• Interviews

• All
• Musik
• Kinofilm
• TV
• Tegneserier

Aug 07, 2020Af Jake UittiWeb Exclusive

Den ekstraordinære sanger CeeLo Green udgav sit seneste album, CeeLo Green is Thomas Callaway, den 26. juni. Pladen, der er produceret af The Black Keys’ Dan Auerbach, er den første udgivelse i de seneste fem år for den temperamentsfulde, soulfulde sanger. Green, som i sin karriere har arbejdet meget med Outkast, The Dungeon Family og Danger Mouse (i den verdensberømte duo Gnarls Barkley), er en fleksibel og formbar performer. Han kan også prale af et svampelignende sind, som allerede i en tidlig alder begyndte at absorbere musikkens historie og særpræg. I denne samtale taler Green åbent og ærligt om et utal af emner, lige fra at studere musik i Atlanta til hvad der gjorde den allestedsnærværende Gnarls Barkley-sang “Crazy” fra 2006 til sådan et hit. Green talte også om at forblive tro mod sig selv på trods af vanskeligheder i sit liv, og hvordan sangen “The Way” fra hans nye LP er et udtryk for denne indsats.

Jake Uitti (Under the Radar): Hvordan opdagede du musikken første gang som ung?

CeeLo Green: Min mor havde et venskab med en discjockey fra Atlanta ved navn Alley Pat. Hvis du søgte på Google efter det navn, ville du se, hvad hans historie var her i byen. Jeg er ikke sikker på, hvordan det forhold opstod, men jeg kan helt sikkert huske, at han gav mig en kasse med 45’ere. Jeg blev formelt introduceret til musikken gennem ham, og så havde jeg også en onkel, som var DJ og havde en stor pladesamling i familiens hjem. Fordi vi alle boede sammen, da jeg var yngre – tanter, onkler, fætre, kusiner og så videre. Vi havde ét stort familiehus med min mormor og oldemor, fred være med dem begge. Jeg gik derhen og tilbragte, du ved, utallige timer. Jeg gik bare igennem og kiggede på pladeomslag, fandt kunstværket interessant, spillernes navne og den slags ting.

Så selv før jeg hørte noget af musikken, var jeg virkelig fascineret af den visuelle kunst og hobbyen med at kigge albumcovers igennem. Men så begyndte jeg at opdage musikken bare ved at høre den. Jeg tror, at de fleste børn har den opdragelse og opvækst, hvor der lørdag morgen, i hvert fald i sydstaterne, var oprydningsdag om lørdagen. Man vågnede tidligt, så man kunne se tegnefilm og spise morgenmad. Jeg kan huske, at jeg så Fat Albert, Shazam! Jeg husker, at Shazam! havde et band. Der plejede at være indskudte afsnit med jævne mellemrum i løbet af showet, hvor de opførte disse sange. Næsten som Josie and the Pussycats eller Archie. Så selv om det var animeret, var der musik, og det var også en trend dengang. The Beatles havde en tegnefilm, The Jackson 5. Så jeg blev introduceret til musikken på flere måder.

Hvordan begyndte du at synge og indså, at du havde så meget dygtighed og sjæl og formbarhed i din stemme?

Jamen, den første, jeg tror, trinvise udviklingsfase er umiddelbart fanskab. Det er det, der giver genlyd til dig, taler til dig, uanset om det er bevidst eller taler direkte til din ånd eller din sjæl. Og så med det bliver det til gengæld et spejlbillede. Du bliver til identitet med det, som sjælen er. For når du er ung, er sjæl en så moden sammenhæng, forstår du, hvad jeg mener? Du ved ikke rigtig, hvad du skal betragte den som. Det er ikke anderledes end et spædbarn, der hopper med på noget, hvor de bare ikke kan – det er bare ophidselse, forstår du? Det er rytme, slag i minuttet. Det er alt sammen neurologisk. Og selvfølgelig er dansen en fysisk handling. Så energien overføres, og der er en direkte korrelation mellem de to ting. Men før man ved af det, er det en ufrivillig handling, og så begynder man at forfine og skære fedtet væk. Så begynder man at tilpasse måden og bevægelsen til stemningen i hver sang. Så derfor vil din mangfoldighed eller din variation udspringe af det.

