Dildoer har eksisteret i en eller anden form i et stort omfang i historien. Artefakter fra den øvre palæolitikum af en type kaldet bâton de commandement er blevet spekuleret i, at de har været brugt til seksuelle formål. Kun få arkæologer betragter disse genstande som sexlegetøj, men arkæologen Timothy Taylor udtrykte det således: “Når man ser på størrelsen, formen og – i nogle tilfælde – den eksplicitte symbolik af istidens stave, virker det uoprigtigt at undgå den mest indlysende og ligefremme fortolkning. Men den er blevet undgået.”
De første dildoer var lavet af sten, tjære, træ, ben, elfenben, kalksten, tænder og andre materialer, der kunne formes som penisser, og som var faste nok til at blive brugt som penetrerende sexlegetøj. Forskere mener, at en 20 centimeter lang fallos af siltsten fra den øvre palæolitiske periode for 30.000 år siden, der blev fundet i Hohle Fels-hulen nær Ulm i Tyskland, kan have været brugt som dildo. Der er fundet forhistoriske dobbelthovede dildoer, som stammer fra 13 til 19.000 år siden. Forskellige malerier fra det gamle Egypten omkring 3000 f.Kr. viser dildoer, der bruges på forskellige måder. I middelalderen blev en plante kaldet “cantonese groin” lagt i blød i varmt vand for at forstørre og hærde den, så kvinder kunne bruge den som dildoer. Dildo-lignende brødstænger, kendt som olisbokollikes (sing. olisbokollix), var kendt i det antikke Grækenland før det 5. århundrede f.Kr. I Italien i 1400-tallet blev dildoer fremstillet af læder, træ eller sten. Kinesiske kvinder i det 15. århundrede brugte dildoer af lakeret træ med teksturerede overflader og blev undertiden begravet med dem. Nashe’s værk fra begyndelsen af 1590’erne, The Choise of Valentines, nævner en dildo lavet af glas. Dildoer optrådte også i det 17. og 18. århundredes Japan i shunga. I disse erotiske romaner vises kvinder, der begejstret køber dildoer, hvoraf nogle er lavet af horn fra vandbøfler.
Dildoer blev ikke kun brugt til seksuel nydelse. Eksempler fra den eurasiske istid (40.000-10.000 f.Kr.) og den romerske æra spekuleres i at være blevet brugt til deflorationsritualer. Dette er ikke det eneste eksempel på, at dildoer blev brugt til rituelle ceremonier, da folk i 4000 f.Kr. i Pakistan brugte dem til at tilbede guden Shiva.
Der findes mange henvisninger til dildoer i den historiske og etnografiske litteratur. Haberlandt illustrerer f.eks. enkelt- og dobbeltsidede dildoer af træ fra Zanzibar i slutningen af det 19. århundrede. Med opfindelsen af moderne materialer blev det mere praktisk at fremstille dildoer i forskellige former, størrelser, farver og teksturer.
Ancient Greece
Dildoer kan ses i nogle eksempler på antik græsk vasekunst. Nogle værker viser deres brug ved gruppesex eller ved ensom kvindelig onani. Et fartøj fra omkring det sjette århundrede f.v.t. viser en scene, hvor en kvinde bøjer sig forover for at dyrke oralsex med en mand, mens en anden mand er ved at stikke en dildo ind i hendes anus.
De nævnes flere gange i Aristofanes’ komedie Lysistrata fra 411 f.v.t..
LYSISTRATA Og så, piger, når det er tid til at kneppe… ikke den svageste duft af det nogen steder, vel? Fra det tidspunkt, hvor de milesianere forrådte os, kan vi ikke engang finde vores ottefingrede læderdildoer. De ville i det mindste tjene som en slags køderstatning for vores stakkels kusser… Så, så! Vil du have mig til at finde en mekanisme, hvormed vi kan afslutte denne krig?
Herodas’ korte komiske skuespil, Mime VI, skrevet i det 3. århundrede f.v.t., handler om en kvinde ved navn Metro, der er ivrig efter at finde ud af fra en veninde, hvor hun for nylig har erhvervet sig en dildo.
