Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR) har vist sig at være en effektiv metode til behandling af personer, der har været udsat for traumatiske begivenheder. Den blev ufrivilligt opdaget af psykolog Francine Shapiro i 1987, da hun observerede, at når hendes øjne bevægede sig hurtigt, “gav det en dramatisk lindring af hendes nød” (Van Der Kolk, s. 253). Ved hjælp af EMDR er patienterne i stand til at genopleve tidligere traumatiske oplevelser uden smertefulde genoplevelser, som ellers kunne resultere i en ny traumatisering. EMDR består af otte faser: historiefortælling, forberedelse, vurdering, desensibilisering, kropsscanning, afslutning og reevaluering (Rousseau, 2018). EDMR-behandlingen er minimalt invasiv for patienten, da den ikke kræver, at de skal tale om deres traumatiske oplevelse. I stedet fokuserer EMDR på at stimulere og åbne op for den associative proces, idet “terapeuterne beder deres klienter om at holde minderne om angstprovokerende stimuli – for eksempel de smertefulde minder om en skræmmende ulykke – i deres sind. Mens de gør dette, følger klienterne terapeutens fingerbevægelser frem og tilbage med deres øjne” (Arkowitz, 2012). Denne proces hjælper med at tage løst tilknyttede erindringer og billeder fra patientens fortid og sætte dem sammen til et mere omfattende perspektiv på den traumatiske oplevelse. Gennem undersøgelser er det blevet vist, at REM-søvn (rapid eye movement) “omformer hukommelsen ved at øge aftrykket af følelsesmæssigt relevant information, mens irrelevant materiale forsvinder” og “giver mening til information, hvis relevans er uklar, mens vi er vågne, og integrerer den i det større hukommelsessystem” (Van Der Kolk, s. 262). I det store og hele har de, der er ramt af PTSD, svært ved at komme til og forblive i REM-søvn. Da EMDR efterligner REM-søvnen ved at bevæge øjnene frem og tilbage på en hurtig måde, “burde EMDR være i stand til at drage fordel af søvnafhængige processer, som kan være blokeret eller ineffektiv hos PTSD-ramte, for at muliggøre effektiv hukommelsesbehandling og traumeresolution” (Van Der Kolk, s. 263). Ved at blive indstillet på sammenhængen med de følelser og fornemmelser, der er relateret til traumatiske begivenheder, kan patienterne lære at overvinde fysiske reaktioner, der tidligere var dikteret af fortidens aftryk.

Mange, der oplever traumatiske begivenheder, forsøger at undertrykke deres erindringer ved at lukke ned for “de hjerneområder, der overfører de viscerale følelser og emotioner, der ledsager og definerer terror” (Van Der Kolk, s. 94). I et forsøg på at beskytte sig mod den sårende fortid kan traumeofre utilsigtet forhindre sig selv i at føle sig fuldt ud i live i nutiden. Som følge heraf forbliver den traumatiske erindring fastlåst i patientens sind, “ufordøjet og rå” (Van Der Kolk, s. 258). For at kunne komme sig efter et traume er det afgørende, at patienterne er i stand til at føle sig nærværende og være bevidste om, hvad der foregår i dem. “Kernen i vores selvbevidsthed hviler på de fysiske fornemmelser, der formidler kroppens indre tilstande” (Van Der Kolk, s. 95). EMDR hjælper med at genoprette et traumeofres ødelagte “selvfølelsessystem” og reaktivere det ved at integrere det traumatiske materiale i en “sammenhængende begivenhed i fortiden, i stedet for at opleve fornemmelser og billeder adskilt fra enhver sammenhæng” (Van Der Kolk, s. 257). EMDR giver hjernen mulighed for at aktivere nye billeder, følelser og tanker fra tilsyneladende uafhængige begivenheder, samtidig med at patientens følelse af handlekraft, engagement og ejerskab af sind og krop genoprettes.

