Et derivat er en finansiel kontrakt, der får sin værdi fra et underliggende aktiv. Køberen forpligter sig til at købe aktivet på en bestemt dato til en bestemt pris.

Derivater anvendes ofte til råvarer som f.eks. olie, benzin eller guld. En anden aktivklasse er valutaer, ofte den amerikanske dollar. Der findes også derivater baseret på aktier eller obligationer. Endnu andre anvender rentesatser, f.eks. afkastet på den 10-årige statsobligation.

Kontraktens sælger behøver ikke at eje det underliggende aktiv. Han kan opfylde kontrakten ved at give køberen penge nok til at købe aktivet til den gældende pris. Han kan også give køberen en anden derivatkontrakt, som udligner værdien af den første. Dette gør derivater meget nemmere at handle med end selve aktivet.

Handel med derivater

I 2017 blev der handlet 25 mia. derivatkontrakter. Handelsaktiviteten i rentefutures og -optioner steg i Nordamerika og Europa takket være højere renter. Handlen i Asien faldt som følge af et fald i råvarefutures i Kina. Disse kontrakter havde en værdi på omkring 532 billioner dollar.

De fleste af verdens 500 største virksomheder bruger derivater til at mindske risikoen. En futures-kontrakt lover for eksempel levering af råvarer til en aftalt pris. På denne måde er virksomheden beskyttet, hvis priserne stiger. Virksomhederne skriver også kontrakter for at beskytte sig mod ændringer i valutakurser og rentesatser.

Derivater gør fremtidige pengestrømme mere forudsigelige. De giver virksomhederne mulighed for at forudsige deres indtjening mere nøjagtigt. Denne forudsigelighed øger aktiekurserne. Virksomhederne har derefter brug for færre likvide midler til at dække nødsituationer. De kan geninvestere mere i deres virksomhed.

De fleste derivathandler foretages af hedgefonde og andre investorer for at opnå en større gearing. Derivater kræver kun en lille udbetaling, kaldet “betaling på margin”. Mange derivatkontrakter modregnes eller afvikles med et andet derivat, inden de kommer til udløb. Disse handlende bekymrer sig ikke om at have penge nok til at betale derivatet tilbage, hvis markedet går dem imod. Hvis de vinder, får de pengene ind.

OTC

Derivater, der handles mellem to virksomheder eller handlende, som kender hinanden personligt, kaldes “over-the-counter”-optioner. De handles også gennem en mellemmand, som regel en stor bank.

Børser

En lille procentdel af verdens derivater handles på børser. Disse offentlige børser fastsætter standardiserede kontraktvilkår. De angiver præmier eller rabatter på kontraktprisen. Denne standardisering forbedrer derivaternes likviditet. Den gør dem mere eller mindre ombyttelige, hvilket gør dem mere anvendelige til afdækning.

Børserne kan også være et clearinghus, der fungerer som den egentlige køber eller sælger af derivatet. Det gør det mere sikkert for de handlende, da de ved, at kontrakten vil blive opfyldt. I 2010 blev Dodd-Frank Wall Street Reform Act underskrevet som reaktion på finanskrisen og for at forhindre overdreven risikotagning.

Den største børs er CME Group. Det er fusionen mellem Chicago Board of Trade og Chicago Mercantile Exchange, også kaldet CME eller Merc. Den handler med derivater i alle aktivklasser.

Aktieoptioner handles på NASDAQ eller Chicago Board Options Exchange. Futures-kontrakter handles på Intercontinental Exchange. Den overtog New York Board of Trade i 2007. Den fokuserer på finansielle kontrakter, især på valuta, og landbrugskontrakter, der hovedsageligt omhandler kaffe og bomuld. Commodity Futures Trading Commission eller Securities and Exchange Commission regulerer disse børser. Handelsorganisationer, clearingorganisationer og SEC’s selvregulerende organisationer har en liste over børser.

Typer af finansielle derivater

De mest berygtede derivater er collateralized debt obligations. CDO’er var en af hovedårsagerne til finanskrisen i 2008. Disse samler gæld som f.eks. billån, kreditkortgæld eller realkreditlån i et værdipapir. Dens værdi er baseret på den lovede tilbagebetaling af lånene. Der findes to hovedtyper. Asset-backed commercial paper er baseret på virksomheds- og forretningsgæld. Mortgage-backed securities er baseret på realkreditlån. Da boligmarkedet kollapsede i 2006, gjorde værdien af MBS og derefter ABCP det også.

