Helt ærligt, jeg havde glemt, at der fandtes dufttamponer indtil forleden dag, da jeg glemte at tage tamponer med på arbejde, og en kollega gav mig generøst en af sine tamponer. Og det var en af dem. Selv om jeg satte pris på tjenesten, blev jeg mindet om, at jeg virkelig ikke forstår, hvorfor eller hvordan disse ting stadig eksisterer. Hvorfor skulle jeg have brug for parfume inde i min skede? Og hvis en persons vagina virkelig lugter dårligt, er det normalt et tegn på, at de har brug for at tage et bad eller gå til gynækologen – løsningen er normalt ikke at tilsætte parfume til blandingen. Og er der virkelig nogen, der foretrækker, at deres skede lugter som en kemisk efterligning af en dugfrisk eng i stedet for… en skede?

Hør, hvis du bruger dufttamponer, er det dit valg. (Amerika. Frihed.) Men vi er nødt til at tale om, hvorfor de overhovedet findes.

Duftende tamponer kom på markedet omkring 1945, hvilket betyder, at kvinder havde brugt tamponlignende apparater i lang tid, før et bestyrelseslokale af mænd (ja, jeg antager bare, at det var mænd, men… du ved, at jeg har ret) fik den idé, at kvinder ønskede, at deres menstruerende kønsorganer skulle dufte som en buket roser eller noget andet. Og selv om det kan virke mærkeligt (der er jo ikke nogen, der endnu har opfundet et produkt, der får pikke til at dufte af mandigt alpetræ), men relativt uskadeligt, når man ser på disse tamponer gennem en mere feministisk optik, er det underforstået, at menstruationerne bør skjules – selv for en selv.

Det bringer mig til mit næste punkt af raseri mod dufttamponer: Ingen lugter din menstruation. Jeg har tænkt meget over det, og min hypotese er, at hvis du er den slags person, der vælger eau de “fresh laundry”, så er du sandsynligvis ikke den slags person, der har det godt nok med din cyklus til at have menstruationssex eller lade nogen gå ned på dig, mens du bløder – hvilket betyder, at der højst sandsynligt ikke er nogen, der kommer tæt på dit underliv. Og efter min erfaring er det heller ikke sådan, at duften af menstruationsblod er så stærk, at den breder sig over til naboboksen, når du går på toilettet (det er duften af tampon for den sags skyld sikkert heller ikke). Så i virkeligheden er duften kun der for brugernes skyld, så de kan være sikre på, at ingen – heller ikke de selv – kan lugte, hvad der foregår derinde.

I sidste ende, efter at have gravet i historien om disse tingester, gik jeg ud og tænkte, at de mere end noget andet viderefører det krænkende kulturelle budskab om, at menstruation er skamfuldt, beskidt eller dårligt. Og på trods af det boom, der er sket med tamponer af økologisk bomuld, er duftende tamponer stadig en ting, så folk køber tydeligvis stadig det budskab (bogstaveligt talt). For ikke at nævne, at tilsætningsstofferne i dufttamponer højst sandsynligt ikke er gode rent sundhedsmæssigt.

Hvis nogen virkelig ville opfinde en tampon, som kvinder faktisk havde brug for, hvad så med en tampon tilsat et lægemiddel, der hjælper mod kramper? Eller en, der kan minde mig om, hvornår jeg har min menstruation, så jeg ikke hele tiden glemmer at tage tamponer med på arbejde? Men jeg er stadig ikke på markedet for en tampon, der lugter som en kopi af Dolce & Gabbanna Blue. Det er helt fint, hvordan vaginer lugter – hver uge i måneden.