Så, du ved, min særlige kapacitet var næsten som en drejeskive med radiostationer. Det er som om, at jeg kunne gå fra den ene sang til den anden. Jeg kan huske John Cougar Mellencamps “Jack & Diane”. Hvad er det for en sang? Det er en hybrid. Fordi der var noget ved den, der var virkelig – historien var virkelig hjemlig, men det store håndklap – den del. Håndklappen er altid et symbol på, at alle er med i det sammen, forstår du, hvad jeg mener? En lilletromme er enestående. Men håndklappen har en slags fælles kvalitet til at omfatte alle. Det repræsenterer folk, der er enige. Håndklap er synonymt med hiphop og den slags ting.

Jeg refererer til “Jack & Diane”, så du kan få et bedre indblik i mig og de ting, der får mig til at ticke, og den måde, jeg var i stand til at realisere tingene på. Men, du ved, i retrospekt kan jeg referere til Mellencamp, men det handler også om musikundervisning. Derfor er denne sang som en hybridteori. Den er ligesom country, men den har også et hiphopbeat. På det punkt, at da vi var unge, var det virkelig fordomsfrit, og musikken var bare et kærlighedsbrev til hvem som helst. Hvis man kunne lide det, eller hvis det bare var et hit, så forstod man det bare. Radioens politik på det tidspunkt var, at hvis noget var et hit, så vidste man det. Det var uomtvisteligt. På det tidspunkt var det alt, hvad man hørte!

Landskabet var meget mere overskueligt. Det er ikke, fordi det var goldt. Men tingene var mere signatur for sig selv. Som Hall & Oates. Vi elskede “Maneater” og “Private Eyes”. Du tænker på “Private Eyes” med det der håndklap igen . Det var ligesom hip-hop. Der var noget så autoritativt og markant ved den lyd. Det var det, der drev mig eller gjorde mig opmærksom på den sang. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det betød, men det var fedt. Eller man kunne sige en sang som Devo’s “Whip It”. Når det er et hit, så kan man bare mærke det. Så jeg har i bund og grund lige gennemgået hele spektret på omkring tre minutter af tre helt forskellige sange, som er fuldstændig bemærkelsesværdige og historiske, ubestridelige, ikoniske plader. Men de er ikke ens.

De rammer alle kernen.

Ja! Så i bund og grund kunne det have været noget så simpelt som et håndklap, der var den røde tråd, der forbandt disse sange for mig. Så blev det en, du ved, sammenvævet, som et gobelin. Så betød det hele den samme ting. Så mit ønske om at lave musik af en vis størrelsesorden stammer fra den tid. Fordi det var dengang, jeg var mest påvirkelig, og derfor tænkte jeg: “Hvis jeg formelt set skulle begynde at lave musik, ville jeg elske at lave den musik, der får hele verden til at synge.” Den måde, vi alle sang “Karma Chameleon” på.

Jamen, det har du jo gjort!

Ja, altså, jeg mener, nu prøver jeg i bund og grund at forklare dig hvorfor og hvordan. Så det var med vilje, men det er budskabet. Dette er min hensigt bag handlingen. Og, du ved, din hensigt er aldrig den samme som resultatet. Hvis du f.eks. har en god hensigt, og resultatet er fantastisk, så overgår resultatet, du ved, det, du overhovedet havde til hensigt at gøre, og derfor ender du med at have den ydmyghed, du har brug for for at holde dig på jorden for at fortsætte arbejdet, forstår du, hvad jeg siger? Det er sådan, jeg gjorde det.

Hvordan var det for dig at have skabt noget, som måske også fik dig til at have brug for ydmyghed, men som ikke desto mindre ramte så massivt på verdensplan? Hvordan er det, fordi det er jo åbenbart ikke alle, der har gjort det?

Det er sandt. Ja, og når jeg så taler om mig selv, så er jeg ikke så poetisk, fordi jeg ikke havde så meget kontrol, forstår du? Alt jeg kan sige om mig selv er, at jeg er meget heldig, at jeg har gjort en vis flid – i en eller anden egenskab – for at fortjene noget så storslået, hvad angår en bevægelse, en vibration, en synergi, der passerer gennem mig, forstår du, hvad jeg mener? Sangen “Crazy” er virkelig lig med et livsværk, fordi alt, hvad jeg er, er investeret i den sang, forstår du? Især baggrundshistorien bag den, og hvordan der altid var en tid i branchen, hvor den enkelte voksne blev hyldet. Man havde Elton John, hvem som helst. Elton John, Alice Cooper. Man havde disse mennesker, som man kunne hylde som idiosynkratiske, karikerede personer. Det hele kunne udsmykkes.

