Den offentlige forvaltning har to primære finanspolitiske værktøjer til at påvirke økonomien. De er indtægtsværktøjer og udgiftsværktøjer. Lad os se på hvert af disse værktøjer.

Indtægtsværktøjer

Indtægtsværktøjer henviser til de skatter, som regeringen opkræver i forskellige former. Skatterne kan være direkte eller indirekte. Direkte skatter er skatter, der opkræves på indkomst eller formue hos enkeltpersoner og virksomheder. Dette omfatter indkomstskat, formueskat, ejendomsskat, selskabsskat, kapitalvindingsskat, socialsikringsskat osv.

Indirekte skatter er skatter, der opkræves på varer og tjenesteydelser. Dette omfatter salgsskat, merværdiafgift, punktafgifter osv.

Spendingsværktøjer

Spendingsværktøjer henviser til at øge eller mindske de offentlige udgifter/udgifter for at påvirke økonomien. Offentlige udgifter kan være i form af overførselsindkomster, løbende udgifter og kapitaludgifter.

Løbende udgifter omfatter udgifter til vigtige varer og tjenesteydelser såsom sundhed, uddannelse, forsvar osv.

Kapitaludgifter er de offentlige investeringer i infrastruktur såsom veje, hospitaler, skoler osv.

De to ovenstående omfatter også subsidier eller direkte levering af meritgoder og offentlige goder, som ellers ville være underleveret.

Transferbetalinger er omfordeling af indkomst fra skatteyderne til dem, der har brug for støtte, f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse. Det omfatter også rentebetalinger på statsgæld.

Fiskalpolitiske værktøjer har flere fordele.

Udgiftsværktøjer gør det muligt for tjenester som f.eks. forsvaret at komme alle i landet til gode og at opbygge infrastruktur, der fremmer væksten. Udgiftsværktøjer sikrer også en minimumslevestandard for indbyggerne. Subsidier til forskning og udvikling bidrager også til fremtidig økonomisk vækst.

Skatter hjælper regeringen med at opfylde sine finanspolitiske behov. Ved at opkræve høje indirekte skatter kan regeringen også modvirke brugen af varer som f.eks. tobak og alkohol.