Polychlorerede biphenyler er syntetiske klorerede kulbrinteforbindelser, hvis kommercielle produktion startede i 30’erne, og som har været anvendt i vid udstrækning i den elektrotekniske industri. Selv om deres produktion blev indstillet for over 25 år siden, blev disse forbindelser i Stockholm-konventionen optaget på listen over persistente organiske miljøgifte (POP). Faktisk er mennesker fortsat udsat for de giftige virkninger af PCB’er på grund af deres modstandsdygtighed over for kemisk og biologisk nedbrydning, deres evne til bioakkumulering og deres lange halveringstid. Hidtidige undersøgelser har påpeget en mulig sammenhæng mellem eksponering for polychlorerede biphenyler og en øget risiko for at udvikle visse typer kræft (bryst-, prostata-, testikel-, æggestok- og livmoderkræft); det er også blevet antydet, at disse forbindelser kan virke hormonforstyrrende og forårsage infertilitet samt andre hormonregulerede lidelser. PCB’er ophobes i organismer gennem fødekæden, og fødevarer er derfor den vigtigste eksponeringskilde for mennesker: de tegner sig for over 90 % af eksponeringen, og de højeste koncentrationer findes i fisk (f.eks. laks og skaldyr), mejeriprodukter (især mælk og smør) og animalsk fedt. Desuden er affaldsbunker, ulovlig bortskaffelse af olieaffald og forbrænding af visse affaldsprodukter i forbrændingsanlæg kilder til miljøforurening. De højeste PCB-niveauer i miljøet blev fundet i begyndelsen af 1970’erne; siden da er koncentrationerne af polychlorerede biphenyler gradvist faldet i alle miljøkomponenter (vand, luft, jord og sedimenter), i fisk, i andre fødevarer og endelig også i mennesker, hvilket tyder på, at de dermed forbundne risici også er faldet.