Den mest almindelige type derivat er en swap. Det er en aftale om at udveksle et aktiv eller en gæld mod et tilsvarende. Formålet er at mindske risikoen for begge parter. De fleste af dem er enten valutaswaps eller renteswaps. En erhvervsdrivende kan f.eks. sælge aktier i USA og købe dem i en udenlandsk valuta for at afdække valutarisikoen. Disse er OTC, dvs. de handles ikke på en børs. Et selskab kan bytte den fastforrentede kuponstrøm i en obligation til en variabelt forrentet betalingsstrøm i et andet selskabs obligation.

Den mest berygtede af disse swaps var credit default swaps. De var også med til at forårsage finanskrisen i 2008. De blev solgt for at forsikre sig mod misligholdelse af kommunale obligationer, virksomhedsgæld eller realkreditbaserede værdipapirer. Da MBS-markedet kollapsede, var der ikke kapital nok til at betale CDS-indehaverne ud. Den føderale regering måtte nationalisere American International Group. Takket være Dodd-Frank er swaps nu reguleret af CFTC.

Forwards er et andet OTC-derivat. De er aftaler om at købe eller sælge et aktiv til en aftalt pris på en bestemt dato i fremtiden. De to parter kan tilpasse deres forward meget. Forwards bruges til at afdække risici i forbindelse med råvarer, renter, valutakurser eller aktier.

En anden indflydelsesrig type derivat er en futures-kontrakt. De mest udbredte er råvarefutures. Af disse er de vigtigste olieprisfutures de vigtigste. De fastsætter prisen på olie og i sidste ende prisen på benzin.

En anden type derivat giver simpelthen køberen mulighed for enten at købe eller sælge aktivet til en bestemt pris og dato.

Fire risici ved derivater

Derivater har fire store risici. Den farligste er, at det er næsten umuligt at kende et derivats reelle værdi. Det er baseret på værdien af et eller flere underliggende aktiver. Deres kompleksitet gør dem vanskelige at prissætte. Det er grunden til, at værdipapirer med pant i fast ejendom var så dødbringende for økonomien. Ingen, ikke engang de computerprogrammører, der skabte dem, vidste, hvad deres pris var, da boligpriserne faldt. Bankerne var blevet uvillige til at handle med dem, fordi de ikke kunne vurdere dem.

En anden risiko er også en af de ting, der gør dem så attraktive: gearing. F.eks. skal futures-forhandlere kun sætte 2 % til 10 % af kontrakten ind på en margenkonto for at bevare ejerskabet. Hvis værdien af det underliggende aktiv falder, skal de tilføre penge til margenkontoen for at opretholde denne procentdel, indtil kontrakten udløber eller bliver modregnet. Hvis råvareprisen bliver ved med at falde, kan det føre til enorme tab at dække marginkontoen. U.S. Commodity Futures Trading Commission Education Center giver en masse oplysninger om derivater.

Den tredje risiko er deres tidsbegrænsning. Det er én ting at satse på, at benzinpriserne vil stige. Det er en helt anden ting at forsøge at forudsige præcis, hvornår det vil ske. Ingen, der købte MBS, troede, at boligpriserne ville falde. Sidste gang de gjorde det var under den store depression. De troede også, at de var beskyttet af CDS. Den involverede gearing betød, at når der opstod tab, blev de forstørret i hele økonomien. Desuden var de uregulerede og blev ikke solgt på børser. Det er en risiko, der er unik for OTC-derivater.

Sidst men ikke mindst er potentialet for svindel. Bernie Madoff byggede sin Ponzi-ordning på derivater. Svindel er udbredt på derivatmarkedet. CFTC-rådgivningen indeholder en liste over de seneste svindelnumre inden for råvarefutures.

I dybden: Hedgefondes rolle i finanskrisen | Årsager til subprime-krisen | Derivaternes rolle i krisen i 2008 | LTCM-krisen