Studies in Hermeneutics-Lesson 14

Af Reta Halteman Finger

Vores to foregående lektioner var hentet fra tre tekster i den hebraiske bibel. De viste os, hvor vigtigt det var for mænd i disse gamle kulturer at opretholde den offentlige ære og værdighed – og at en effektiv måde at ydmyge og overmande en fri mand på var at trænge seksuelt ind i ham og dermed behandle ham som en kvinde. I denne patriarkalske kultur var det ikke underligt, at den levitiske lov beskyttede mandlige jøder mod denne vanære fra deres jævnaldrende.

De næste to eller tre lektioner vil omhandle den vigtigste tekst i Det Nye Testamente, der beskriver seksuel adfærd mellem personer af samme køn i ekstremt negative vendinger – Romerne 1:24-27. Det er også den eneste tekst, der omtaler kvinders seksuelle handlinger, selv om kvinderne forbliver underordnet mændene som “deres kvinder” (v 26). Denne passage er let at misfortolke i vores vestlige kultur, som indtil for nylig har antaget, at kun heteroseksuel seksuel aktivitet kunne være ordentlig, lovlig og offentligt acceptabel. Derfor kunne enhver homoseksuel handling – nogle gange endda orientering – derefter beskrives som “uren”, “begærlig” og “nedværdigende” (v 24).

Derimod var den gamle græsk-romerske verden biseksuel. Da mindst en tredjedel af Romerrigets befolkning var slavebesiddende ejendom, kunne både mandlige og kvindelige slaver voldtages efter behag. Køn var ikke problemet; det var dominans over den yngre eller socialt underlegne person. Slaver havde i sagens natur ingen ære at forsvare.

Men vi kan ikke yde denne passage retfærdighed, før vi forstår dens formål i Paulus’ lange teologiske brev til de romerske kristne – som faktisk er skrevet som en tale, der skal holdes offentligt og lidenskabeligt. Hvorfor skrev Paulus denne tale til de troende, der boede i en by, som han aldrig havde besøgt? Det er en lang historie, som vil fylde resten af denne lektion.

Evangeliet kommer til Rom

Evangeliet om Jesus kom tidligt til Rom, sandsynligvis bragt af jøder, som havde besøgt Jerusalem ved pinse (ApG 2:5,10). Da disse jøder vendte tilbage til deres synagoger i Rom, kan de have fundet det lettere at omvende de gudfrygtige ikke-jøder, som dyrkede gudstjeneste sammen med dem, end at omvende deres jødefæller. (Dette skete gentagne gange i Paulus’ erfaringer i Lilleasien, f.eks. i Thessalonika i Apostlenes Gerninger 17:1-9.)

Men kejser Claudius kunne aldrig lide jøder af nogen art, og i 49 e.Kr. havde han smidt dem ud af byen Rom. Da de ikkejødiske Jesus-troende var berøvet synagogerne, begyndte de at oprette deres egne huskirker. Men i 54 e.Kr. var Claudius død, og fordrivelsesdiktet var udløbet, så flygtningene begyndte at vende tilbage.

De Jesus-jøder, der vendte tilbage til de ikke-jødiske huskirker i Rom, befandt sig nu i udkanten af det socioøkonomiske og religiøse liv i disse menigheder, hvilket var det modsatte af det mønster, der havde kendetegnet deres sociale status i de tidligere synagoger. Her blev Jesus tilbedt, men jødiske madlove og jødiske højtider, måske endda sabbater, blev ikke overholdt. Scenen var sat for etniske spændinger på praktiske, daglige niveauer. Det er i hvert fald sådan Robert Jewett og andre Paulusforskere i dag rekonstruerer den romerske kirkesituation, før Paulus skrev sit brev.

I 56 eller 57 e.Kr. er Paulus tilbage i Korinth og skriver et brev til disse romerske troende, som skal overleveres og forkyndes af hans velgører Føbe, leder af en kirke i det nærliggende Cenchreae (Rom 16:1-2). Paulus, der altid er en rastløs missionær, ønsker at bringe sit evangelium om Jesus videre mod vest til Spanien. Han planlægger at besøge de romerske husmenigheder på vejen, så de kan hjælpe ham med at forberede sig på dette nye eventyr (Rom 15:23-24).