METRO Jeg beder dig, lyv ikke, kære Corrioto: Hvem var manden, der syede denne knaldrøde dildo til dig?
Hun finder til sidst ud af, at fremstilleren er en mand ved navn Kerdon, som skjuler sit erhverv ved at give sig ud for at være skomager, og hun tager af sted for at opsøge ham. Metro og Kerdon er hovedpersoner i det næste stykke i sekvensen, Mime VII, da hun besøger hans butik.
Page duBois, der er klassicist og feministisk teoretiker, foreslår, at dildoer var til stede i græsk kunst, fordi den antikke græske mandlige fantasi havde svært ved at forestille sig sex, der fandt sted uden penetration. Derfor krævede kvindelig onani eller sex mellem kvinder, at der blev brugt en kunstig fallos. Græske dildoer blev ofte fremstillet af læder, der var fyldt med uld for at give den forskellige grader af tykkelse og fasthed. De blev ofte smurt med olivenolie og brugt til seksuel praksis og andre aktiviteter. Grækerne var også en af de første grupper, der brugte udtrykket “legetøj” om en dildo.
Talmud
Talmud’s Avodah Zarah Traktat optegner den fortolkning, som Rav Yosef bar Hiyya gav til den bibelske reference om, at kong Asa af Juda havde “(…) afsat sin bedstemor Maakah fra sin stilling som dronningemoder, fordi hun havde lavet et frastødende billede til tilbedelse af Asherah. Asa huggede det ned og brændte det i Kidron-dalen”. Ifølge Rav Yosef havde Maakah installeret “en slags mandligt organ” på sit Asherah-billede “for at tilfredsstille sit begær” og “parrede sig med det hver dag”. Rav Yosefs ord er citeret af Rashi i hans egen fortolkning af 2 Krønikebog 15:16. Uanset om Rav Yosef havde ret i at tilskrive denne praksis til den bibelske dronning eller ej, viser hans omtale af den, at jøder i det 3. århundredes Mesopotamien var bekendt med sådanne anordninger.
Frømoderne tid
I begyndelsen af 1590’erne skrev den engelske dramatiker Thomas Nashe et digt, der er kendt som The Choise of Valentines, Nashe’s Dildo eller The Merrie Ballad of Nashe his Dildo. Det blev ikke trykt dengang på grund af dets uanstændighed, men det blev alligevel udbredt og gjorde Nashes navn berygtet. Digtet beskriver et besøg på et bordel af en mand ved navn “Tomalin”; han leder efter sin kæreste, Francis, som er blevet prostitueret. Den eneste måde, han kan se hende på, er ved at hyre hende. Hun tyer dog til at bruge en glasdildo, da han finder sig ude af stand til at opføre sig seksuelt til hendes tilfredshed.
Dildoer nævnes humoristisk i akt IV, scene iv i Shakespeares The Winter’s Tale. Dette stykke og Ben Jonsonsons stykke The Alchemist (1610) nævnes typisk som den første brug af ordet i publikationer (Nashe’s Merrie Ballad blev først udgivet i 1899).
John Wilmot, den engelske libertiner fra det 17. århundrede, udgav sit digt Signor Dildo i 1673. Under parlamentets session i det år blev der rejst indvendinger mod det foreslåede ægteskab mellem James, hertug af York, kongens bror og tronfølger, og Mary af Modena, en italiensk katolsk prinsesse. Der blev den 3. november forelagt en adresse til kong Charles, hvori han forudså de farlige konsekvenser af et ægteskab med en katolik og opfordrede ham til at sætte en stopper for ethvert planlagt bryllup “…til ubeskrivelig glæde og trøst for alle dine loyale undersåtter”. Wilmots svar var Signior Dildo (I damer i hele det muntre England), en skuespiladresse, der foregriber de “solide” fordele ved et katolsk ægteskab, nemlig masseimport af italienske dildoer, til alle Englands damers ubeskrivelige glæde og trøst:
I damer i hele det muntre England, som har været for at kysse hertugindens hånd, beder, har I ikke for nylig set en ædel italiener ved navn Signor Dildo i forestillingen? … En flok skiderikker, som før var velkomne, og som nu fandt, at portieren nægtede dem døren, ventede ondskabsfuldt på, at han skulle komme ned og kastede sig umenneskeligt over Signor Dildo …
Denne ballade blev efterfølgende suppleret af andre forfattere og blev så populær, at Signor blev en betegnelse for en dildo. I epilogen til The Mistaken Husband (1674) af John Dryden klager en skuespillerinde:
At optræde med unge drenge er at elske uden mænd. Hvad vil ikke stakkels forladte kvinder prøve? Når manden ikke er i nærheden, må Signior sørge for det.
