Har du nogensinde spekuleret på, hvor dit efternavn kommer fra? Eller hvornår folk begyndte at bruge efternavne (efternavne) og hvorfor?

I England er efternavne også almindeligt kendt som efternavne på grund af praksis med at skrive fornavnene først og derefter efternavnet eller efternavnet til sidst.

Efternavne blev ikke brugt i stor stil før efter den normanniske erobring i 1066. Efterhånden som landets befolkning voksede, blev det nødvendigt at skelne mellem folk, og derfor begyndte navne at indeholde beskrivelser af personen, f.eks. Thomas søn af John, Peter the Baker, Richard the Whitehead, Mary Webster osv. Disse beskrivelser skulle vokse og danne de efternavne, som vi kender i dag.

I begyndelsen var efternavne flydende og ændrede sig med tiden, eller efterhånden som en person skiftede job. F.eks. kunne John Blacksmith blive til John Farrier, efterhånden som hans fag udviklede sig.

Indførelsen af sognebøger i 1538 var med til at etablere idéen om arvelige efternavne. Det var dog stadig almindeligt i nogle dele af landet at finde en person indskrevet under ét efternavn ved dåben, gift under et andet navn og derefter begravet under et tredje.

I dag findes der måske så mange som 45.000 forskellige engelske efternavne, der stammer fra alle mulige kilder: kælenavne, fysiske attributter, erhverv, stednavne osv.

Irske, walisiske og højlandsskotske navne stammer for det meste fra gæliske personnavne, mens traditionelle engelske og lavlandsskotske efternavne også afspejler samfundet, som det var i midten og slutningen af middelalderen.

Fælles efternavne som Smith, Wright, Fletcher, Knight, Cook, Squire, Taylor og Turner er alle baseret på middelalderlige erhverv eller beskæftigelser.

Somme efternavne stammer fra personlige træk eller udseende, som f.eks. Armstrong, Swift, Red og Short. De, der stammer fra det sted, hvor personen boede, kan omfatte Hill, Dale, Bridge, Forest og Wood; også York, Lancaster, London osv.

En anden almindelig måde at skelne folk på, er “søn af”, for eksempel Johnson (søn af John), Richardson, Wilson, Harrison osv. Et ‘s’ i slutningen af et personnavn betød også ‘søn af’, f.eks. Richards, Stevens, Williams osv. Mange walisiske efternavne følger dette mønster, med Jones (fra ‘John’s son’) som det mest almindelige.

Sommetider kan et mellemnavn blive til et efternavn. F.eks. kan et barn, der er døbt John Oliver, resultere i, at senere generationer tager Oliver til sig som efternavn.

Nogle almindelige efternavne og hvor de stammer fra:

Wheeler – et andet ord for en hjulmager
Chapman – solgte varer på markedet
Inman – kroejer
Baxter – dame bager
Brewster – dame brygger
Lister – farver
Walker – en person, der bankede uld med fødderne, hvilket var en del af uldfremstillingsprocessen.
Stringfellow – lavede snoren til buer
Wainwright – en person, der lavede vogne
Foster – forvanskning af Forester
Arkwright – en person, der lavede kister (arker)
Dempster – afledt af deemester, et gammelt engelsk ord for en dommer
Kitchener – arbejdede i køkkenerne
Coward – kommer af cowherd
Davies og Davis – begge afledt af Davy’s (Davids) søn
Fitz – af det normannisk-franske “fils de” (søn af).
Hurst – skovklædt bakke
Shaw – et andet ord for en skov
Townsend – en person, der boede i udkanten af byen
Cruikshank – en person med krogede ben
Moody – afledt af det gamle engelske ‘modig’, der betyder modig, dristig
Tait – munter