• GRATIS faktaark om dyreceller
• Generel opbygning af en dyrecelle
• Plasmamembran
• Nukleus
• Cytoplasma
• Endoplasmatisk retikulum (ER)
• Mitokondrier
• Golgi-apparatet
• Ribosomer
• Peroxisomer
• Lysosomer
• Villi
• Flagella
• Differente typer af dyreceller
• Hudceller
• Muskelceller
• Blodceller
• Nerveceller
• Fedtceller
• Forskelle mellem plante-, svampe- og dyreceller
• Summarum
• Vil du lære mere?
• GRATIS 6 ugers kursus

GRATIS faktaark om dyreceller

Indtast dine oplysninger for at modtage vores faktaark om dyreceller

Generel opbygning af en dyrecelle

Dyreceller har en række organeller og strukturer, der udfører specifikke funktioner for cellen. De mange forskellige celler, der har udviklet sig til at opfylde forskellige formål, har ikke altid alle de samme organeller eller strukturer, men generelt set er disse nogle af de strukturer, man kan forvente at finde i dyreceller:

Plasmamembran

Plasmamembranen er en porøs membran, der omgiver en dyrecelle. Den er ansvarlig for at regulere, hvad der bevæger sig ind og ud af en celle. Plasmamembranen er lavet af et dobbeltlag af lipider. Ekstra forbindelser som proteiner og kulhydrater er indlejret i lipidemembranen og udfylder roller som f.eks. at modtage cellesignaler og skabe kanaler gennem membranen.

Nukleus

Dyrs og planters celler har næsten altid en “rigtig” cellekerne. En kerne består af en kernehinde, kromatin og en nukleolus.

Kernehindehinden er lavet af to membraner og indkapsler kerneens indhold. Den dobbelte membran har talrige porer, der gør det muligt for stoffer at bevæge sig ind og ud af kernen.

Inden for kernehulen er størstedelen af kernen fyldt med kromatin. Kromatin indeholder størstedelen af en celles DNA og kondenseres ned til kromosomer, når en celle deler sig. Nucleolus er kernenes midterste kerne og producerer organeller kaldet ribosomer.

Cytoplasma

Cytoplasmaet er det indre område af en dyrecelle, der ikke er optaget af en organel eller kerne. Det består af en geleagtig substans kaldet ‘cytosol’ og giver organeller og cellestoffer mulighed for at bevæge sig rundt i cellen efter behov.

Endoplasmatisk retikulum (ER)

Det endoplasmatiske retikulum er et netværk af membraner, som findes i næsten alle eukaryote celler. Membranerne er forbundet med membranen i cellens kerne og er vigtige for mange cellulære processer, såsom proteinproduktion og metabolisme af lipider og kulhydrater.

Det endoplasmatiske retikulum omfatter både det glatte ER og det ru ER. Det glatte ER er en glat membran og har ingen ribosomer, mens det ru ER har ribosomer, der bruges til at producere proteiner.

Mitokondrier

Mitokondrier er en af de vigtigste af alle organeller. De er stedet for den cellulære respiration – den proces, der nedbryder sukkerstoffer og andre forbindelser til celleenergi. Det er i mitokondrierne, at der bruges ilt, og der produceres CO₂ som et biprodukt af respirationen.

Golgi-apparatet

Golgi-apparatet (eller golgi-legemet) er et andet sæt membraner, der findes i cellen, men som ikke er knyttet til cellens kerne. Det har mange vigtige funktioner, herunder at modificere proteiner og lipider og transportere cellulære stoffer ud af cellen.

Ribosomer

Ribosomer er involveret i processen med at skabe proteiner. De kan enten være fastgjort til det endoplasmatiske retikulum eller svæve frit i cellens cytoplasma.

Peroxisomer

Disse små organeller udfører en række funktioner vedrørende fordøjelsen af forbindelser såsom fedtstoffer, aminosyrer og sukkerstoffer. De producerer også hydrogenperoxid og omdanner det til vand.

Lysosomer

Et lysosom er cellens enhed til bortskaffelse af affald. De er endnu en lille organel og indeholder en række enzymer, der gør det muligt for dem at fordøje molekyler som lipider, kulhydrater og proteiner. Centrosomer

Centrosomer er involveret i celledeling og produktion af flageller og cilier. De består af to centrioler, der er det vigtigste knudepunkt for en celles mikrotubuli. Når kernehulen nedbrydes under celledeling, interagerer mikrotubuli med cellens kromosomer og forbereder dem til celledeling.

Villi

Villi er nåleformede udvækster, der strækker sig fra en celles plasmamembran. For nogle celler, som f.eks. cellerne langs tarmvæggen, er det vigtigt at kunne udveksle stoffer hurtigt med deres omgivelser. Villi øger hastigheden af udvekslingen af stoffer mellem cellerne og deres omgivelser ved at øge plasmamembranens overfladeareal. Herved øges den plads, der er til rådighed for materialer til at bevæge sig ind og ud af cellen.

Flagella

Bevægelsen er særlig vigtig for visse dyreceller. Sædceller lever f.eks. udelukkende for at rejse hen til et æg og befrugte det. Flageller (flertal af flagellum) giver cellerne den mekaniske evne til at bevæge sig ved egen kraft. Et flagellum er en lang, tynd forlængelse af plasmamembranen og drives af en cellemotor lavet af proteiner.

