Disse adrenalinstigninger fra udflugter som dem, der er vist på de sensationelle billeder nedenfor, er måske en saga blot………………………

Folk kommer til Bora Bora fra hele verden for at se hajerne, fodre hajerne………… svømme med, ja, svømme på hajerne. Mens nogle siger, at det at fodre hajer med hånden & og svømme blandt de store mængder af dem, der dukker op ved “spisetid”, svarer til at svømme i et akvarium, vil de førende dykkerselskaber her fortælle dig, at enhver reduktion i muligheden for at fodre hajerne bliver mødt med et tilsvarende fald i antallet af dykninger.

I en nylig undersøgelse anslog Australiens James Cook University, at en grå sygeplejerske på Maldiverne tiltrak 3.300 AUD om året i turistdollars, mens værdien af den samme haj ‘på tallerkenen’ kun var 32 USD.

Der er masser af hajer i Fransk Polynesien – fiskeriet & handel med alle hajer har været forbudt siden 2012. Mindre kendt er det faktum, at loven i øjeblikket forbyder fodring af hajer i lagunen, i passene & inden for en radius på 1kl fra ethvert pas. Ikke alene er straffene høje, men som mange vil fortælle dig, er det også risikoen ved at fortsætte denne praksis – faren er der, det er en ulykke, der venter på at ske & hvis & når det sker, vil det betyde enden på mange menneskers levebrød.

Der er mange, der hævder, at hajfodring ændrer hajernes adfærd & som sådan udgør en fare på trods af, at en sådan aktivitet er blevet udført regelmæssigt i hele Fransk Polynesien i mindst 25 år uden angreb. Andre fremfører undersøgelser, der viser, at selv om 5 000 tigerhajer er blevet dræbt ud for USA’s kyst mellem 1970 & og 1990, er der ingen ændring i angrebsstatistikken. Argumentet er, at det er de forkerte hajer, der bliver dræbt – det er ikke en art som helhed, der er farlig, men visse individer inden for den.

Debatten får næring af de seneste begivenheder på Réunion-øerne, hvor antallet af hajangreb med dødelig udgang har betydet, at strandene er blevet permanent lukket, og at landets førende surfere har forladt øerne for at fortsætte deres sport & og antallet af registrerede surfere er faldet med 75 %. En række dødelige angreb & og lukningen af strande i Australien, hvor 1 ud af 4 angreb er dødelige, har ikke gjort tingene lettere. Mine undersøgelser viste derimod, at det sidste dødelige angreb i Fransk Polynesien fandt sted i 1834.

Statistikkerne viser, at kun 3 arter – den store hvide haj, tigerhajen & og tyrehajen – i sig selv er ansvarlige for 86 % af alle dødelige angreb. Den store hvide haj, der kan blive op til 6 meter & og veje 2 tons & og er ansvarlig for 51 % af alle dødbringende angreb, er usædvanlig sjælden i Fransk Polynesiens farvande, og det samme gælder tyrehajen (3,5 meter & og 110 kg &, der er ansvarlig for 17 % af alle dødbringende angreb). Tigerhajen (4 m & 500 kg & 18 % af de dødelige angreb) ses derimod af og til i disse farvande, især i hvalfangstperioden, men anses af eksperter for at være mere føjelig end de to andre hajer.

Shark Week’s Great White:

Jeg havde hørt meget om fodring af hajer på Bora Bora – en aktivitet fyldt med fare, det er opium for dem, der kommer til Bora Bora på jagt efter eventyr. Billedet nedenfor er lokkende:

Har jeg i mange år observeret polynesere i disse farvande, var jeg kommet til at beundre deres dybe åndelige forbindelse med naturen, at respektere deres tro på, at hajer er “familie”, familieforfædre, der er der for at beskytte deres jordiske slægtninge. At være vidne til det, som du nu skal læse, er både kulturelt berigende & og en indsigt i, hvor vores tro kan føre os hen.

TRIP OVERBLIK

• En fremragende måde at se verdens smukkeste lagune på;
• Knock-out udsigt tilbage til bjergene fra uden for passet;
• Adrenalinfyldt, hjertepumpende dyk med massive citronhajer uden for passet;
• Et indblik i hajernes kulturelle betydning for polynesierne.

