Hvad er positiv særbehandling?

Affirmativ særbehandling henviser til politikker og love, der forsøger at afhjælpe tidligere diskrimination og fremme lige muligheder. Affirmative action er forbundet med positiv forskelsbehandling, hvilket betyder at kompensere for eller modvirke virkningerne af fordomme med hensyn til køn, race og handicap. Disse politikker og terminologien varierer fra land til land. Nogle regeringer har f.eks. vedtaget kvoter for kvinder, medlemmer af forskellige etniske grupper og personer med handicap. Disse kvoter sikrer, at personer fra visse sociodemografiske grupper, som tidligere har været udsat for forskelsbehandling, kan få adgang til skoler, job og deltage i det politiske liv.

President John F. Kennedy opfandt begrebet “positiv særbehandling”, da han underskrev bekendtgørelse 10925 i 1961, hvor han sagde, at offentlige entreprenører skulle “træffe positiv særbehandling for at sikre, at ansøgere ansættes, og at ansatte behandles under ansættelsen uden hensyn til deres race, tro, hudfarve eller nationale oprindelse”. Siden da har regeringerne i flere lande, herunder Brasilien, Canada, Indien, Indien, Malaysia og Sydafrika, vedtaget politikker for at modvirke forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og lette adgangen til visse uddannelsesinstitutioner. Disse politikker giver fortrinsbehandling til medlemmer af minoritetsgrupper og nationaliteter, som tidligere har været udsat for diskrimination eller har været underrepræsenteret i ledende stillinger.

Affirmative Action fordele og ulemper

Forhængere af positiv særbehandling hævder følgende:

• Affirmative action-politikker tilbyder en måde at afbalancere iboende strukturelle uligheder og kompensere grupper, der har lidt under århundreders diskrimination på grund af race og køn.
• Affirmative action sikrer repræsentation fra minoriteter og ugunstigt stillede grupper i autoritetsposter. Disse repræsentanter er inspirerende rollemodeller og kan hjælpe os med at bekæmpe fortsatte sociale fordomme og stereotyper.
• Affirmative action bidrager til mangfoldighed i skoler, universiteter, virksomheder og offentlige forvaltninger.
• Affirmative action hjælper mennesker med handicap med at komme ind på arbejdsmarkedet og bidrage til økonomien i deres samfund. De giver disse personer økonomisk uafhængighed, så de ikke behøver at være afhængige af offentlige velfærdsprogrammer.
• Mennesker, der kommer fra en ugunstigt stillet position, fortjener ekstra støtte til at udvikle deres fulde potentiale. Uden positiv særbehandling ville mange ikke have mulighed for at arbejde inden for visse erhverv eller forfølge studieområder, som tidligere var uden for rækkevidde.

I 1978 kom begrænsningerne ved denne fremgangsmåde frem i USA, da Allan Bakke, en hvid mand, klagede over, at et medicinsk fakultet afviste hans ansøgning to år i træk for at favorisere mindre kvalificerede ansøgere fra minoritetsgrupper. Højesteret afviste den manglende fleksibilitet i denne institutions kvotesystem for positiv særbehandling.

Modstandere af positiv særbehandling hævder følgende:

• Affirmative action fremmer yderligere diskrimination og fordomme ved uretfærdigt at holde dem, der ikke er en del af de beskyttede minoritetsgrupper, ansvarlige for tidligere uretfærdigheder.
• Affirmative action-politikker øger de racemæssige eller etniske spændinger. Medlemmer af den dominerende gruppe begynder at blive vrede på de minoritetsgrupper, der får fortrinsbehandling, og behandler den enkelte som mindre kvalificeret og ufortjent, selv om de ikke kender grunden til, at personen er blevet ansat eller optaget på den akademiske institution.
• Affirmative action-politikker kan være vanskelige at anvende i samfund, hvor skillelinjerne er uklare, og hvor individer kommer fra blandede racer og forskellige socioøkonomiske baggrunde.
• Affirmative action-politikker forstærker adskillelse og opdeling ved at gøre det ulovligt at klassificere folk efter deres race eller etniske baggrund.
• Det kan vise sig vanskeligt at opstille og administrere de grundlæggende kriterier, der skitserer modtagerne og slutmålene for særbehandling.

Hvad mener du? Er positiv eller negativ positiv positiv eller negativ social konstruktion? Hvad er de største udfordringer i forbindelse med gennemførelsen af disse politikker og love? Virker de? Er de retfærdige på kort og lang sigt?