et gitter af lige linjer, ser linjerne ud til at bøje sig mod billedets kant i form af en tønde. Dette er et typisk problem med vidvinkel- og zoomobjektiver med kort brændvidde.
Nålpude – Billedet ser ud til at være klemt eller bøjet indad mod midten af billedet. Når den placeres mod et gitter af lige linjer, ser linjerne ud til at bøje sig væk fra billedets kant. Dette forekommer ofte med teleobjektiver ved længere brændvidder på grund af den øgede forstørrelse på de dele af billedet, der er tættest på billedets kant.
Kompleks – Dette kaldes også en overskægsforvrængning. Den kan beskrives som bølget, fordi linjerne viser træk af både tønde- og nålepudeforvrængning. Den kan have en slags skæv effekt, da retningen skifter fra linjer, der bøjer indad til udad og omvendt.
Forvrængningen kan forekomme med vidvinkel- og prime-objektiver. Selv om der findes objektiver, der er gode til at producere billeder i høj opløsning og kvalitet, kan de stadig lide under en vis grad af forvrængning, der varierer afhængigt af afstanden til motivet.
Hvorfor vi har brug for korrektion
Du kan se på dette på to måder. Den første er at korrigere forvrængningen under billedoptagelsen, og den anden er den nemmeste, nemlig at korrigere forvrængningen i efterbehandlingen ved hjælp af et billedredigeringsprogram. Ved den første metode skal fotografen tage masser af billeder af motivet og inspicere resultaterne i kameraet, indtil han er i stand til at tage acceptable billeder, der ikke virker for forvrænget. Med andre ord skal man finde det perfekte sted med hensyn til vinkel og afstand fra motivet. Sådan arbejder fotografer ofte, når de tager headshots eller nærbilleder (f.eks. makrobilleder).
Korrektion i efterbehandlingen anses for at være nemmere, fordi der findes redigeringsprogrammer, der kan rette og korrigere forvrængningen. Retouchere er afhængige af programmer som Adobe Photoshop eller LR til at rette disse problemer. Det er blot et spørgsmål om at vide, hvilken funktion der skal bruges til at rette forvrængningen. Desværre kan dette ikke gøres direkte med film. Fotografen ville være nødt til at fremkalde filmen først og scanne den til digital, før de kan udføre retouchering.
Det mest indlysende svar på at korrigere forvrængning er at få billedet til at se bedre eller mere nøjagtigt ud. Forvrængning kan få motivet til at se større ud og virke mindre flatterende og indtryksfuldt. Dette er ikke godt for portrætbilleder, især hvis de skal bruges til at hjælpe med at promovere en offentlig personlighed. Pincushion kan få motivet til at se meget værre og endda surrealistisk ud. I landskabsfotografering er disse virkninger måske ikke mærkbare, før du skal have billeder, der viser lige linjer. Ellers vil det bare se unaturligt ud for beskueren og virke mere distraherende end tiltalende for øjet.
Korrektion af forvrængning i efterbehandling
Jeg vil gennemgå, hvordan man korrigerer billedforvrængning ved hjælp af Adobe Creative Cloud. Dette er en del af den digitale workflow-proces, efter at billedet er blevet optaget (ikke under selve billedoptagelsen fra kameraet). Der er to programmer, du kan bruge, Adobe Lightroom Classic eller Adobe Photoshop.
Lightroom Classic
Det nye Lightroom er en cloud-aware version, der passer til forskellige enheder, herunder mobiler. Det traditionelle Lightroom, som de fleste brugere måske er bekendt med, hedder nu Lightroom Classic (LRC). Dette er den bedste måde at korrigere billedforvrængning i RAW-format.
Gå til modulet Develop (Udvikle) -> fanen Lens Corrections (Objektivkorrektioner). Der er en skyder under afsnittet Distortion, som giver brugeren mulighed for at justere, hvor meget forvrængning der skal korrigeres.
Bevægelse af skyderen til venstre korrigerer nålepudeforvrængning, mens flytning til skyderen mod højre korrigerer tøndeforvrængning. Ligeledes kan denne skyder også bruges til at skabe forvrængning til effekter. Retouchører kan bruge den til at foretage justeringer i arkitekturfotos for at rette vinkler og justere perspektivet i overensstemmelse hermed.
Photoshop
De fleste retouchører bruger Photoshop, i et kommercielt og produktionsmæssigt miljø. Selv den afslappede fotograf kan bruge det til at foretage justeringer af sine billeder, herunder korrektion af forvrængning.
Fra Photoshop-menuen skal du gå til Filter -> Objektivkorrektion …
Der er to faner: Auto Correction og Custom.
Fanen Automatisk korrektion giver brugerne mulighed for at vælge en Len-profil baseret på det kamera, de har brugt til at optage billedet. Photoshop ” … vælger også automatisk en matchende underprofil til det valgte objektiv baseret på brændvidde, blænde og fokusafstand.” Dette kan fungere fint, men nogle brugere vil ikke være tilfredse med resultatet. De kan bruge indstillingen Brugerdefineret.
