I mange felteksperimenter er opgaven ikke at rekruttere deltagere, men at udvælge dem. For eksempel gennemførte forskerne Nicolas Guéguen og Marie-Agnès de Gail et felteksperiment om effekten af at blive smilet til på at hjælpe, hvor deltagerne var kunder i et supermarked. En medspiller, der gik ned ad en trappe, kiggede direkte på en shopper, der gik op ad trappen, og enten smilede eller ikke smilede. Kort efter mødte den handlende en anden medarbejder, som tabte nogle computerdisketter på jorden. Den afhængige variabel var, om den handlende stoppede op for at hjælpe med at samle disketterne op (Guéguen & de Gail, 2003) Bemærk, at disse deltagere ikke blev “rekrutteret”, men forskerne måtte alligevel udvælge dem blandt alle de handlende, der gik på trappen den pågældende dag. Det er yderst vigtigt, at denne form for udvælgelse sker i henhold til et veldefineret regelsæt, som er fastlagt, før dataindsamlingen begynder, og som kan forklares klart bagefter. I dette tilfælde blev konfidenten ved hver tur ned ad trappen instrueret om at stirre på den første person, han mødte, som så ud til at være mellem 20 og 50 år. Kun hvis personen kiggede tilbage, blev han eller hun en deltager i undersøgelsen. Pointen med at have en veldefineret udvælgelsesregel er at undgå skævhed i udvælgelsen af deltagere. Hvis for eksempel konfidenten frit kunne vælge, hvilke kunder han ville stirre på, ville han måske vælge venligt udseende kunder, når han var indstillet på at smile, og uvenligt udseende kunder, når han ikke var indstillet på at smile. Som vi vil se om lidt, kan sådanne skævheder være helt utilsigtede.

Standardisering af proceduren

Det er overraskende let at indføre uvedkommende variabler under proceduren. F.eks. kan den samme forsøgsdeltager give klare instruktioner til en deltager, men vage instruktioner til en anden. Eller en forsøgsdeltager kan hilse varmt på deltagerne, mens en anden knap nok har øjenkontakt med dem. I det omfang, sådanne variabler påvirker deltagernes adfærd, giver de støj til dataene og gør det sværere at påvise virkningen af den uafhængige variabel. Hvis de varierer på tværs af betingelserne, bliver de til forvirrende variabler og giver alternative forklaringer på resultaterne. Hvis deltagerne i en behandlingsgruppe f.eks. testes af en varm og venlig forsøgsdeltager, og deltagerne i en kontrolgruppe testes af en kold og uvenlig forsøgsdeltager, kan det, der ser ud til at være en virkning af behandlingen, i virkeligheden være en virkning af forsøgsdeltagerens opførsel. Når der er flere forsøgspersoner, er muligheden for at indføre uvedkommende variabler endnu større, men det er ofte nødvendigt af praktiske grunde.

Forsker Robert Rosenthal har brugt en stor del af sin karriere på at vise, at denne form for utilsigtet variation i proceduren rent faktisk påvirker deltagernes adfærd. Desuden er en vigtig kilde til en sådan variation eksperimentatorens forventninger til, hvordan deltagerne “bør” opføre sig i forsøget. Dette resultat kaldes eksperimentatorens forventningseffekt (Rosenthal, 1976): Hvis en eksperimentator f.eks. forventer, at deltagerne i en behandlingsgruppe vil klare en opgave bedre end deltagerne i en kontrolgruppe, kan han eller hun utilsigtet give deltagerne i behandlingsgruppen klarere instruktioner eller mere opmuntring eller give dem mere tid til at løse opgaven. I et slående eksempel fik Rosenthal og Kermit Fode flere studerende på et laboratoriekursus i psykologi til at træne rotter til at løbe gennem en labyrint. Selv om rotterne var genetisk ens, fik nogle af de studerende at vide, at de arbejdede med “labyrint-lystne” rotter, der var blevet opdrættet til at være gode til at lære, og andre studerende fik at vide, at de arbejdede med “labyrint-triste” rotter, der var blevet opdrættet til at være dårlige til at lære. I løbet af fem dages træning gav de “labyrint-lyse” rotter flere korrekte svar, svarede hurtigere korrekt og forbedrede sig mere støt end de “labyrint-dumpede” rotter (Rosenthal & Fode, 1963). Det må tydeligvis have været elevernes forventninger til, hvordan rotterne ville præstere, der gjorde forskellen. Men hvordan? Nogle ledetråde kommer fra data indsamlet i slutningen af undersøgelsen, som viste, at de studerende, der forventede, at deres rotter ville lære hurtigt, følte sig mere positivt indstillet over for deres dyr og rapporterede, at de opførte sig mere venligt over for dem (f.eks. ved at håndtere dem mere).

Måden at minimere utilsigtet variation i proceduren er at standardisere den så meget som muligt, så den udføres på samme måde for alle deltagere, uanset hvilken tilstand de er i. Her er flere måder at gøre dette på:

• Opret en skriftlig protokol, der specificerer alt, hvad eksperimentatorerne skal gøre og sige fra det tidspunkt, hvor de hilser på deltagerne, til det tidspunkt, hvor de afskediger dem.
• Opret standardinstruktioner, som deltagerne selv læser, eller som eksperimentatoren læser ordret op for dem.
• Automatiser resten af proceduren så meget som muligt ved at bruge softwarepakker til dette formål eller endda simple computerdiasshows.
• Forvent deltagernes spørgsmål og rejs og besvar dem enten i instruktionerne eller udarbejd standardiserede svar til dem.
• Træn flere forsøgspersoner i protokollen sammen og lad dem øve sig på hinanden.
• Sørg for, at hver forsøgsperson tester deltagerne i alle forhold.

