Ellies praktiserende læge var usympatisk, men hun gik til en anden praktiserende læge, som gav hende fri fra arbejde (et stressende, fysisk arbejde), indtil hun var gravid i tredje måned.

“Jeg brugte de første 12 uger på konstant at bekymre mig om, at jeg ville miste mit barn, jeg vidste, at statistikkerne var høje for at miste et barn tidligt, og jeg var fuldstændig forstenet, næsten irrationel. Jeg brød ofte sammen i gråd og troede, at jeg havde mistet barnet, men det havde jeg ikke.”

Ellie er en naturligt ængstelig person, og hun var bekymret for virkningerne af sine handlinger på barnet.

Det hjalp hende til at føle sig mere i kontrol ved at følge råd om at have en sund graviditet.

“Jeg levede dette fuldstændig rene liv, hvis jeg kunne, jeg ville ikke spise noget, der kunne skade barnet på nogen måde, jeg dyrkede ikke nogen motion, som jeg troede kunne skade barnet, som løb eller gymnastik, hvilket jeg elskede. Jeg følte, at det gav mig en vis kontrol. Jeg tror, at en af grundene til, at jeg får angst, er, hvis jeg føler, at situationen er ude af kontrol.”

Hendes partner var meget støttende, selv om barnet ikke blev virkeligt for ham, før bulen begyndte at vokse, mens Ellie var meget i harmoni med sin krop, og hendes graviditet var altid i hendes tanker. Hun var åben over for familie og nogle venner om sine følelser, men følte, at det var vigtigt at vælge omhyggeligt, hvem hun talte med, fordi nogle mennesker kommer med ubehjælpelige kommentarer.

“Der er nogle mennesker, der giver dig ret ubehjælpelige råd, som ‘Graviditet er ikke en sygdom’.”

“Nogle mennesker vil sige: ‘Stressen vil skade barnet’. Jeg fandt det virkelig svært, fordi det var sådan, jeg havde det, det var mine ægte bekymringer, og jeg ville ikke bare kunne afvise dem.”

Efter et meget positivt andet trimester, hvor hun havde det meget bedre, vendte Ellies angst tilbage i tredje trimester, da hun begyndte at føle sig bekymret for fødslen. Hun ønskede virkelig en naturlig fødsel, men havde i virkeligheden præeklampsi i et sent stadie og blev sat i gang. Hun fik en epiduralbedøvelse og derefter et akut kejsersnit, hvorefter hun fik en indre blødning og blev hastet tilbage til en akut operation, som lykkedes.

Hun var fortvivlet over at opdage, at selv om hun havde længtes efter sit barn, følte hun ingen følelsesmæssig forbindelse til det. Mens hun var ved at komme sig efter kejsersnittet og andre operationer, var hendes mobilitet begrænset, og dette påvirkede hendes evne til at tage sig af sit barn og knytte bånd til det. I løbet af de efterfølgende uger, efterhånden som hun kom sig, og hendes baby blev mere lydhør, begyndte hun at knytte bånd.

“Jeg holdt dette barn, som jeg havde ønsket mig så meget, men jeg følte mig bare helt afskåret fra ham.”

Jeg var meget begrænset på grund af kejsersnittet og var næsten afhængig af, at min mand tog vores baby op og flyttede den. Jeg følte, at jeg var en fodringsmaskine, og at det var det eneste, jeg var god til, og jeg havde ingen legestunder med min søn. Efterhånden som jeg er blevet mere mobil, og han giver mig flere smil, føler jeg, at jeg kan give ham alt, hvad han har brug for på alle måder, og jeg har fået mere selvtillid.”

Ellie følte sig ked af, at virkeligheden med hendes baby var anderledes end det, hun havde forestillet sig. Hendes følelser af depression blev forstærket af, at hun følte sig som en fiasko, når hendes baby græd i flere timer ad gangen. Hendes mand overtalte hende til at bede en veninde komme over for at give hende støtte og en kort pause under disse grædeepisoder, og hendes svigermor overtalte hende til at tale med sin praktiserende læge om, hvordan hun havde det.

“Man har den her drøm om, hvordan det skal gå, og når det ikke går sådan, er det det, der gjorde mig ked af det.”

Da jeg har ønsket mig dette barn i så lang tid, vil jeg gerne være den bedste mor, jeg kan være, så jeg har læst alle disse bøger, og nogle gange er de ikke særlig nyttige, fordi de foreslår alle disse ting, og når jeg ikke kan stoppe en baby, der græder, føler jeg mig som lidt af en fiasko. Det er som om, jeg reflekterer tilbage på mig selv og tænker: “Åh Gud, jeg er ikke god til det her, jeg kan ikke gøre det”. Det er svært at forsøge at finde ud af, hvad der er galt med en selv. Er det bare det at være nybagt mor? Er det, fordi du er nervøs, fordi du ikke kan få barnet til at falde til ro? Er det en fødselsdepression? Der er så mange ting, der overlapper hinanden.”

Ellie mener, at det ville være bedre, hvis folk var mere åbne om, at nogle kvinder ikke forelsker sig i deres babyer lige med det samme. Hun mener, at det er vigtigt, at nye mødre passer på sig selv og ikke er for selvkritiske.

“Du skal ikke være for hård ved dig selv, hvis du føler, at du fejler.”

Alle har sikkert været igennem det, men de indrømmer det ikke. Giv dig selv lidt tid til at tage en pause, gør noget, der får dig til at få det bedre, f.eks. motion, det giver dig tid til at reflektere.”