Den brugerdefinerede indstilling er mere specifik. Den giver brugerne mulighed for at kontrollere flere indstillinger, som f.eks. det lodrette perspektiv og det vandrette perspektiv. Brugerne kan rette horisonten i et billede op, hvis det er for skråt, ved hjælp af funktionen Vinkel. Dette kan korrigere visse ting, der får billedet til at se for udad- eller indadbøjet ud. Den bedste funktion er skyderen Remove Distortion (Fjern forvrængning), som du kan justere. Hvis du vil korrigere tøndeforvrængning, skal du flytte skyderen Fjern forvrængning til højre. Hvis du vil korrigere nålepudeforvrængning, skal du justere skyderen til venstre.
Brugere kan også bruge Filter -> Forvrængning med mange flere muligheder at vælge imellem (f.eks. Displace, Pinch). For at korrigere tøndeforvrængning eller nålepudeforvrængning vælger jeg normalt funktionen Pinch og justerer skyderen, indtil jeg får det ønskede resultat. Dette kræver dog normalt, at billedet beskæres, så det er måske ikke så ønskeligt som at korrigere hele billedrammen af billedet. I så fald skal du bruge funktionen Filter -> Objektivkorrektion ….
Korrektion af kompleks forvrængning er ikke særlig ligetil sammenlignet med de andre typer. Det vil kræve mere arbejde fra retoucherens side, og det er normalt den vanskeligste del af billedredigering. Den er ikke ensartet og kan forekomme tilfældigt i et billede. Det vil kræve rettelse af forskellige dele af et billede og kan ikke anvendes som en hel rettelse.
Ingen redigering
Ekspertfotografer, der ikke redigerer, kan tage næsten perfekte billeder ved hjælp af deres erfaring og teknik. De vil stadig støde på forvrængning, men deres færdigheder er tilstrækkelige til at forstå, hvordan de skal holde kameraet korrekt og få den bedste eksponering af deres motiv, når de komponerer. Et godt eksempel på dette er filmfotografer. Da de fotograferer direkte på film og ikke på et digitalt lagringsmedie, er de nødt til at være meget mere selektive med deres billeder. Film er meget dyrt nu, og fotografen kan først se resultatet, når han har fremkaldt filmen. På baggrund af deres erfaring har filmfotograferne en bedre forståelse for, hvordan de skal tage og komponere det billede, de ønsker. Uanset om de bruger et 35 mm- eller mellemformatkamera, er dette meget sværere for den gennemsnitlige “point-and-click”-fotograf, der bruger et digitalkamera.
Synopsis
Vi støder på forvrængning i billeder, som naturligt opstår på grund af objektivets optik. En vis grad af forvrængning er acceptabel, så længe den ikke påvirker det resulterende billedes æstetiske udseende. For meget forvrængning er uacceptabelt, og det er her, at en fotograf skal foretage en korrektion. Fotografer, der bruger vidvinkel-, tele- og zoomobjektiver, er mere tilbøjelige til at støde på billedforvrængning.
Distortion kan korrigeres under optagelsen. Det eneste, fotografen skal gøre, er at kontrollere, hvordan billederne ser ud på kameraets LCD-skærm, og justere afstanden og vinklen fra motivet. Selv om selve fremviseren ikke giver den mest nøjagtige gengivelse af det endelige billede, kan den give en tilnærmelse af, hvordan billedet vil se ud. Brug gitter som en vejledning for at så, om der forekommer en tønde- eller pincushioning-effekt i billedet.
En vis forvrængning kan gøres med vilje, men det er mere for at opnå en kreativ eller kunstnerisk effekt. Et eksempel herpå er forvrængning med et fiskeøjeobjektiv, der anvendes ved optagelse af en ekstrem vidvinkeloptagelse af et motiv. Dette kan give et mere interessant udseende til makrofotografiske emner (f.eks. insekter, blomster, produkttilbehør) og panoramabilleder. Der findes egentlige objektiver, der kan skabe disse forvrængede udseende, så det kræver ikke yderligere arbejde i efterbehandling. En anden type kreativ forvrængning kaldes perspektivisk forvrængning. Den har slet ikke noget med objektivet at gøre, men mere med motivets placering i forhold til kameralinsen og synsvinkel.
Uønsket forvrængning vil ikke altid kunne bemærkes, før fotografen indlæser billederne fra sit kamera til computeren. Det er derfor, at mange korrektioner af forvrængning finder sted i efterbehandlingen, eller når fotografen gennemgår de billeder, der er optaget af kameraet på lagringskortet. Fotografer bruger billedredigeringssoftwareprogrammer som Lightroom Classic eller Photoshop til at korrigere mærkbar eller uacceptabel forvrængning i billedet. Slutresultatet er at få det billede, som fotografen har til hensigt at vise.