Men der er også en underverden, som er i opposition til individet. Så jeg siger det for at sige dette: Sangen, “Crazy”, handler mere eller mindre om tanken: “Er jeg bare ved at spinde mine hjul i forsøget på at være et individ?” Som: “Hvorfor sidder jeg ikke bare med? Jeg kunne bare gøre noget simpelt. Jeg kunne bare få den og den, den daværende forfatter eller noget andet, til at skrive en sang til mig, og hvis det bliver et hit, så er det et hit. Hvorfor insisterer vi? Hvorfor holder vi fast i et tempo, hvor vi vinder, taber eller spiller uafgjort?” Fordi det er enten en af de tre. Så “Crazy” handler om det. At sige: “Mine helte havde modet til at leve det liv, som jeg ønsker at leve.” Eller når jeg siger: “Da jeg mistede forstanden”, er det næsten som når jeg holdt op med at bekymre mig om, hvad folk tænker, forstår du, hvad jeg mener? Og det var tidligt. “Jeg kan huske, da jeg mistede forstanden. Der var noget så behageligt ved det sted, selv dine følelser har et ekko i så meget rum.”

Det var en god replik. Men jeg var ikke klar over, at den var god, forstår du? Men det gav mig bare kuldegysninger at sige den. Nu kan jeg gentage den, og den bliver gengivet af millioner af mennesker. Det er ikke længere kun et enkeltstående begreb. Det er ikke engang mit. Det er vores, forstår du, hvad jeg mener? Så det er ligesom, wow! Jeg kan ikke tro, at jeg var så, du ved, så ærlig. Men jeg tænkte ikke engang over det to gange – så ærligt var det. Og jeg sang den kun én gang. Det, folk hører – og jeg prøver ikke at sige det, som om det er noget fantastisk – jeg mener, al musikken i 50’erne og 60’erne, de var nødt til at have den slags på plads. Det er derfor, at musikken er meget bedre. De var nødt til at ramme plet, forstår du, hvad jeg mener? Det er fedt. Du er derinde sammen med Phil Spector eller en anden, og du har bare at være god til det! Du har ikke fire eller fem takes til at gøre det. Så sådan er det i bund og grund. Det er der, hvor sange som “Crazy” kommer fra, mand. Det er bare mig, der siger: “Ved du hvad, dude?” Og jeg taler til Danger Mouse. Jeg siger: “Hey, lad os bare give den gas, mand! Hvad har vi at tabe? Udover vores hjerner!” .

Det er så godt skrevet på de to Gnarls Barkley-plader. Jeg har altid elsket, hvordan du skrev så mange lyriske modsigelser, som f.eks. “Jeg fik nogle dårlige nyheder i morges, som til gengæld gjorde min dag god”.

De dårlige nyheder handler om, at James Brown døde den julemorgen. “Who’s Gonna Save My Soul”. Og jeg hader at afsløre den, fordi jeg kan lide at lade folk fortolke den på deres egen måde, men for mig var den bogstaveligt talt skrevet om James Brown. Den betød bare den julemorgen – og jeg vil fortælle dig en baggrundshistorie bag den, for få måneder forinden var vi i London sammen, og vi optrådte som Gnarls Barkley. Og “Super Dave”, som var James Browns tourmanager på det tidspunkt, ringede til os på James’ opfordring og bad os om at komme til hans show. Men logistisk set var vi ikke i stand til at komme, fordi vi blev ringet op, og vi skulle spille samtidig med dem. Og, du ved, vi ville stadig gerne komme. Vi havde virkelig folk, der forsøgte at lave en logistisk vurdering af, om vi kunne komme derhen. Jeg ville bare bryde reglerne, det ville ikke have gjort nogen forskel. Jeg ville bare besvare hans opfordring. Og så senere, du ved, i de kommende måneder, ville han gå bort. Og jeg troede faktisk, at mig, jeg troede, det havde mere med mig at gøre end noget andet, i grunden, forstår du, hvad jeg mener?

