I mit seminar om Journalism Foundations på The King’s College i New York City dedikerer jeg hvert semester en aften til den rolle, som Stephen Colberts katolske tro har spillet i hans liv og karriere.
Det er selvfølgelig vigtigt at bruge noget tid på at se på humoristens gennembrudsshow – The Colbert Report på Comedy Central. Dette show var naturligvis en satire med fokus på Bill O’Reillys flammekasterkommentarer til Fox News-arbejdet.
Med Colbert var alt i showet vendt på hovedet og på vrangen, hvor hans blærerøvskonservative karakter gjorde masser af liberale politiske pointer ved at tilbyde overdrevne indfaldsvinkler til nogle – gentag “nogle” – konservative holdninger. Jeg hævdede, at for at forstå, hvad Colbert gjorde, var man nødt til at forstå O’Reilly og derefter vende det på hovedet.
Så spurgte jeg: Hvilken slags konservativ er, eller var, O’Reilly? De studerende siger altid ting som: “en højreorienteret?” En “dum en”? En “ultrakonservativ en”? Jeg har aldrig haft en studerende, der har givet det korrekte svar – en libertariansk konservativ.
Jeg er klar over, at der har været livlige debatter om foreneligheden mellem libertarianisme og katolicisme. Men det er sikkert at sige, at de fleste katolikker afviser en blanding af liberal eller radikalt individualistisk socialpolitik og konservativ økonomi. Hvis man vender det på hovedet, hvad får man så? Konservativ moral og progressiv økonomi?
Dette bringer mig til New York Times Magazine’s massive dybdeborende undersøgelse af Rupert Murdochs liv og karriere. Her er den ydmyge overskrift på dette lange, lange stykke (150 interviews, får læserne at vide) af Jonathan Mahler og Jim Rutenberg: “How Rupert Murdoch’s Empire of Influence Remade the World.”
Så spørgsmålet: Hvilken slags konservativ er Murdoch? Er det muligt, at der er en slags moralsk eller endog religiøst spøgelse i denne historie?
Den åbner med en temmelig apokalyptisk scene i januar 2018. Den 86-årige pressebaron – på ferie med sin fjerde kone, Jerry Hall – er faldet sammen på gulvet i sin kahyt på en yacht, der ejes af en af hans sønner. Er dette enden? Det store spørgsmål er naturligvis: “Hvem vil lede imperiet, når herren og mesteren er væk?”
Så her er, hvad der er på spil:
Få private borgere har nogensinde været mere centrale for verdenssituationen end den mand, der ligger i den hospitalsseng og venter på, at hans børn kommer. Som leder af et omfattende globalt medieimperium stod han i spidsen for flere tv-netværk, en global nyhedstjeneste, et stort forlag og et Hollywood-filmstudie. Hans aviser og tv-netværk havde været med til at forstærke det nativistiske oprør, der var ved at omforme regeringerne ikke blot i USA, men også i hele verden. Hans 24-timers nyheds- og meningsnetværk, Fox News Channel, havde på det tidspunkt smeltet sammen med præsident Trump og hans base af hårdkogte tilhængere, hvilket gav Murdoch en hidtil uset grad af indflydelse på verdens mest magtfulde demokrati. I Storbritannien havde hans London-baserede tabloid, The Sun, for nylig stået i spidsen for det historiske Brexit-korso for at drive landet ud af Den Europæiske Union – og i det efterfølgende kaos hjalp han Theresa May med at bringe hende ind i Downing Street 10. I Australien, hvor Murdochs magt er mest ufortyndet, havde hans medier stået i spidsen for en indsats for at ophæve landets CO2-afgift – en premiere for nogen nation – og skubbet en række premierministre ud, hvis dagsorden ikke stemte overens med hans egen. Og han var midt i sit livs største aftale: Kun få uger før sit fald på Lachlans yacht gav han på et tag i London Robert A. Iger, den administrerende direktør for Walt Disney Company, hånden på en tagterrasse i London og fuldbyrdede en foreløbig aftale om at sælge sit tv- og filmstudie, 21st Century Fox, til Disney for 52,4 milliarder dollars. Men kontrollen med dette vidtforgrenede imperium var pludselig i luften.