En anden smuk dag i paradiset gryede & og vi tog til Teavanui Pass, Bora Boras eneste pas, hvor citronhajerne svømmer frit omkring. Det er til dette hjørne af paradiset, at de, der er kommet for at svømme med hajerne, de, der kommer for at fodre hajerne, styrer deres både.

Hajfodring har været lovligt forbudt i Fransk Polynesien siden 1997 efter “uheld” på Moorea. I baghovedet var tanken, at det var en citronhaj, som havde angrebet en canadisk turist her tidligere i 2013. Debatten raser mellem velmenende videnskabsmænd & politikere & polynesere, der har levet på en bestemt måde i århundreder; mellem dem, der hævder, at hajernes adfærd er blevet ændret på farlig vis & dem, der hævder, at der har eksisteret et sikkert arbejdsforhold i århundreder.

Jeg var der for at forstå. Jeg har en mistanke om, at hvis der skulle ske et nyt angreb, kan det meget vel have det sidste ord. Jeg er sikker på, at det ikke vil være en tahitianer, der bliver angrebet.

Vores guider ufortrødent af debatten & og med ønsket om at sikre, at de af os snorklende levede den maksimale oplevelse, gled berley i vandet. Båden blev straks omringet af snesevis af sortspidsede revhajer:

Efter dyb refleksion tager man springet – det er en anden verden; man føler sig straks ude af sin dybde! En enorm frygt griber en, før man igen bliver stabiliseret af omgivelsernes skønhed. Vi daler op & ned uden for det koralrev, der beskytter & og omgiver Bora Bora Bora, og vi er altid bevidste om vores afstand fra båden & og den sikkerhed, den repræsenterer, mens vi ser tilbage over den hellige ø Motu Tapu & og videre til det mystiske bjerg Otemanu, hvor Gud siges at være steget ned på Bora Bora. Vi er i gode hænder; der kunne ikke være noget bedre sted at være.

Så hvem der har sluttet sig til mængden:

Vi kigger gennem vores masker – aldrig har jeg set så mange revhajer på én gang, aldrig så mange farverige fisk, der svømmer så tæt ved hånden…….så kigger man ned & der er de 10-15 m nede – store citronhajer på omkring 3 m i længden, der sejler rundt på koralafsatsen, der er glattet af millioner af års bølger:

En “hajens øje” – sortspidsede revhajer, fisk i massevis & endda måger, der er på besøg for at få noget at spise:

Den ubesværede stil hos de store citronhajer efterlader en uhyggelig følelse af usikkerhed:

Det er et vanedannende miljø – varmt vand, krystalklart, hajernes voluminøse skikkelser, der skiller sig ud fra en grålig koralbaggrund, mens de svømmer tilsyneladende upåvirket af vores tilstedeværelse. Man bliver draget til at nærme sig hajerne nærmere. Så pludselig & uden varsel er et af disse monstre uden varsel kommet op til overfladen i nærheden af båden på jagt efter berley. Man ved, at disse dyr, der er potentielt farlige & og som skal behandles med respekt, kun kommer op til overfladen for at jage.

Man søger at flygte tilbage til båden, men i et øjeblik dykker en tahitianer om bord ned i vandet & og hopper op på hajens ryg og tager den i rygfinnen. Hajen dykker med stor fart; tahitianeren bliver stående og slipper først sit greb, da han når havbunden. Dette kan ikke være virkeligt; jeg må have indbildt mig noget!

Det, der fulgte, var ufatteligt, kraftfuldt, polynesisk:

I et øjeblik af vanvid ledsages tahitianerne måske af en person, der tydeligvis er opsat på ‘at møde familien’:

Bare det at skrive dette indlæg får mig til at længes efter at vende tilbage. For dem, der bor i farvande, hvor muligheden for et hajangreb er til stede dagligt, er dette dyk en betydningsfuld oplevelse. På en eller anden måde befinder vi os tilbage om bord og bliver revet væk fra et miljø, som vi er kommet til at elske. Man kniber sig selv i armene og er lamslået over det, man lige har gjort!