Det er tungt.

Hvis nogen, James ringer, så ringer han efter mig. Jeg er hans “søn”, og han ringer for at tale med mig og elske mig. Så jeg følte mig ked af det, fordi jeg lod, du ved, jeg lod mig påvirke på anden måde. Fordi jeg tror ikke, at det var så vigtigt for nogen andre. Jeg er bare ærlig her.

Nej, helt og holdent.

Han betød alt for mig. James Brown, mand. Kom nu, mand. Det er Gud! Du går, når Gud kalder.

Fik du mulighed for at tale med ham, inden han døde?

Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg havde ikke – der var – men vi var i stand til at korrelere og videregive budskaber. Men jeg ved ikke engang, hvorfor vi aldrig nåede ud og talte direkte sammen, men Super Dave var altid i kontakt med os. Det er det, som “Who’s Gonna Save My Soul Now” handler om.

Jeg kunne tale med dig i timevis om hver af disse Gnarls Barkley-sange. Men lad os se på dit nye album nu. Der er et tema om sammenhold på albummet, ser det ud til. Hvorfor var det vigtigt for dig at synge om?

I en vis forstand mener jeg, at de plader, jeg har lavet, du ved, selv Bright Light Bigger City, minder lidt om 80’erne. Og jeg kan godt lide 80’erne, så det gør mig ikke noget. Ingen andre gør det, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det? Så jeg føler, at jeg altid laver historiske værker i en eller anden henseende. Men jeg gør dem moderne. Fordi jeg føler, at jeg er en shaman for ånden, forstår du, hvad jeg mener? Af gammelt og antikt. Jeg tror, at det er meningen, at jeg skal være vært for disse ånder. Så derfor forsvinder CeeLo Green bare lidt. Så det er derfor, jeg er i stand til at blive gennemsigtig ved at lave projekter som dette: CeeLo Green er Thomas Callaway. Du ved, CeeLo Green er … det er den udadvendte side af en person, der ellers er meget indadvendt, og som betragter sig selv som en tjener, hvis du vil. Som Thomas Callaway er jeg bare en fuldstændig ydmyg fyr. Jeg er ikke optaget af lys og den slags, sådan som folk har tendens til at være. Så når jeg siger, at CeeLo Green forsvinder, så handler det kun om musikken. Jeg ønsker, at musikken skal repræsentere et ideal, en indre dialog, et instinkt, en intuition og en opfindsomhed. Jeg synes, at det er vidunderligt! Og endnu mere end selve musikken synes jeg, at gesten er vidunderlig. Det er det, jeg har til hensigt at opnå, uden at vide, om det lykkes mig præcist. For der skal mere end et projekt her eller der til for at minde om og være med til at øge den påskønnelse, der op-enderer folk. Jeg føler, at det er nødvendigt, fordi der for så vidt angår moderne musik, er der virkelig ikke meget at fejre. Ikke efter min personlige mening. Jeg ved ikke engang – jeg kender ikke engang værdien af noget længere.

Det er en interessant pointe!

Ja, det er bare, ligesom, alt er til engangsbrug, du ved? Det gør mig trist på en personlig måde. Jeg tænker sådan: “For fanden, mand, hvorfor er alle ligeglade længere? Hvad skete der med os? Hvordan har vi kunnet bevæge os så langt? Hvordan er vi faldet så langt?” Hvorfor er alle tilsyneladende bange for at falde på hovedet? Til at prøve noget nyt? At sige: “Ja, jeg plejede at elske det her. Jeg vil prøve det her.” Hvorfor er vi bange for at tage chancer? Du kan tage chancer! Livet er lig med én anden ting, og det er chance. Du kan være i sikkerhed, du behøver ikke engang at bevæge dig, i et helt liv, og døden vil møde dig på din dørtrin. Men hvis du vil være i live, er du nødt til at tage en chance. Du tager en chance ved at gå ud i verden uden en skide maske på. Du tager en chance ved at køre på motorvejen. At stige ind i en elevator. At være på en restaurant eller i en kirke uden at vide, om der er nogen, der vil skyde i luften. Hvad som helst. Du er en kugle af usikkerhed. Så du kan lige så godt forsøge at skabe noget håndgribeligt for dig selv.

