RN’er og APRN’er arbejder i fællesskab for at opnå den samme mission: kompetent og medfølende patientpleje. Deres roller i forbindelse med opfyldelsen af denne opgave er dog generelt forskellige. Sygeplejersker yder direkte patientpleje som specificeret i en patients medicinske plan, mens APRN’er udarbejder denne patientplejeplan sammen med andre avancerede behandlere og fører tilsyn med andet medicinsk personale, herunder sygeplejersker og lægelige assistenter. APRN’er har også generelt et bredere patienttilsyn, idet de ofte har en større patientbyrde end sygeplejersker og kan have længerevarende relationer med patienterne, afhængigt af det medicinske miljø. F.eks. kan APRN’er i primærsektoren ofte fungere som den primære behandler for en række patienter og kan derfor arbejde med en given patient i måneder, hvis ikke år.

RN’er yder medicinsk støtte og forebyggende pleje til patienterne ved sengekanten og udfører de nødvendige opgaver for at overvåge og vedligeholde patienternes helbred. Deres ansvarsområder omfatter udførelse af fysiske vurderinger, bestilling af laboratorieundersøgelser, betjening af medicinsk udstyr og indgivelse af medicin. Selv om de typisk ikke modtager en akademisk uddannelse til at arbejde med specifikke patientgrupper, kan sygeplejersker undertiden fokusere på bestemte typer patienter eller medicinske tilstande. F.eks. arbejder sygeplejersker på intensivafdelinger med svært tilskadekomne eller syge patienter, mens sygeplejersker på fødeafdelinger arbejder med gravide mødre og deres nyfødte børn.

APRN’er udfører alle de ovennævnte opgaver, som sygeplejersker udfører, men med det yderligere ansvar at koordinere patientpleje og bruge specialiseret viden til at håndtere komplekse patienttilstande. Blandt typerne af APRN’er er sygeplejersker (Nurse Practitioner (NP’er), certificerede jordemødre (CNM’er), certificerede anæstesisygeplejersker (CRNA’er) og kliniske sygeplejespecialister (CNS’er). Nedenfor følger et kort resumé af hver type APRN:

• Sygeplejersker (Nurse Practitioners (NPs)) er specialiserede sundhedsplejeudbydere og ledere, der har uddannelse og ekspertise til at pleje patienter på samme måde som læger, idet de yder direkte pleje og også koordinerer pleje. Deres opgaver varierer afhængigt af deres specialisering og det miljø, de arbejder i, men omfatter typisk vurdering af patientens sundhedstilstand og sygehistorie med henblik på at udarbejde en medicinsk plejeplan, koordinering af udskrivninger og overførsler af patienter til andre medicinske enheder, ledelse af registrerede sygeplejersker og medicinske assistenter i den fælles pleje af patienter, udførelse af procedurer og indgivelse af medicinske behandlinger efter behov samt uddannelse af patienter om forebyggende sundhed og håndtering af deres sygdomme. Sygeplejersker har en tendens til at specialisere sig i pleje af bestemte befolkningsgrupper, f.eks. børn, geriatriske patienter, kvinder, familier eller psykiatriske patienter. Efter at have opnået deres MSN eller DNP vil registrerede sygeplejersker, der ønsker at blive nurse practitioners, typisk indstille sig til en certificeringseksamen i deres ønskede speciale gennem enten American Nurses Credentialing Center (ANCC) eller American Academy of Nurse Practitioners (AANP).

• Certificerede sygeplejerskejordemødre (CNM’er) er specialiseret i pleje af kvinder før, under og efter graviditeten, støtte kvinder under fødsel og fødsel og pleje af nyfødte spædbørn. De tilbyder gynækologiske undersøgelser, prænatal pleje og familieplanlægningstjenester. De rådgiver også kvinder i deres reproduktive år om vedligeholdelse af deres reproduktive sundhed og rådgiver gravide kvinder om, hvordan de skal passe på sig selv under deres graviditet. Efter at have afsluttet deres kandidatuddannelse i jordemoderuddannelsen skal kommende CNM’er tage og bestå en certificeringseksamen, der administreres af American Midwifery Certification Board (AMCB).

• Certificerede registrerede sygeplejerskeanæstesiologer (CRNA’er) administrerer anæstesi til patienter, der skal opereres, har brug for stabilisering og behandling af traumer eller har brug for palliativ pleje. CRNA’er er også ansvarlige for at udvikle en anæstesiplan for hver patient, som de arbejder med, og rådgive patienterne om anæstesiproceduren før administrationen. Efter at have afsluttet deres kandidatuddannelse i anæstesisygepleje skal RN’er bestå en national certificeringsprøve, der administreres af National Board of Certification and Recertification for Nurse Anesthetists (NBCRNA).

• Kliniske sygeplejespecialister (CNS’er) ligner sygeplejersker, idet de yder direkte patientpleje, samtidig med at de påtager sig mere administrativt og ledelsesmæssigt ansvar for at forbedre plejesystemerne i de omgivelser, hvor de arbejder. Kliniske sygeplejespecialister, ligesom praktiserende sygeplejersker, specialiserer sig ofte i at hjælpe en bestemt sektor af den samlede patientpopulation, f.eks. kvinder, psykiatriske patienter eller underforsynede samfund. Efter at have afsluttet deres kandidatuddannelse i sygepleje skal RNs, der ønsker at blive kliniske sygeplejespecialister, indstille sig til en certificeringsprøve, der administreres af ANCC.

