Som i tilfældet med en selskabsby kan den store og flygtige universitetsbefolkning komme i konflikt med de øvrige byboere. De studerende kan komme udefra og måske tilslutte sig en anden – nogle gange radikalt anderledes – kultur. De fleste studerende er unge mennesker, hvis levevaner kan være anderledes end ældre menneskers.
Økonomisk set kan universitetets og de studerendes høje købekraft samlet set puste leveomkostningerne op til et højere niveau end i regionen. Det er almindeligt, at universitetsansatte pendler fra de omkringliggende områder, fordi de finder det for dyrt at bo i byen.
Studentifikation, hvor en voksende studenterbefolkning flytter i stort antal til traditionelt ikke-studerende kvarterer, kan blive opfattet som en form for invasion eller gentrificering. Det kan skyldes, at antallet af universitetsindskrivninger vokser ud over kapaciteten af boliger på campus, utilstrækkelig håndhævelse af zoneinddeling og/eller studenterkultur. Naboforeninger kan arbejde for at begrænse omdannelsen af familieboliger til lejeboliger til studerende, mens nogle lokale beboere kan modsætte sig opførelsen af store kollegier på campus eller udvidelsen af kollegie- og studenterhuse, hvilket tvinger et voksende antal studerende til at søge boliger i byen. Desuden kan et enfamiliehus omdannes til flere mindre udlejningsenheder eller deles af et antal studerende, hvis samlede ressourcer overstiger dem, der er til rådighed for en typisk enfamiliehusleje – et stærkt incitament for fraværende udlejere til at tage sig af studerende.
I USA er uddannelsesinstitutioner ofte fritaget for lokale skatter, så i mangel af et system for “Payments In Lieu Of Taxes” (PILOT) vil universitetsbefolkningen i uforholdsmæssig høj grad belaste dele af den lokale offentlige infrastruktur, såsom veje eller retshåndhævelse. Nogle analytikere hævder, at de studerende aflaster andre dele af den lokale offentlige infrastruktur, f.eks. lokale grundskoler og gymnasier, som er langt den dyreste post i de fleste nordamerikanske byers og byers budgetter, ved at tilvejebringe skatteindtægter gennem lokal omsætningsafgift og ejendomsskat, som betales af udlejere. Når et universitet udvider sine faciliteter, er det potentielle tab af ejendomsskatteindtægter derfor en bekymring, ud over det lokale ønske om at bevare åbne områder eller historiske kvarterer.
Som følge heraf kan lokalbefolkningen være utilfreds med universitetet og dets studerende. De studerende kan til gengæld kritisere, at de lokale beboere tager job på universitetet, som de studerende har fået ved hjælp af studieafgifter og gebyrer, og accepterer de skatteindtægter (f.eks. lokal omsætningsafgift, ejendomsskat på udlejede ejendomme), som de studerende genererer, men harmes over de studerendes livsstil. Nogle studerende omtaler de andre indbyggere som “townies”, et udtryk med en noget nedsættende konnotation.
Uanset denne dikotomi mellem “town and gown” finder de studerende og lokalsamfundet uden for byen typisk en fredelig (endda venlig) sameksistens, hvor byen får betydelige økonomiske og kulturelle fordele af universitetet, og de studerende ofte tilpasser sig byens kultur.