Den store røde plet, et langvarigt enormt stormsystem på planeten Jupiter og det mest iøjnefaldende træk på dens synlige skyoverflade. Den er generelt rødlig i farven, lidt oval i formen og ca. 16.350 km (10.159 miles) bred – stor nok til at opsluge Jorden. Den bevæger sig i længdegrad i forhold til skyerne, når Jupiter roterer, men forbliver centreret omkring 22° sydlig breddegrad.

Britannica Quiz

Alt i rummet i en 25-minutters quiz

Har du nogensinde haft lyst til at besøge alt i det ydre rum på kun 25 minutter? Nu kan du det med denne quiz, som vil sende dig fra planeter til sorte huller og kunstige satellitter. Hvis du kan gennemføre den på mindre end 15 minutter, er du en mester i universet!

Den første registrering af den store røde plet er en tegning, som den tyske amatørastronom Samuel Heinrich Schwabe lavede i 1831 af den “hule”, som pletten befinder sig i. Selve den store røde plet er blevet observeret løbende siden 1878, hvor den blev beskrevet af den amerikanske astronom Carr Walter Pritchett. Det kan være den samme storm som den såkaldte “Permanente Plet”, der blev opdaget i 1665 af den italienske astronom Gian Domenico Cassini og sidst blev set i 1713. Detaljerede observationer og målinger er blevet foretaget af rumfartøjerne Voyager og Galileo. Set gennem teleskoper fra Jorden varierer den i farve fra år til år fra lakse-rødt til gråt, når den ikke kan skelnes fra de omgivende skybælternes farve. Billeder fra rumfartøjer med høj opløsning afslørede, at det lyserøde skylag fra tid til anden kan overlejres af hvide skyer i høj højde, hvilket giver det grå indtryk, der ses fra Jorden. I slutningen af det 19. århundrede var plettens længde ca. 48 000 km, og siden da er pletten blevet mindre og mindre. Voyager-rumfartøjet målte plettens længde til 23.000 km (14.500 miles) i 1979. Siden 2012 er pletten blevet mere cirkulær og er blevet mindre med en hurtigere hastighed på omkring 900 km om året.

Meteorologisk set er den store røde plet et anticyklonisk cirkulationssystem – dvs. et højtrykscenter på planetens sydlige halvkugle. Kameraer medbragt af Voyager 1 og 2 rumfartøjerne afslørede i 1979, at hele systemet roterer mod uret med en periode på omkring syv dage, hvilket svarer til vindhastigheder i dets periferi på 400 km i timen. Kilden til den røde farve er ukendt; forslagene spænder fra svovl- og fosforforbindelser til organisk materiale, som alle kan være produceret af lynudladninger eller fotokemiske reaktioner i høj højde. Den store røde plet strækker sig et godt stykke over Jupiters hovedskylag.

Den store røde plet er ikke forankret til nogen fast overflade – Jupiter er højst sandsynligt flydende overalt. I stedet kan den meget vel svare til en gigantisk orkan, der drives af kondensering af vand, ammoniak eller begge dele på lavere niveauer i Jupiters atmosfære. Alternativt kan den hente sin energi fra de mindre hvirvler, der smelter sammen med den, eller fra de højhastighedsstrømme på begge sider af den. Dens bemærkelsesværdige lang levetid er utvivlsomt et resultat af dens størrelse, men en præcis teori, der forklarer både dens energikilde og dens stabilitet, mangler stadig at blive udviklet.