Sansning er evnen til at modtage og behandle stimuli, der modtages gennem sanseorganerne. De ydre stimuli er visuelle, auditive, olfaktoriske, gustatoriske og taktile. Interne stimuli behandles gennem kinæstetiske (bevidsthed om kroppens stilling) og viscerale systemer (stimuli fra store organer). Perception er evnen til at opleve, genkende, organisere og fortolke sansestimuli. Kognition er den intellektuelle evne til at tænke, herunder hukommelse, dømmekraft og orientering. Sensoriske, perceptuelle og kognitive forandringer kan være midlertidige eller progressive og kan skyldes sygdom eller traumer.

Centralnervesystemet (CNS) og det perifere nervesystem (PNS) arbejder sammen om at opsamle stimuli, transportere stimuli til hjernen og reagere på stimuli. Komponenterne i det sensoriske system er de afferente nervebaner, som sender impulser til hjernen; de efferente nervebaner, som sender sanseimpulser fra hjernen; rygmarven; hjernestammen; og den højere cortex (storhjernen).

Komponenterne i kognition er bevidsthed (herunder ophidselse og bevidsthed), hukommelse, affekt, dømmekraft, perception og sprog. Bevidsthed påvirker både intellektuelle og følelsesmæssige funktioner og er afhængig af det retikulære aktiveringssystem (RAS) i hjernestammen, der styrer søvn og vågenhed. Orientering er evnen til at blive vækket, til at opfatte omgivelserne nøjagtigt og til at genkende mønstre. Klienter med ændret tale har enten ekspressiv afasi, dvs. evnen til at forstå kommunikation, men ikke til at tale klart, eller receptiv afasi, dvs. evnen til at tale godt, men manglende evne til at forstå det talte budskab.

De faktorer, der påvirker fornemmelse, perception og kognition, er alder, miljø livsstil, stress, sygdom og medicinering. Spædbarnet eller det lille barn har et umodent nervesystem og er stadig ved at lære kognitivt. Den kognitive evne næres og vedligeholdes af et stimulerende miljø og aftager ikke med alderen. Hukommelsesforringelser forekommer hos ældre mennesker som følge af patologi, men ikke på grund af alder. Miljøet, personens livsstil og stressniveauet kan være stimulerende, men er også krævende. Ligeledes kan sygdomme og medicinering føre til sensoriske, perceptuelle og kognitive problemer.

Sensoriske, perceptuelle og kognitive forandringer omfatter sensoriske underskud, deprivation og overbelastning. Desorientering er en mentalt forvirret tilstand, hvor personens bevidsthed om tid, sted, sig selv og/eller situationen er forringet (“Desorienteret x4”). Desorientering kan skyldes sensorisk overstimulering eller sensorisk understimulering.

Et sensorisk underskud er en ændring i opfattelsen af sensoriske stimuli, f.eks. syns- og høretab. Personer med et sensorisk underskud er mere tilbøjelige til at opleve sensorisk deprivation eller sensorisk overbelastning. Sensorisk deprivation er en tilstand med reduceret sensorisk input fra det indre eller ydre miljø. Det viser sig ved ændringer i sanseopfattelsen som følge af sygdom, traumer, isolation eller medicin, der nedsætter CNS, f.eks. narkotiske eller beroligende midler. Sensorisk overbelastning er en tilstand med overdreven og vedvarende multisensorisk stimulering, der viser sig ved adfærdsændringer (angst, irritabilitet og lignende problemer) og perceptuel forvrængning. Sensorisk overbelastning er forårsaget af øgede interne stimuli, såsom smerte eller sygdom, invasive behandlinger, overdreven støj, fremmede personers tilstedeværelse og medicin, der stimulerer CNS.

Vurdering af fornemmelse, perception og kognition omfatter en helbredshistorie, fysisk undersøgelse (herunder kranienerver), vurdering af mental status (herunder LOC), vurdering af funktionelle evner og en vurdering af miljøet. Vurderingen af mental status og bevidsthedsniveau omfatter (1) notering af det generelle udseende, taleindhold, hukommelse, logik, dømmekraft og viste talemønstre; (2) udførelse af en Glasgow Coma Scale; og (3) anvendelse af en kort screeningstest for mental status, f.eks. Mini-Mental Status Examination. Fornemmelse testes ved at vurdere smerte, let berøring og vibrationer i hænder og fødder. Kranie nerverne vurderes for at fastslå syns- eller høreproblemer, smag, lugt og motorisk aktivitet i ansigtet. Cerebellarfunktionen vurderes ved at observere klientens gang og motoriske evne. Der foretages en vurdering af reflekser for at teste nervesystemet.

Sygeplejediagnoserne i forbindelse med fornemmelse, perception og kognition er forstyrret sensorisk perception (visuel, auditiv, kinæstetisk, gustatorisk, taktil eller olfaktorisk), forstyrret tankeproces, social isolation og risiko for skader. Målene for klienter med disse plejediagnoser er relateret til sikkerhed, meningsfuld stimulering, orientering, intakt funktion af sanserne og evne til at udføre aktiviteter i den daglige tilværelse.

Gennemførelse omfatter håndtering af sensoriske underskud (taktilt, auditivt, visuelt), håndtering af sensorisk deprivation, håndtering af sensorisk overbelastning (hjælp til den forvirrede), pleje af den bevidstløse klient, brug af fastholdelsesforanstaltninger og komplementære og alternative terapier (urter, aromaterapi). Evaluering af plejen kræver en gennemgang af, om de forventede resultater blev nået.