Differente typer af dyreceller

Der findes bunkevis af forskellige typer af dyreceller, og disse er blot nogle få fra almindelige væv som hud, muskler og blod.

Hudceller

Dyrenes hudceller består for det meste af keratinocytter og melanocytter – ‘cyte’ betyder celle. Keratinocytter udgør ca. 90 % af alle hudceller og producerer et protein kaldet ‘keratin’. Keratinet i hudcellerne er med til at gøre huden til et effektivt beskyttelseslag for kroppen. Keratin danner også hår og negle.

Melanocytter er den anden hovedtype af hudceller. De producerer et stof kaldet “melanin”, som giver huden dens farve. Melanocytterne sidder under keratinocytterne i et lavere lag af hudceller, og det melanin, de producerer, transporteres op til overfladelagene af celler. Jo flere melanocytter du har i din hud, jo mørkere er din hud.

Muskelceller

Myocytter, muskelfibre eller muskelceller er lange rørformede celler, der er ansvarlige for at bevæge en organismes lemmer og organer. Muskelceller kan enten være skeletmuskelceller, hjertemuskelceller eller glatte muskelceller

Skeletale muskelceller er den mest almindelige type muskelceller og er ansvarlige for at lave generelle, bevidste bevægelser af kroppen. Hjertemuskelceller styrer hjertets sammentrækninger ved at generere elektriske impulser, og glatte muskelceller styrer ubevidste bevægelser af væv som f.eks. blodkar, livmoder og mave.

Blodceller

Blodceller kan opdeles i røde og hvide blodlegemer. Røde blodlegemer udgør ca. 99,9 % af alle blodceller og er ansvarlige for at levere ilt fra lungerne til resten af kroppen. Røde blodlegemer er de eneste dyreceller, der ikke har en kerne. Hvide blodlegemer er en vigtig del af et dyrs immunsystem og hjælper med at bekæmpe infektioner ved at dræbe skadelige bakterier og andre stoffer.

Nerveceller

Nerveceller, også kaldet neuroner, er de vigtigste celler i nervesystemet. Alene den menneskelige hjerne har omkring 100 milliarder nerveceller. De er budskabsbærere for dyreceller og afgiver og modtager signaler ved hjælp af dendritter og axoner. Dendritter og axoner er forlængelser fra cellen, der henholdsvis modtager og eksporterer signaler til og fra cellen.

Fedtceller

Fedtceller, også kendt som adipocytter eller lipocytter, bruges til at lagre fedt og andre lipider som energireserver. Der er to almindelige typer af fedtceller hos dyr – hvide fedtceller og brune fedtceller. Den største forskel mellem de to celletyper er den måde, de lagrer lipider på. Hvide fedtceller har én stor lipiddråbe, mens der i brune fedtceller er flere mindre lipiddråber spredt ud over cellen.

Forskelle mellem plante-, svampe- og dyreceller

Dyreceller har små forskelle i forhold til de eukaryote celler i planter og svampe. De tydelige forskelle er manglen på cellevægge, kloroplaster og vakuoler og tilstedeværelsen af flageller, lysosomer og centrosomer i dyreceller.

Plante- og svampeceller har cellevægge. En cellevæg er en ydre struktur, der omgiver plasmamembranen og yder beskyttelse og strukturel støtte. Planteceller har også kloroplaster og vakuoler. Kloroplaster er stedet for fotosyntesen, og vakuoler er store sæklignende organeller, der bruges til at opbevare stoffer.

Planteceller mangler flageller, lysosomer og centrosomer. Svampeceller har typisk lysosomer og centrosomer, men meget få arter har flageller. Den største forskel mellem svampeceller og dyreceller er tilstedeværelsen af en cellevæg i svampeceller.

Summarum

• Dyreceller er typisk store, specialiserede eukaryote celler – de indeholder en kerne og talrige organeller
• Plasmamembranen omgiver en dyrecelle
• Næsten hele en celles DNA opbevares inde i dens kerne
• Endoplasmatisk retikulum (ER) er et netværk af membraner forbundet til kernen – det omfatter det glatte ER og det ru ER
• Den cellulære respiration foregår i mitokondrierne
• Ribosomer producerer proteiner – de kan findes i det endoplasmatiske retikulum eller frit flydende
• Dyreceller har lysosomer til fordøjelsen, centrosomer til at hjælpe med celledeling og nogle gange flageller til at hjælpe med bevægelse – ingen af disse tre organeller findes i planteceller
• Dyrecellerne mangler cellevægge, kloroplaster og vakuoler, som alle findes i planteceller
• Differente typer af specialiserede celler findes i forskellige væv og har egenskaber i forhold til deres funktion, f.eks.f.eks. har nerveceller axoner og dendritter til at sende og modtage meddelelser.

Sidst redigeret:

Vil du lære mere?

CAMPBELL BIOLOGY

Dette er verdens førende lærebog for begyndende biologer og har været enormt værdifuld for mig i årenes løb. Det er den ressource, som jeg anbefaler frem for alt andet til spirende biologer.

GRATIS 6 ugers kursus

Indtast dine oplysninger for at få adgang til vores GRATIS 6 ugers introduktionskursus i biologi pr. e-mail.

Lær om dyr, planter, evolution, livstræet, økologi, celler, genetik, biologiens områder og meget mere.