En anden god praksis er at sørge for, at forsøgspersonerne er “blinde” for forskningsspørgsmålet eller for det forhold, som hver deltager bliver testet i. Ideen er at minimere eksperimentatorens forventningseffekter ved at minimere eksperimentatorernes forventninger. I en lægemiddelundersøgelse, hvor hver deltager modtager lægemidlet eller et placebo, er det f.eks. ofte sådan, at hverken deltagerne eller den forsøgsdeltager, der interagerer med deltagerne, ved, hvilken tilstand han eller hun er blevet tildelt. Fordi både deltagerne og eksperimentatorerne er blinde for tilstanden, kaldes denne teknik for en dobbeltblind undersøgelse. (En enkeltblind undersøgelse er en undersøgelse, hvor deltageren, men ikke eksperimentatoren, er blind for tilstanden). Der er naturligvis mange gange, hvor denne blinding ikke er mulig. Hvis du f.eks. både er undersøgeren og den eneste forsøgsdeltager, er det ikke muligt for dig at være blind for forskningsspørgsmålet. Desuden skal eksperimentatoren i mange undersøgelser kende tilstanden, fordi han eller hun skal udføre proceduren på en anden måde i de forskellige tilstande.

Regnskabsføring

Det er vigtigt at føre gode optegnelser, når man udfører et forsøg. Som tidligere omtalt er det typisk for eksperimentatorer at udarbejde en skriftlig sekvens af betingelser, inden undersøgelsen begynder, og derefter at teste hver ny deltager i den næste betingelse i sekvensen. Efterhånden som du tester dem, er det en god idé at tilføje til denne liste grundlæggende demografiske oplysninger; dato, tid og sted for testen; og navnet på den forsøgsdeltager, der foretog testen. Det er også en god idé at have et sted, hvor eksperimentatoren kan skrive kommentarer om usædvanlige hændelser (f.eks. en forvirret eller usamarbejdsvillig deltager) eller spørgsmål, der dukker op. Denne form for information kan være nyttig senere, hvis du beslutter dig for at analysere kønsforskelle eller virkninger af forskellige eksperimentatorer, eller hvis der opstår et spørgsmål om en bestemt deltager eller en bestemt testsession.

Det kan også være nyttigt at tildele et identifikationsnummer til hver deltager, når du tester dem. Det er normalt tilstrækkeligt blot at nummerere dem fortløbende begyndende med 1. Dette nummer kan så også skrives på eventuelle svarark eller spørgeskemaer, som deltagerne genererer, hvilket gør det lettere at holde dem samlet.

Pilotforsøg

Det er altid en god idé at foretage et pilotforsøg af dit eksperiment. En pilottest er en undersøgelse i lille skala, der udføres for at sikre, at en ny procedure fungerer som planlagt. I en pilottest kan du rekruttere deltagere formelt (f.eks. fra en etableret deltagerpulje), eller du kan rekruttere dem uformelt blandt familie, venner, klassekammerater osv. Antallet af deltagere kan være lille, men det bør være tilstrækkeligt til at give dig tillid til, at din procedure fungerer som planlagt. Der er flere vigtige spørgsmål, som du kan besvare ved at gennemføre en pilottest:

• Forstår deltagerne instruktionerne?
• Hvilken slags misforståelser har deltagerne, hvilken slags fejl begår de, og hvilken slags spørgsmål stiller de?
• Keder deltagerne sig eller bliver de frustrerede?
• Er en indirekte manipulation effektiv? (Du skal inkludere en manipulationskontrol.)
• Kan deltagerne gætte forskningsspørgsmålet eller hypotesen?
• Hvor lang tid tager proceduren?
• Funktionerer computerprogrammer eller andre automatiserede procedurer korrekt?
• Registreres dataene korrekt?

For at besvare nogle af disse spørgsmål skal du naturligvis observere deltagerne nøje under proceduren og tale med dem om den bagefter. Deltagerne tøver ofte med at kritisere en undersøgelse foran forskeren, så sørg for, at de forstår, at deres deltagelse er en del af en pilottest, og at du er oprigtigt interesseret i feedback, som vil hjælpe dig med at forbedre proceduren. Hvis proceduren fungerer som planlagt, kan du gå videre med den egentlige undersøgelse. Hvis der er problemer, der skal løses, kan du løse dem, pilotteste den nye procedure og fortsætte med denne proces, indtil du er klar til at gå videre.

Billedbeskrivelser

En tegneserie af to pindefigurer, der taler sammen.

Person 1: Nogle forskere er begyndt at finde ud af mekanismen bag placeboeffekten. Vi har brugt deres arbejde til at skabe et nyt lægemiddel: En placeboeffektblokker. Nu mangler vi bare at lave et forsøg. Vi får to grupper, giver dem begge placeboer, så giver vi den ene den VIRKELIGE placebo-blokker, og den anden en…. ventetid.

Person 2: Jeg har ondt i hovedet.

Person 1: Også mit. Her, vil du have en sukkerpille?

Media Attributions

• Study by XKCD CC BY-NC (Attribution NonCommercial)
• Placebo blocker by XKCD CC BY-NC (Attribution NonCommercial)