Men hvordan kan de troende arbejde sammen, hvis de er opdelt på grund af etnisk oprindelse og social klasse? Kritiserer jøderne ikke-jødernes manglende overholdelse af loven? (Se Rom 14:1-6.) Har de modtaget utilstrækkelig gæstfrihed og økonomisk hjælp? (Se Rom 12:13.) Trækker ikke-jøderne rang over jøderne, eftersom de nu er kirkens ledere? Paulus’ brev skal være diplomatisk og retorisk overbevisende for at hjælpe de splittede romerske huskirker til at forene sig i en fælles sag for at bringe evangeliet til dem, der ikke har hørt det.

Den litterære kontekst i Romerbrevet 1:24-27

Paulus’ tese for hele sin tale er Romerbrevet 1:16-17: Evangeliet er Guds kraft til at frelse alle dem, der tror – både jøder og grækere (eller hedninge). Han giver fire beviser (og Romerbrevet er organiseret omkring dem) i 1:16-4:25; kapitel 5-8; kapitel 9-11; og 12:1-15:13. I vores formål her vil vi kun se på strukturen i Paulus’ indledende argumentation i 1:16-3:31.

Her hævder Paulus, at både jøder og ikke-jøder har brug for frelse, fordi begge grupper har syndet lige meget. Bortset fra den jødiske lov er Guds retfærdighed blevet åbenbaret gennem Jesu Kristi trofasthed for alle, der tror. Der er ingen etnisk forskel (3:21-23).

Men først må Paulus afsløre både hedningers og jøders synder. I 1:18 begynder han med ikke-jøderne. Deres kernesynd er afgudsdyrkelse, idet de undertrykker kendskabet til den ene Gud og i stedet tilbeder den skabte verden ved at lave billeder af mennesker, fugle eller dyr (1:18-23). Deres straf er, at Gud overgiver dem til resultaterne af deres forvredne seksuelle lidenskaber og afhængighed (1:24-27) samt til resultaterne af mange andre former for ondskab, såsom misundelse, mord, stridigheder, svig, oprør mod forældrene og meget mere (1:28-32).

Mens Føbe læser Paulus’ tale, kan vi forestille os jøderne sidde selvglade og selvretfærdige, vel vidende, at de overholder Guds love mod disse hedenske synder. Men i Romerbrevet 2:1-3 insisterer Paulus på, at de, der dømmer andre for sådanne synder, faktisk er skyldige i de samme ting! Der findes nemlig hedninger, “som ikke har loven”, men som “instinktivt gør, hvad loven kræver” (2:14). Det er ikke dem, der hører loven, men dem, der gør loven, som vil blive retfærdiggjort (2:13). Så i 2:17-29 opstiller Paulus jødernes synder og negerer selv omskærelsen, hvis de ikke adlyder andre af Guds love.

Paulus’ pointe i Romerbrevet 1:18-2:29 er altså at vise, at selv om begge etniske grupper synder forskelligt, har de begge syndet lige meget. Kun gennem Kristi trofasthed kan de sammen blive retfærdiggjorte (3:21-31). I dette første bevis beskylder Paulus hverken jødiske eller hedenske troende for alle disse synder; han viser blot, at ingen af de to etniske grupper er den anden overlegen og heller ikke kan trække rang over den anden.

I næste lektion vil vi undersøge Romerbrevet 1:24-27 nærmere. Hvad er synden, og hvad er straffen?

Spørgsmål til eftertanke eller diskussion

1. Kan Paulus’ hovedpointe om, at begge grupper synder lige meget i begge grupper, gælde for både verdslige og religiøse mennesker i dag? Hvorfor klassificerer nogle kristne homoseksuel adfærd som værre end de fleste andre synder?

2. Hvis du havde været en kristen mandlig slave, der ofte blev voldtaget af din ejer og nogle af hans venner, ville Romerbrevet 1:24-27 så have lydt undertrykkende eller befriende for dig? Hvordan kunne kristne slaveejere have reageret?