De centrale forskelle mellem personale sygepleje og Advanced Practice Nursing

Som karrierebeskrivelserne ovenfor illustrerer, skal alle APRNs opnå avanceret certificering inden for et specifikt område af sygeplejepraksis og have den akademiske uddannelse og yderligere kliniske erfaring til at føre tilsyn med alle aspekter af deres patienters medicinske pleje. Desuden skal APRN’er bruge flere af deres analytiske og organisatoriske færdigheder i forhold til deres færdigheder inden for direkte pleje ved sengekanten, når de træder ind i en rolle som udbyder af avanceret praksis. På grund af deres øgede ansvar inden for koordinering af pleje, analyse af medicinske data og teamledelse udfører APRN’er generelt ikke så ofte plejeopgaver ved sengekanten som sygeplejersker. Overgangen fra at være RN til at være APRN kræver, at man uddelegerer ansvar til andre i et team og til en vis grad fjerner sig selv fra den direkte plejerrolle.

I stedet for disse direkte plejeopgaver er der et øget ansvar for plejeforvaltning, som ofte indebærer et længerevarende forhold til patienterne, selv om den direkte plejekontakt er reduceret. F.eks. kan APRN’er, der fungerer som patienternes primære plejere (f.eks. familieplejesygeplejersker, børneplejesygeplejersker eller primærplejesygeplejersker inden for voksen-gerontologi), opretholde et arbejdsforhold til deres patienter i måneder, hvis ikke år, mens sygeplejersker i den primære pleje kun ser patienterne kortvarigt i forbindelse med kontrolundersøgelser eller for at behandle milde til moderate lidelser. I akutte eller intensive plejemiljøer kan APRN’er som f.eks. adult-gerontology acute care nurse practitioners eller psychiatric mental health nurse practitioners følge en patient fra indlæggelsen på hospitalet til udskrivelsen eller overførslen til en anden medicinsk institution, mens RN’er i disse miljøer generelt ikke fortsætter med at arbejde med patienterne ud over at udføre plejeopgaver ved sengen.

APRN’er gennemfører flere års uddannelse på kandidatniveau, og denne uddannelse forbereder dem til at behandle komplekse patienters sundhedsproblemer, som RN’er måske ikke er forberedt til at identificere og behandle. For eksempel kan en sygeplejerske, der er ansat på fødegangen, være forberedt på at udføre opgaver med henblik på at støtte en fødende mors sundhed, men certificerede jordemødre har uddannelse til at overvåge en mors sundhed under hele graviditeten og til at yde pleje til en mor før, under og efter fødslen. På samme måde kan en sygeplejerske i akutplejen være dygtig til at stabilisere patienter og give dem den behandling, de har brug for, men en sygeplejerske i akutplejen er kvalificeret til at diagnosticere patientens helbredsproblemer og føre tilsyn med patientens pleje under hele hans eller hendes indlæggelse eller intensive pleje.

Dertil kommer, at APRN’er har legitimation til at arbejde stort set uafhængigt af tilsyn. På nuværende tidspunkt giver 22 stater og District of Columbia APRN’er fuld praksisbeføjelse, mens 16 stater giver begrænset praksisbeføjelse og 12 stater giver begrænset praksisbeføjelse. Selv i de stater, der stadig kræver, at APRN’er skal være underlagt tilsyn af en læge, er APRN’er kvalificeret til at lede sygeplejersker og andre medlemmer af det medicinske team og kræver ikke samme grad af tilsyn eller vejledning som sygeplejersker i det samme medicinske miljø. Med denne øgede autonomi følger både øget ansvarlighed og ansvar, hvilket kan være stressende i perioder, hvor der skal træffes vanskelige eller komplekse beslutninger om en patients pleje. Mange APRN’er finder imidlertid, at evnen til selvstændigt at vurdere, diagnosticere, rådgive og behandle patienter og til at udarbejde patientplejeplaner og vejlede det medicinske personale i leveringen af pleje er givende på et professionelt og personligt plan.

Trods disse forskelle mellem registrerede sygeplejersker og APRN’er er det vigtigt at bemærke, at kernen i avanceret praksis for registrerede sygeplejersker er den samme som for registrerede sygeplejersker, idet begge fokuserer på kompetent, rettidig og opmærksom patientpleje. Begge typer roller kræver også stærke evner til at lytte, klinisk og kritisk tænkning. Desuden kan de sygeplejerskers og APRN’ers rolle og ansvarsområder overlappe hinanden afhængigt af det medicinske miljø, den enkeltes grad af erfaring og andre faktorer. F.eks. kan nogle APRN’er påtage sig mere direkte kliniske ansvarsområder, der overlapper med deres RN-kollegers opgaver, mens nogle RN’er, der har stor erfaring inden for et bestemt område, kan påtage sig ledelses- og plejekoordineringsansvar i det omfang, deres stilling og kvalifikationer tillader det.