EMDR-terapi kan også bruges til at hjælpe dem, der sørger over tabet af en elsket person, og dem, der lider af invaliderende medicinske tilstande. Familiemedlemmer er “ofte ude af stand til at genfinde positive minder om den afdøde, hvilket yderligere forværrer og komplicerer sorgprocessen” (Shapiro, 2014). På samme måde kan de, der oplever en tragisk medicinsk tilstand som f.eks. brandofre eller amputerede, have gavn af EMDR. I begge eksempler hjælper EMDR-behandlingen den enkelte med at fokusere på behagelige tidligere oplevelser snarere end på den følelsesmæssige nutid. Personen kan derefter markere sin sorg som et specifikt tidspunkt og begynde at forstå, at den tragiske begivenhed ikke er det, der definerer den pågældende som person, og begynde at helbrede følelsesmæssigt.

Patienterne viste dramatiske forbedringer med meget få EMDR-behandlinger. I en undersøgelse af tolv personer fandt Dr. Van Der Kolk, at efter kun tre EMDR-sessioner, “havde otte af de tolv vist et signifikant fald i deres PTSD-scorer” (Van Der Kolk, s. 256). Det blev også konstateret, at patienternes PTSD-scoringer forbedredes væsentligt bedre end hos dem, der brugte lægemidler (Prozac) til behandling. Efter flere EMDR-behandlinger var patienterne i stand til at integrere deres traumatiske erindringer og fortsætte med at forbedre sig i en sådan grad, at mange blev helbredt for deres lidelser og forblev helbredt måneder efter behandlingen, i modsætning til dem, der fik tilbagefald, når de først var kommet ud af medicinen. Endvidere fandt Dr. Francine Shapiro: “24 randomiserede kontrollerede forsøg støtter de positive virkninger af EMDR-terapi i behandlingen af følelsesmæssige traumer og andre negative livserfaringer, der er relevante for klinisk praksis. Syv ud af 10 undersøgelser rapporterede, at EMDR-terapi var hurtigere og/eller mere effektiv end traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi. Tolv randomiserede undersøgelser af øjenbevægelseskomponenten bemærkede hurtige fald i negative følelser og/eller livlighed af foruroligende billeder, og yderligere otte rapporterede en række andre hukommelsesvirkninger. Talrige andre evalueringer dokumenterer, at EMDR-terapi giver lindring af en række somatiske klager” (Shaprio, 2014). EMDR har vist sig at være en effektiv, minimalt invasiv og langtidsholdbar behandlingsmulighed for ofre for traumer. Denne holistiske tilgang kan vise sig at være mere gavnlig for traumeofre end andre mere invasive eller lægemiddelafhængige behandlinger, der måske ikke har lige så langvarige resultater.

Men selv om meget forskning i EMDR-behandling har vist, “at bearbejdning af erindringer om sådanne (negative livs)oplevelser resulterer i en hurtig bedring af negative følelser, overbevisninger og fysiske fornemmelser (Shapiro, 2014), er der en eklatant begrænsning ved EMDR. Det har vist sig ikke at være lige så effektivt hos patienter, der har oplevet traumer i barndommen. Dr. Van Der Kolk antyder, at EMDR ikke virker så godt på børn på grund af de mentale og biologiske ændringer, der sker hos børn, der oplever kronisk børnemishandling. Fordi et misbrugt barns liv kan have en række “udløsende faktorer”, er de måske ikke i stand til at skelne deres traumer som værende en tidligere isoleret begivenhed, som de kan komme videre fra, sådan som EMDR forsøger at gøre. Misbrugte børn mangler ofte en sikker base og en sikker tilknytning til kærlige omsorgspersoner. “En sikker tilknytning kombineret med dyrkning af kompetence opbygger et indre locus of control” (Van Der Kolk, s. 115). Uden disse primitive færdigheder kan de fysiologiske ændringer hos børn efter at have oplevet en traumatisk begivenhed gøre det sværere fra dem at bryde fri fra fortiden, da det kan være sværere fra dem at se indad og indse, at de ikke er årsagen til deres eget traume. Ikke desto mindre er EMDR et yderst nyttigt værktøj, der kan bruges på det medicinske område for både patienter og familiemedlemmer. Denne behandling kan hjælpe psykisk sundhedspersonale med at udpege, hvilke negative oplevelser der påvirker en person, så psykologisk og fysisk løsning kan finde sted.