Q: Jeg har kæmpet en tabt kamp om den snigende brug af “bukser” i forhold til “pants”. For mit vedkommende er “bukser” det, som en hund gør på en varm dag, ikke noget, jeg ville gå i. Hvis du mener, at jeg er en gnaven, pernitten nidkær pindemenneske og bare burde begynde at gå i nederdel, vil jeg følge din afgørelse.

A: Behold dine bukser på. Vi har også bemærket denne brug af “bukser”, især – måske udelukkende – blandt folk i modeverdenen.

Alle, der handler, hvad enten det er i butikker eller via kataloger eller hjemmesider, ved, hvad vi mener. Tilsyneladende falder flertalsord regelmæssigt, når vi shopper. Det er nok til at få en til at blive helt rundtosset.

Og det er ikke kun noget med “bukser”. Fashionistaer bruger også “jean” og “bukser” i ental sammen med “pyjamas”, “kort”, “legging”, “brief”, “tight” og “panty”.”

Ja, “panty”! Vi mindes, at vi engang svarede en læser, der spurgte, hvorfor hans kone tog et “par trusser” på, men ikke et “par bh’er.”

For at vende tilbage til din klage, så går denne tendens til at droppe “s’et” imod strømmen.

Som vi skrev på bloggen i 2012, er ord for beklædningsgenstande med lange ben generelt flertal – “bukser”, “jeans”, “shorts”, “bukser”, “knickers”, “overalls”, “lange underbukser”, “underbukser”, “underbukser”, “trusser”, “jodhpurs” osv.

Det samme gælder for fodtøj, som mere tydeligt kommer i to: “sko”, “støvler”, “tøfler”, “espadriller”, “sneakers”, “sokker”, “mokkasiner” og så videre. Alle disse slidbare pluralis er ledsaget af verber i flertal.

Så hvad sker der med skiftet til ental i forbindelse med et par?

Det ser ud til, at dette er modeindustriens opfattelse af kreativ markedsføring. Et usædvanligt ord – som “bukser”, hvor kunden forventer “bukser” – skal få os til at tro, at den vare, der hedder sådan, er mere stilfuld (eller “på mode”).

I Fabulously Fashionable (2012), hendes roman, der parodierer den britiske modeverden, kommenterer Holly McQueen denne sproglige tendens.

“Disse mennesker taler ikke om tøj på samme måde som almindelige mennesker gør,” skriver hun. Et ord som “bukser” er “oftere en buks”. På samme måde er sko altid en sko; jeans er normalt en jean.”

Og i 2013 skrev Rachel Braier om denne enestående tendens i The Guardian. Bogstavet “s,” skriver Braier, “synes at være blevet overflødigt i mode- og stilleksikonet. Det er som om, der er udstedt et edikt fra Vogues hovedkvarter, der forbyder brugen af det.” Har denne brug en fremtid? Braier har dette at sige: “Ja, tænker man måske, hvad er problemet? Modeverdenen handler om nytænkning og affekt – det her vil ikke blive brugt i daglig tale.” Men hun advarer: “Vær ikke så sikker.”

Som hun forklarer: “Hele modens eksistensberettigelse er at påvirke – det er derfor, vi ikke længere bærer en boot-cut-jean eller en sko med firkantede tæer (se, hvor naturligt jeg gør det). Hvis moden dikterer, at vi ikke længere har brug for flertal, vil ‘s’ blive dømt til den sproglige discountbunker hurtigere, end du kan sige ‘boho-inspireret skulderklap’. “

Faktisk set er brugen begyndt at påvirke nogle leksikografer.

Af de standardordbøger, som vi har tjekket, indeholder tre af dem poster for det singulære navneord “pant” for beklædning, men de bemærker, at det “normalt” eller “ofte” bruges i flertal.

En af de tre, The American Heritage Dictionary of the English Language (5th ed.), tilføjer dette: “Brugen af bukser i ental er i vid udstrækning begrænset til områderne design, tekstiler og mode.”

Den giver dette eksempel: “Stylisten anbefalede, at modellen skulle bære en buks med et ternet print.”

Den engelske ordbog fra Oxford er enig i, at singulariet “pant” i vid udstrækning er begrænset til kludebranchen. Dens beskrivelse siger, at singulariet er “in current sense chiefly used in the retail clothing industry.”

Men som OED-citater viser, er denne brug af “pant” i detailhandlen ikke ny. Bortset fra et enkeltstående tilfælde i 1832 begynder OED’s eksempler med anvendelser i beklædningsindustrien i begyndelsen af 1890’erne.

Her er et citat fra Some Peculiarities of Speech in Mississippi, en bog fra 1893 af Hubert Anthony Shands:

“Pant … an abbreviation of pantaloons, used by clerks in dry-goods stores. De siger: ‘Jeg har en buks, som jeg kan sælge dig’ osv. Bukser er selvfølgelig en velkendt forkortelse, men jeg tror, at bukser er et ret nyt ord.”

Fra slutningen af det 19. århundrede og fremefter optrådte den singulære brug støt og roligt i detailhandlen, som i denne linje fra et L. L. Bean-katalog fra 1962: “En praktisk og velfremstillet buks til almindelig sportstøj.”

Så i tilfældet med “buks” er brugen af ental ikke ny i tøjbranchen – bare måske mere udbredt i den seneste tid.

Og, som vi har skrevet før på bloggen, bruges singulariet ofte adjektivisk, som i “pantleg” og “pantsuit”.”

Med hensyn til etymologien kan vi ifølge OED takke San Pantaleone, Venedigs skytshelgen, for ordet “pants”.

Han var så identificeret med byen, at venetianerne blev kendt som pantaloni, og en karakter i commedia dell’arte var en rig gnier kendt som Pantalone.

Denne karakter bar typisk “briller, tøfler og stramme bukser, der var en kombination af bukser og strømper”, står der i Chambers Dictionary of Etymology.

I det 17. århundrede, siger etymologerne, forbandt franskmændene karakteren med en buksestil, der kom til at blive kendt som pantaloons på engelsk.

Ordet “pantaloons” blev til sidst forkortet til “pants” i USA. Det tidligste Oxford-eksempel på den nye brug er fra et nummer fra 1835 af The Southern Literary Messenger:

“In walked my friend-pumps and tight pants on-white gloves and perfumed handkerchief.”

Jamen, det er på tide, at vi går tur med vores hunde, Pat i sine flade sko og Stewart i sine baggy pants.

Hjælp med at støtte Grammarphobia Blog med din donation.
Og tjek vores bøger om det engelske sprog ud.