Selvom C. tetani ofte er godartet i jorden eller i dyrs tarmkanaler, kan den undertiden forårsage den alvorlige sygdom stivkrampe. Sygdommen begynder som regel med, at sporer trænger ind i kroppen gennem et sår. I dybe sår, f.eks. efter et stik eller en forurenet kanyleinjektion, kan kombinationen af vævsdød og begrænset eksponering for overfladeluft resultere i et meget iltfattigt miljø, hvilket giver C. tetani-sporerne mulighed for at spire og vokse. Når C. tetani vokser på sårstedet, frigiver den toksinerne tetanolysin og tetanospasmin, efterhånden som cellerne lyser. Funktionen af tetanolysin er uklar, selv om det kan hjælpe C. tetani til at etablere infektion i et sår. Tetanospasmin (“tetanustoksin”) er et af de kraftigste kendte toksiner med en anslået dødelig dosis på mindre end 2,5 nanogram pr. kg kropsvægt og er ansvarlig for symptomerne på tetanus. Tetanospasmin spredes via lymfesystemet og blodbanen i hele kroppen, hvor det bliver optaget i forskellige dele af nervesystemet. I nervesystemet virker tetanospasmin ved at blokere frigivelsen af de hæmmende neurotransmittere glycin og gamma-aminosmørsyre ved de motoriske nerveender. Denne blokering fører til en udbredt aktivering af motoriske neuroner og spasmering af muskler i hele kroppen. Disse muskelspasmer begynder generelt øverst på kroppen og bevæger sig nedad, idet de begynder ca. 8 dage efter infektion med lockjaw, efterfulgt af spasmer i mavemusklerne og lemmerne. Muskelkramperne fortsætter i flere uger.
Genet, der koder for tetanospasmin, findes på et plasmid, der bæres af mange stammer af C. tetani; bakteriestammer, der mangler plasmidet, er ude af stand til at producere toksin. Funktionen af tetanospasmin i bakteriernes fysiologi er ukendt.
Behandling og forebyggelseRediger
C. tetani er modtagelig over for en række antibiotika, herunder chloramphenicol, clindamycin, erythromycin, penicillin G og tetracyclin. Det er imidlertid fortsat uklart, om det er hensigtsmæssigt at behandle C. tetani-infektioner med antibiotika. I stedet behandles tetanus ofte med tetanus immunglobulin for at binde cirkulerende tetanospasmin. Derudover kan der gives benzodiazepiner eller muskelafslappende midler for at mindske virkningerne af muskelkramperne.
Skader fra C. tetani-infektion forebygges generelt ved indgivelse af en tetanusvaccine bestående af tetanospasmin inaktiveret med formaldehyd, kaldet tetanustoksoid. Dette fremstilles kommercielt ved at dyrke store mængder C. tetani i fermentorer, derefter oprenses toksinet og inaktiveres i 40 % formaldehyd i 4-6 uger. Toksoidet gives normalt sammen med difteritoksoid og en eller anden form for kighostevaccine som DPT-vaccine eller DTaP. Dette gives i flere doser fordelt over måneder eller år for at fremkalde et immunrespons, der beskytter værten mod virkningerne af toksinet.