Som taler om moralske spørgsmål og deres indvirkning på en politisk kongemagers liv:
De fire voksne børn havde forskellige krav på tronen. Den 61-årige Prudence, det eneste barn fra Murdochs første ægteskab med den australske model Patricia Booker (som han blev skilt fra i 1965), boede i Sydney og London og holdt sig i nogen grad på afstand af familievirksomheden. Men de tre børn fra Murdochs andet ægteskab med Anna Mann (fra hvem han blev skilt i 1999) havde brugt i hvert fald dele af deres liv på at kæmpe for at blive deres fars efterfølger. Elisabeth (50), Lachlan (47) og James (46) voksede alle op i branchen.
For at komme til sagen, er de eneste ministre, der spiller nogen form for rolle i denne historie, premierministre, ikke folk med gejstlige kraver.
Der er naturligvis moralske og kulturelle spørgsmål i denne lange fortælling, men tilsyneladende er der nul indhold knyttet til religiøst liv og tro. Således er det i forfatternes øjne:
Det ville være umuligt for et imperium så vidtstrakt som Murdochs at være fuldstændig kulturelt og ideologisk konsistent. Han er en forretningsmand, der ønsker at tilfredsstille sine kunder. Hans aktiver omfatter også underholdningsvirksomheder, sportsnetværk og moderate broadsheets. Murdoch er indbegrebet af de samme modsætninger. Han er en indvandrer, der nærer nationalisme, en milliardær, der er fortaler for populisme, og en far, der aldrig har set nogen grund til at holde sin familie adskilt fra sin virksomhed, og som faktisk bevidst havde slået de to sammen.
Har denne mægtige mand overhovedet nogen religiøse rødder? Er det vigtigt at vide, om han har opgivet noget som helst, når det gælder tro?
Læseren har måske set henvisninger til, at Murdoch er katolik af en eller anden slags. Denne artikel fra det katolske nyhedsbureau Catholic News Agency fra 2011 giver noget relevant klarhed der:
Der er opfordringer fra alle sider i britisk politik til, at Rupert Murdoch skal tilbagelevere – eller fratages – sit pavelige ridderskab, hvis han på nogen måde findes skyldig i den nylige telefonhacking-skandale, der involverede hans britiske tabloidavis, The News of the World.
“Jeg tror, at vi er nødt til at se omfanget af, hvad der skete, og hvem der vidste hvad og hvornår, før vi forhaster os med at dømme. Men hvis det viser sig, at Rupert Murdoch var klar over, hvad der foregik, så ja, så bør han give den pavelige riddertitel tilbage”, sagde den tidligere konservative minister og katolske konvertit Ann Widdecombe den 13. juli.
Rupert Murdoch blev i 1998 udnævnt til ridder af Sankt Gregorius. Selv om han ikke er katolik, var han tilsyneladende blevet anbefalet til æren af kardinal Roger Mahony i Los Angeles efter at have givet penge til en uddannelsesfond i kirken. Et år senere donerede han også 10 millioner dollars til at hjælpe med at bygge Los Angeles’ nye katolske katedral.
Så, det var altså endnu et tilfælde af penge og magtfulde venner i høje stillinger – i dette tilfælde en katolsk kardinal et sted til venstre for midten, i katolske termer.
Jeg fandt dette citat fra 1992 fra Murdoch, et par hustruer i hans fortid:
Fragt om der er nogen sandhed i den seneste presse, der beskriver hans nyfundne fromhed, svarer Murdoch: “De siger, at jeg er en genfødt kristen og en katolsk konvertit og så videre. Jeg er bestemt en praktiserende kristen, jeg går ret meget i kirke, men ikke hver søndag, og jeg har en tendens til at gå i den katolske kirke – fordi min kone er katolik, jeg er ikke formelt konverteret. Og jeg bliver mere og mere desillusioneret over C of E eller episkopalisterne, som de kalder sig her. Men nej, jeg er ikke intenst religiøs, som jeg nogle gange bliver beskrevet.”
Så det spørgsmål igen: Hvad er Rupert Murdoch for en konservativ type?
Samtidig nok er dette forvildede stykke egentlig ikke interesseret i dette spørgsmål. De eneste guder her er økonomiske og naturligvis politiske.
Så jeg vil stille et andet spørgsmål: Jeg stiller et andet spørgsmål: Kan dette påståede hule bryst (for at bruge et billede fra C.S. Lewis) have noget at gøre med det, som mange har bemærket som en mærkelig mangel på interesse for religionsnyhedsdækning i Murdochs nyhedsvirksomhed?
Jeg havde naturligvis ikke forventet, at New York Times Magazine ville stille det spørgsmål. Jeg håbede dog, at denne profil ville give et par ledetråde.
En gang til er politik det eneste, der er virkeligt. Religion? Ikke så meget.