I 1972 genoplivede Ford Courier-navnet efter 12 års pause og anvendte det på sin første kompakte pickup, en omdøbt version af Mazda B-serien. Modelrækken blev solgt over hele verden og var det første produkt, der blev markedsført i fællesskab mellem de to producenter, hvilket lancerede en alliance, der skulle vare indtil 2020-produktionen.
Første generation (1972-1976)Rediger
I begyndelsen af 1970’erne blev Ford Courier-navnet anvendt på Mazda B-serien, en kompakt pickup fremstillet af Mazda. Den havde en bedre brændstoføkonomi end de fuldstørrelse pickupper på det tidspunkt. Courier blev fremstillet af Toyo Kogyo (Mazda) og importeret til Nordamerika og solgt af Ford Motor Company som et svar på den uforudsete popularitet af de små Toyota- og Nissan/Datsun-pickupper, som Toyota og Nissan/Datsun ikke havde forudset. Den indtog det markedssegment, der tidligere var besat af den Ford Falcon-baserede Ranchero, da denne platform blev opgraderet til den større Ford Fairlane i 1966.
Som de andre minipickups på den tid havde den en 1.272 cc (1,3 L; 77,6 cu in) firecylindret motor, en fire-trins manuel gearkasse med fire gear, baghjulstræk, en imponerende lasteevne på 1.400 lb (635 kg) i betragtning af dens størrelse og en forholdsvis lille pris sammenlignet med tidens pickups i fuld størrelse. For at omgå “kyllingeskatten” på 25 % på lette lastvogne blev Couriers (ligesom Chevrolet LUV’er) importeret i “cab chassis”-konfigurationer, som omfattede hele den lette lastvogn – uden lad eller lad – og som kun var omfattet af en told på 4 %. Efterfølgende blev der monteret en lastvognsseng på chassiset, og køretøjet kunne sælges som en let lastbil.
Karosseriets styling var i realiteten den samme som den beslægtede Mazda B-serie; dens frontstyling var dog unik, idet kølergrillen var designet til at efterligne den større Ford F-serie og store enkeltstående forlygter i stedet for B-seriens mindre tvillingeenheder.
Da Courier blev introduceret, var den som standard udstyret med en 1,8-liters motor med overliggende knastaksel, som ydede 74 hk (55 kW) ved 5.070 o/min og 92 lb-ft (125 N-m) ved 3.500 o/min. En fire-trins manuel gearkasse var standard, og en tre-trins automatgear var ekstraudstyr. En femtrins manuel indstilling blev introduceret til modelåret 1976.
Curier’s badging ændrede sig et par gange i den første generation. I 1972 og 1973 stod der på bagklappen “COURIER” med store hævede bogstaver og et lille “FORD”-mærke øverst til venstre. 1972-modellen har et lille “COURIER”-mærke på den forreste kant af kølerhjelmen i førersiden, og fra 1973 til 1976 stod der “FORD” på kølerhjelmen. Fra modelåret 1974 stod der “FORD” med store bogstaver på bagklappen med et lille “COURIER”-emblem nederst til højre. I 1976 blev førerhuset forlænget med 76 mm (3 tommer), og kølergrillen fik tilføjet trim.
Anden generation (1977-1985)Rediger
Med begyndelse i 1977, Ford gav Courier et nyt udseende og gik over til den mere blokagtige, kantede styling, som er karakteristisk for 1980’ernes bildesign. I 1979 blev basismodellens motor øget i størrelse til 1,8 L (1.796 cc).
Lastbilen kunne fås med skivebremser foran og en Ford-bygget 2,3-liters motor som tilvalg (som var den samme som i Ford Pinto & Mustang II og Mercury Bobcat & Capri). Det vigtigste identifikationsmærke for Courier i forhold til Mazda B-serien var stadig de singulære forlygter, dog med parkerings- og blinklys placeret i kølergrillen fra ’78 (’77’erne havde stadig blinklysene i kofangeren). 1979 blev basismodellen forøget til 2,0 liter (120,1 CID). Den valgfrie Ford 2,3-liters (140 cid) motor blev produceret i Brasilien. courier blev aldrig leveret med en dieselmotor i USA. Mazda B2200 fra 1980 kunne dog fås med S2, en Perkins-bygget 4.135 (firecylindret, 135-cid) 2,2-liters dieselmotor på 2,2 liter, der yder 66 hk (49 kW) ved 2.100 o/min. Samme dieselmotor kunne fås i Ford Rangers fra 1983 og 1984, men den blev erstattet af Mitsubishi 4D55T 2,3-liters turbodieselmotor (også brugt i Mitsubishis egen Mighty Max og Dodge Ram 50) til Ford Rangers fra 1985 til 1987.
Den Courier blev fortsat solgt i Nordamerika indtil modelåret 1982. I 1983 introducerede Ford sin egen Ford Ranger for at udfylde sit segment for kompakte lastvogne i USA og Canada og erstattede i realiteten Courier. På andre markeder (f.eks. Australien) fortsatte denne generation af Courier dog indtil modelåret 1985, hvor den næste generation blev introduceret. De australske modeller fik et facelift omkring 1982/1983.
Mellem 1979 og 1982 blev der produceret en række elektriske Ford Couriers. Jet Industries købte “køretøjsglidere” (Ford Courier-karrosserier minus deres motorer) og satte en serie jævnstrømsmotor og blybatterier ind for at fremstille Jet Industries ElectraVan 750. Disse blev hovedsagelig solgt til brug som servicevogne, generelt til lokale myndigheder. De havde en tophastighed på ca. 113 km/t (70 mph) og kunne køre mellem 80 og 60 miles (97 km) på en fuld opladning. Der findes stadig en række af disse køretøjer, som regel med opgraderede motorstyringssystemer og batteripakker med højere spænding.
Tredje generation (1985-1998)Rediger
Det var sammenfaldende med Mazda’s redesign af Proceed/B-serien fra 1985, fik Courier et større og mere moderne førerhus. Nye muligheder omfattede femtrins manuel gearkasse, firehjulstræk og en V6-motor. For første gang kunne der fås forlænget førerhus og firedørs førerhus.
På samme måde som den nordamerikanske Ford Ranger, der blev donorplatform for Ford Explorer SUV’en, ville en sport utility blive baseret på denne version af Courier. Den fik navnet Ford Raider (og tilsvarende Mazda Proceed Marvie) og blev solgt fra 1991 til 1997.
Fjerde generation (1998-2007)Rediger
I 1998, Mazda lancerede en komplet redesign af B-serien, og Ford overtog Ranger-navnet til både Mazda-producerede og Ford-producerede kompaktlastbiler. Denne Ranger blev solgt over hele verden, med undtagelse af Nordamerika (og visse latinamerikanske markeder).
Ford Australia fortsatte brugen af Ford Courier-navnet og solgte det frem til 2006 i Australien og New Zealand.