Det fører til mit sidste spørgsmål: Den sidste sang på din nye plade, “The Way”, handler om at finde din egen vej. Jeg kan virkelig godt lide den sang, og jeg tænkte på, hvorfor du ville synge om at finde din vej, og hvorfor du ville slutte albummet på den tone?

Se, jeg vidste, at jeg kunne lide dig, fordi det er min yndlingssang! Jeg sagde til mig selv: “Hans energi har sat mig i gang, og jeg vil gerne sige nogle ting, som han virkelig kan genbruge og udnytte, og forhåbentlig går disse idéer ind i nogen.” At nogen vil blive, du ved, velsignet og få gavn af vores udveksling og dokumentation, forstår du, hvad jeg siger?

Det er tanken! Ja, det er rigtigt.

Men, ja, “Vejen?” Dude. Den sang. Jeg mener, fordi livet er… Du ved, der er et billede, jeg kommer til at tænke på. Når de siger “Manifest Destiny”, så tænker jeg på scenen i X-Men, hvor Magneto gik, men der var ingen sti under ham, men så begyndte alt metal at danne sig under hans fødder. Kan du huske det?

Oh ja!

Okay. Så det er den tro, som jeg går ud i verden på. Forstår du, hvad jeg siger? Jeg er ikke engang altid sikker. Og det ønsker jeg heller ikke at være. Jeg ønsker at gøre noget vovet. Jeg vil gøre noget farligt, forstår du, hvad jeg siger? Jeg vil ikke lave sikker musik. Jeg vil tage chancer. Jeg vil tage risici. Fordi jeg tror på, at universets løfte om fred og velstand ligger lige på den anden side af den beslutning. Man er nødt til at vise tro for at vise karakter, hvis du forstår, hvad jeg mener? En karakter af styrke og tillid og engagement. Det er de egenskaber, som en ægte stammefar, missionær og soldat har – de er skabt af det. Du har brug for en mulighed for virkelig at gøre det kendt og få det set.

Så, jeg kan godt lide at prøve ting. Og heldigvis for mig har jeg den formelle uddannelse at falde tilbage på, og jeg ved, at det er godt, fordi jeg kun følger det, der var godt i første omgang. Denne æra af musik, som jeg forkynder i øjeblikket – du kan ikke rigtig benægte det, vel? Det er ligesom, selvfølgelig bliver det godt! Kan man sætte pris på det i nutiden? Jeg ved det ikke. Det er det, jeg ikke ved. Det er det, vi må arbejde på. Vi er nødt til at have en samtale. Men jeg er nødt til at prøve. Jeg er nødt til at tage det første skridt. For det er mig, der ønsker at investere i dig. Og få dig enten genintroduceret eller introduceret for første gang til al den store musik, der er kommet før os. Jeg mener, at disse ting bør foregå sideløbende med alt, hvad der skal være “nyt og forbedret”. Der er ingen, der sparker mig i røven på det landskab.

Men uanset hvad, så er “The Way” bare sådan en livsnødvendighed, mand. En masse mennesker foretrækker at gå rundt i cirkler. Det er derfor, de kalder dem “rygtemøller”. Folk kan lide at tale i cirkler, leve i cirkler. Og aldrig rigtig bevæge sig. Men jeg kan lide at gå i lige linjer, fordi jeg ikke føler Gud på den anden måde, forstår du mig? Jeg føler mig betydningsfuld, da jeg føler mig kaldet og tvunget tættere på. Jeg bliver skubbet og støttet og forstærket af forfædrene, ånderne i musikken, som styrker mig, som giver mig synet, som giver mig stabilitet. Så jeg er lige op, forstår du? Jeg er klar til at gå ind i lyset af min skæbne. Og det mener jeg ikke kun på et musikalsk plan. Jeg mener bare den periode. Jeg sagde dette på Gnarls Barkley. Livet er en ensrettet vej, ikke sandt? Og hvis du kunne male den, ville jeg tegne mig selv i den rigtige retning. Fordi man illustrerer sit liv, man animerer sit liv. Som Grace Jones engang sagde: “Livet handler ikke om at finde sig selv. Livet handler om at skabe sig selv.” Det er sådan jeg har det, mand.

www.ceelogreen.com/

www.twitter.com/ceelogreen/

www.facebook.com/ceelogreen/

www.instagram.com/ceelogreen/

Support Under the Radar på Patreon.