Hvem er ikke en skurk på et eller andet tidspunkt? I nogle lande er forfattere skurke. I Washington kan en person med et modsat politisk synspunkt kun være en skurk. I litteraturens verden er hekse, bøller, en oliemagnat, en sulten haj og selv den bitre kulde skræmmende. Og så er der naturligvis den pålidelige skurk, Satan selv, i alle hans mange afskygninger. Men hvad med den røde baron, den djævel, der irriterer det flyvende es fra Første Verdenskrig, Snoopy, i luften over “Peanuts” – er han den grimmeste dæmon, der nogensinde er sprunget ud af en forfatter eller kunstners pen? Hvis du tror det, så tror du også, at skurke virkelig findes i alle afskygninger, og det er netop det, der gør dem så spændende. Vi bad disse forfattere fra National Book Festival om at nominere de mest forfærdelige skurke, der nogensinde har hjemsøgt en forfatters fantasi.

Den værste af dem alle er naturligvis heksen i “Grimms eventyr”, som låste Hans og Grete inde i et bur for at opfede dem til drabet. En gammel kone, der spiser børn – hvordan kan man slå det? – Marie Arana

Jeg spurgte min 19-årige søn, hvad han mente: Han foreslog den ubarmhjertige kulde i Jack Londons “To Build a Fire”, som fryser spyt i luften med et “eksplosivt knitren”. Det lyder rigtigt for mig. – Nicholson Baker

Satan vækker sine oprørske engle fra den brændende pøl i en illustration fra bog I i den første illustrerede udgave fra 1688 af John Miltons “Paradise Lost”. Graveret af Michael Burgher. (Hulton Archive/Getty Images)

Voldemort i J.K. Rowlings Harry Potter-serie. Det, der gør ham så uhyggelig, er, at han og Harry er forbundet. Tanken om, at vi alle har noget ondt i os, eller potentialet til det onde, er lidt skræmmende. – Kathryn Erskine

Screwtape fra “The Screwtape Letters” af C.S. Lewis. Screwtape, der er en djævel, er ikke en hornet og kløet, udviskende skurk. I stedet svælger han i luksus som en raffineret gentleman – en, der er så klog på menneskets natur, at han uden videre kan lede sjæle til grusomt forbrug i helvede på intet andet end vores verdslige forfængelighed, frygt og dovenskab. – Jonathan Hennessey

Den røde baron, Snoopys ærkefjende, er den største skurk gennem tiderne. Han deltager i hundekampe med vores elskede beagle, Flying Ace Snoopy, som styrer sin Sopwith Camel hundehus. Det mest mystiske er, at vi aldrig får at se, hvordan den røde baron ser ud. Men vi ved, hvad vi ville sige, hvis vi nogensinde stødte på ham: “Forbandet være du, Røde Baron!” – Jennifer L. Holm og Matthew Holm

Den store høje heks fra Roald Dahls “The Witches” er fuldstændig skræmmende. Denne karakter er grusom, forvrænget, kreativt grusom og specielt rettet mod børn, og den er så ondskabsfuld, som den kan være, og den fik mig helt væk fra det lille incitament, jeg havde til at tale med gamle damer, da jeg var barn, uden først at tjekke på afstand, om de havde spidse sko eller parykker på. – Oliver Jeffers

Kurtz fra Conrads “Heart of Darkness”. Der er få, om nogen, romaner, hvor karakteren eksisterer og har en atmosfære på den måde, som Kurtz har det, alt sammen uden at dukke op. Kurtz, der er skrevet på en tid, hvor de fleste mennesker troede, at kolonisatorer var robuste fyre, er en figur af overlegen, satanisk, troværdig og benhård ondskab. Og i modsætning til skurke i andre bøger står han ikke polært fjernt fra læseren. Læseren ser en version af sig selv i det mørke spejl. Der er ikke noget mere skræmmende end det. – Thomas Keneally

Bugs Meany i “Encyclopedia Brown”-serien, af Donald J. Sobol. Ingen kan lide en bølle eller en snyder. Bugs var den største af alle bøller, som forsøgte at forpurre Leroy Brown, der løste mysterier for 25 cents plus udgifter. Tolkiens Sauron var måske nok en ondskabens altseende øje, men Bugs var den sejeste 10-årige detektiv, der nogensinde er blevet trykt, en uundgåelig buzz-kill, der ikke kunne undgås. – Denise Kiernan

