Af Kristi Casey Sanders

Har præsterne forbudt det? Gjorde irerne det for at narre britiske soldater/spioner? Eller var de omrejsende irske danselærere for dovne til at lære eleverne andet end flot fodarbejde? Den sande årsag vil for evigt forblive indhyllet i historien, men faktum er, at det er en kendsgerning: Irske dansere har ikke meget brug for deres hænder.

Især dansekonkurrencer lægger vægt på, at hænderne skal placeres nedad, og traditionelle irske danse har ikke meget brug for dem, bortset fra som bindeled mellem liniedansere. Det er en af grundene til, at Riverdance , da den brød frem på scenen i 1994, vakte så megen opsigt. Disse danseres hænder var direkte udtryksfulde.

Det hele begyndte med Eurovision Song Contest, noget, som de fleste amerikanere (heldigvis) aldrig har set. Forestil dig “American Idol” som en olympiade med halvgamle franske popsangere i stramme bukser, opblæste tyske croonere og en flok polske vordende Madonnaer, der alle repræsenterer den “bedste” uudgivne sang fra deres land. Den årlige konkurrence om at finde den mindst anstødelige popsang på kontinentet er dog ikke helt ufortjent. Den har givet os ABBA, den ukuelige svenske supergruppe, der begyndte sin regeringstid ved at udgive “Waterloo” til et intetanende tv-publikum i 1974. Heldigvis har ABBA aldrig mistet sin forkærlighed for kostumer i Eurovision-stil. (Celine Dion vandt i øvrigt konkurrencen for Schweiz i 1988.)

Fra 1993 begyndte irerne, måske inspireret af U2’s fremgang, at dominere Eurovision Song Contest. Til udsendelsen i Irland i 1994 besluttede producenten Moya Doherty at skabe et irsk dansenummer som et pausestykke og hyrede to amerikanere til at medvirke i det. Irsk dans i Irland havde ikke været en cool ting at lave i 200 år, men i Amerika blomstrede den irske dans. Især i storbyerne sørgede alle irsk-amerikanere, der var deres penge værd, for at deres børn, uanset køn, blev sendt til den lokale danseskole for at lære lidt af jiggen og hjulet. I New York, Chicago og Philadelphia blev der født store mestre. I 1994 var de to bedste irske dansere i verden amerikanerne Michael Flatley (den kommende “Lord of the Dance”) og Jean Butler.

Pauseafsnittet har traditionelt været en tidsperiode, som Eurovisionens seere har brugt til at skifte kanal, gå på toilettet eller snuppe en snack. I stedet blev publikum fængslet af Flatley og Butlers optræden, der blev bakket op af et kor af irske sangere, 20 dansere og musik komponeret af Bill Whelan. Da Whelans nummer til afsnittet solgte bedre end årets vindende sang, var ideen til Riverdance født.

Showet, der var en fejring af irsk dans og musik, præsenterede også russisk, flamenco og stepdans som kunstformer med tilknytning til den grønne ø. Ud over kontroversen om “udtrykshænder” fik Riverdance også kritik for at bruge forudindspillede taps til at skabe en mur af lyd, når line dance danserne satte hælene i vejret. Men det bekymrede ikke publikum – de fandt dansens opadgående bølger opløftende og musikken fængslende. Riverdance havde premiere i Dublin i 1995 og blev et verdensomspændende fænomen, der gjorde det igen cool for irerne at danse.

Riverdance spiller på The Fabulous Fox Theatre fra den 13.-18. maj.