Signor Dildo blev sat i musik af Michael Nyman til biograffilmen The Libertine fra 2004.
Mange andre værker i periodens sjofle og satiriske engelske litteratur behandler dette emne. Dildoides: A Burlesque Poem (London, 1706), der tilskrives Samuel Butler, er en spøjs klagesang over en samling dildoer, der var blevet beslaglagt og offentligt brændt af myndighederne. Som eksempler på anonyme værker kan nævnes The Bauble, a tale (London, 1721) og Monsieur Thing’s Origin: or Seignor D—o’s Adventures in London, (London, 1722). I 1746 skrev Henry Fielding The Female Husband: or the surprising history of Mrs Mary, alias Mr. George Hamilton, hvori en kvinde, der udgiver sig for at være en mand, bruger en dildo. Dette var en fiktionaliseret beretning om historien om Mary Hamilton.
20. århundrede
Dildoer er skråsikkert omtalt i Saul Bellows roman The Adventures of Augie March (1953): “….he havde taget mig med til en polterabend, hvor to nøgne akrobatiske piger lavede stunts med falske redskaber”. En dildo ved navn Steely Dan III fra Yokohama optræder i William S. Burroughs’ roman The Naked Lunch (1959). Rockbandet Steely Dan tog sit navn fra den.
21. århundrede
I 2017 forbandt forskeren i privatlivets fred på det mørke net, Sarah Jamie Lewis, en vibrator (ved hjælp af reverse engineering) til Tor, anonymitetsnetværket, i et proof of concept, der demonstrerede anvendeligheden af teknologi til beskyttelse af privatlivets fred efterhånden.
Lovlige og etiske spørgsmål
Besiddelse og salg af dildoer er ulovligt i nogle jurisdiktioner, f.eks. i Indien. Indtil for nylig har mange sydstater og nogle stater på Great Plains i USA helt forbudt salg af dildoer, enten direkte eller gennem love, der regulerer “obskønt udstyr”. I 2007 stadfæstede en føderal appeldomstol Alabamas lov, der forbyder salg af sexlegetøj. Loven, Anti-Obscenity Enforcement Act of 1998, blev også stadfæstet af Alabamas højesteret den 11. september 2009. Der er endda eksempler på, at dildoer er blevet beslaglagt og brændt i tolden.
I februar 2008 omstødte en amerikansk føderal appelret i USA en lov fra Texas, der forbød salg af dildoer og andet sexlegetøj, idet en sådan lov blev anset for at være i strid med forfatningens 14. tillæg om retten til privatlivets fred. Appelretten henviste til Lawrence v. Texas, hvor USA’s højesteret i 2003 underkendte forbud mod samkvemssex mellem homoseksuelle par som værende forfatningsstridigt rettet mod “at håndhæve en offentlig moralkodeks ved at begrænse privat intim adfærd”. Lignende love er blevet annulleret i Kansas og Colorado. Alabama er den eneste stat, hvor en lov, der forbyder salg af sexlegetøj, fortsat er gældende.
Disse konservative kristne mener, at brugen af sexlegetøj er umoralsk. Den sydstatsbaptistiske præst Dan Ireland har været en åbenlys kritiker af sådanne apparater og har kæmpet for at forbyde dem af religiøse og etiske grunde. Ireland ledede en indsats for at forbyde dildoer og andet sexlegetøj i Alabama for at “…beskytte offentligheden mod sig selv”. Andre kristne religiøse ledere som f.eks. pastor Heidi Johnson fra Evangelical Lutheran Church of America, der har grundlagt en studentergruppe om seksualitet på Duke Divinity School, har et positivt syn på sexlegetøj i den kristne seksualitet.