Goldfinger, fordi hans plan i et univers af umulige superskurkeplaner var nogenlunde plausibel. Saml en enorm formue i guld, detonér en atombombe i Fort Knox, bestråle USA’s guldreserver og se derfor værdien af din guldbeholdning stige hundrede gange. Genialt. – D.J. MacHale

Hajen i Peter Benchleys “Jaws”. Ingen skurk har nogensinde skabt mere virkelighedsnær frygt blandt læsere (og biografgængere) eller forårsaget så virkelighedsnær miljøskade. Efter udgivelsen af romanen begyndte antallet af hajer, der dræbes af mennesker, at stige, og det er steget lige siden. Benchley indrømmede selv, at hans ondskabsfulde naturkraft var en af grundene til dette. – William Martin

Den idiot fra “The Giving Tree”. Hvad gør han andet end at tage, tage, tage, tage? Og han lærer det aldrig. Jeg hader den knægt.” – Brad Meltzer

Norm Oglesby, den millionæriske oliemagnat og ejer af Dallas Cowboys, er i Ben Fountain’s roman “Billy Lynn’s Long Halftime Walk” en afskyelig, kosmetisk forbedret, tyrannisk bølle, der skinner “med høj effekt af berømmelse”, et “knaldgodt smil” og “det lammende kraftfelt af hans hypnotiserende narcissisme”. Norm oser af cheerleaderglæde, mens han finder nye måder at drage fordel af skuespillet med amerikanske drenge, der ofrer krop og sjæl på legepladserne herhjemme og på slagmarkerne i udlandet. – David Nasaw

Satan i Miltons “Paradise Lost” er den mest lærde og karismatiske skurk nogensinde. Det er vores største menneskelige svaghed: hvor sexet vi kan finde ondskab sexet, og åh, hvor farligt det er. Hver gang jeg ser en deklamatorisk politiker, kan jeg kun tænke på Miltons Satan, som stadig bejler til os 400 år senere. – Patrick Ness

Mrs. Danvers i Daphne du Maurier’s “Rebecca” er den basiliskøjede dronning af alle skurke. Hun er et dårligt frø, der er blomstret op til belladonna i det uhyggelige tvangshus på et slot i Cornwall, og hun marcherer i den store britiske tradition for den korrupte tjenerinde. – Richard Peck

Dommeren i Cormac McCarthys “Blood Meridian”. Han er næsten lige så bred som han er høj og hårløs som en sten. Mørke ord – nihilistiske rants, der minder om Ahab og Satan – kommer let til ham. Han dræber mænd, kvinder og børn. Han danser nøgen, mens han saver på en violin. Og gennem hele denne frygtindgydende roman forbliver denne frygtindgydende figur morsom med et smil i det ene mundhjørne. – Benjamin Percy

Det er ingen konkurrence. Absolut skræmmende, sindsforvirrende, tilsyneladende harmløs, men som planlægger hvem ved, hvilke grusomme gerninger, når lyset slukkes – den gamle dame, der hvisker “hush” i Margaret Wise Browns “Goodnight Moon”. Hvorfor sidder hun i den stol? Hvorfor lader hun som om, hun strikker? Hvorfor lader hun som om, hun er en gammel dame? Vi kan se dig! Du er en kanin, og du har ingen hænder! Hvem ved, hvorfor hun vil have os til at tie stille?” – Jon Scieszka

Ravana, den tihovedede skurk i Ramayana, som sætter dette indiske epos i gang ved at kidnappe heltinden Sita. Tal om en tidløs skurk – gigantiske afbildninger af Ravana bliver stadig brændt over hele Indien for at symbolisere sejren over det onde. Men hans motiver er så klare og overbevisende, at nogle i et postmoderne twist også tilbeder ham som en gud. – Manil Suri

Den britiske kontreadmiral George Cockburn. For to hundrede år siden var han den mest forhadte mand i Amerika og den mest frygtede. Under krigen i 1812 iværksatte den skånselsløse og svineagtige Cockburn en terrorkampagne i Chesapeake. Efter Washington blev brændt ned, stillede han stolt op til et portræt, som viste byen i flammer og admiralen indhyllet i sort røg. – Steve Vogel

Den mest fremtrædende skurk i litteraturhistorien er helt sikkert Satan – og jeg er glad for at rekruttere forfatterne af Første Mosebog og Job som mednominerede. Også Dante, Milton og Mickiewicz; og skaberne af “Damn Yankees”. For bag enhver fiktiv eller historisk skurk gemmer der sig en ur-skurk, der hvisker sange om dødelig selvoptagethed i den mindre skurkes øre. – George Weigel