Hvor jeg forklarer fonologiske forstyrrelser, er vi nødt til at rydde op i forvirringen mellem fonologiske forstyrrelser og artikulationsforstyrrelser. Begge disse tilstande er taleforstyrrelser, der resulterer i talelydsfejl. En artikulationsforstyrrelse opstår imidlertid på det fonetiske niveau (de enkelte talelyde, der er specifikke for et sprog), mens en fonologisk forstyrrelse er baseret på fejl på det kognitive eller sproglige niveau (mønstret af lyde i et sprog).

Et barn med en artikulationsforstyrrelse ved, hvor hver lyd skal placeres i et ord, men det har problemer med at lave lydene korrekt med artikulatorerne (læber, tunge, tænder, kæbe og velum). På den anden side kan et barn med en fonologisk forstyrrelse producere lydene korrekt, men lydene bruges de forkerte steder i ordene (ild bliver til pire) eller udelades helt (bog bliver til boo-). Begge forstyrrelser påvirker taleforståeligheden negativt (hvor godt lytteren forstår barnet), og et barn kan have begge forstyrrelser på samme tid.

Der findes en række forskellige fejlmønstre, kaldet fonologiske processer, som f.eks. fronting, backing, stoping og gliding (se nedenfor for flere detaljer). Nogle af disse processer er normale i en ung alder, men bør være vokset fra en vis alder, mens andre processer kun kan høres i talen hos et barn med en fonologisk forstyrrelse.

Det er vigtigt at bemærke, at små børn, der er ved at lære at tale, laver mange talefejl. Dette er ikke nødvendigvis en grund til bekymring. Du bør kun få dit barn vurderet af en talepædagog (SLP), hvis dit barn ikke producerer nogen lyde eller synes at lave flere fejl end jævnaldrende jævnaldrende. Hvis du er bekymret, skal du tale med din børnelæge eller konsultere en SLP.