Vi har kun vage indtryk og begrænsede biografiske beretninger om Aristoteles, som i middelalderen blev kaldt “mesteren for dem, der ved”. Vores sparsomme vidnesbyrd stammer fra breve, digte og andet materiale fra Stagira, Delphi og Athen. Desuden er de antikke biografier ikke uden for mistanke, da de er blevet udarbejdet længe efter Aristoteles’ levetid. F.eks. er den bedst kendte tekst, Diogenes Laertius’ Lives and Opinions of the Eminent Philosophers (220 e.Kr.), en blanding af fakta og fiktion. Diogenes har følgende at berette om Aristoteles: “Han talte med en lispel, og han havde også svage ben og små øjne, men han klædte sig elegant og var iøjnefaldende ved sin brug af ringe og sin frisure.”

Hvorvidt Aristoteles var sådan en dandy eller ej, vil vi måske aldrig vide, men det er sikkert, at hans liv og arbejde faldt sammen med den græske polis’ undergang. Aristoteles var vidne til Athens og Thebens nederlag mod Filip II ved Chaeronea (338 f.v.t.), og det ser ud til, at han var lærer for Filip’s søn, Alexander den Store.

Født i 384 f.v.t. i Stagira i det nordvestlige Grækenland var Aristoteles, i modsætning til Platon, ikke en afkom af det højtfødte athenske aristokrati, og han var ikke engang borger i Athen. Han var en udlænding med bopæl i landet (en “metic”), en udlænding, der var frataget sine politiske rettigheder. Ikke desto mindre stammede han fra en berømt familie. Hans far Nikomachus var en kongelig læge ved det makedonske hof. Aristoteles fik en førsteklasses uddannelse, som blev overvåget af hans værge efter faderens død. I 367, i en alder af 17 år, tog Aristoteles på grund af spændinger ved hoffet til Athen for at studere hos Platon. Platons akademi var dengang det mest anerkendte intellektuelle center i den græske verden, og folk kom fra hele verden for at studere, lære og undervise.

I de næste tyve år (367-347) studerede Aristoteles sammen med Platon og andre medlemmer af akademiet-Speusippus, Xenokrates og Eudoxus af Cnidus. Under dette første ophold i Athen begyndte Aristoteles at holde forelæsninger med en tavle og brugte forskellige videnskabelige instrumenter og astronomiske diagrammer, og han udarbejdede tilsyneladende de første udkast til sine værker om fysik, metafysik, etik, politik og retorik. Platon, grundlæggeren og lederen af Akademiet, var 45 år ældre end Aristoteles, og selv om vi ikke har nogen pålidelige oplysninger om deres forhold, har vi Aristoteles’ egne ord om sin lærer: “Selvfølgelig er en sådan undersøgelse i modstrid med os, eftersom de, der indførte disse idéer, var vores venner. Men … for at bevare sandheden synes vi dog at være forpligtet til ikke at skåne vores egne følelser, da vi er filosoffer….” Heraf det berømte latinske diktum, der tilskrives Aristoteles (frit omskrevet fra den græske udgave af Nikomacheisk etik): amicus Plato, sed magis amica veritas, “Platon er en ven, men sandheden er en bedre ven.”

Aristoteles synes ikke at have beskæftiget sig meget med politiske anliggender i polis, selv om han grundlagde politik som en selvstændig videnskab. Når det er sagt, optrådte han som mægler mellem Makedonien og forskellige græske byer, hvilket borgerne i Athen var taknemmelige for. Det meste af sin tid blev brugt på studier, forskning og undervisning. Hvis man skal tro de antikke beretninger, talte Aristoteles med skarpsindig humor og kunne holde klare og fængslende foredrag. Han var en flittig læser, samler og tænker, og han var altid åben over for verden og lærd i dens måder, langt ud over blot akademiets lære. Han var mesterligt velbevandret i sofisternes, præsokratikernes og de medicinske forfatteres værker samt i græsk lyrik, epik og dramatik og i de forskellige forfatninger i hans verden.

Efter Platons død forlod Aristoteles i en alder af 38 år Athen på grund af politisk fare. Han blev anset for at være for venligsindet over for makedonerne, som truede Grækenlands frihed, og han begav sig sammen med sin ven Hermias af Atarneus ud på sine rejseår (347-335/4). I Assus i Lilleasien blev Aristoteles godt forsørget af herskeren og kunne frit dyrke filosofien og videnskaberne. Her mødte han sin samarbejdspartner og ven, Theophrastus af Eresus. Han giftede sig til sidst med Pythias, Hermias’ søster (eller niece), med hvem han fik en datter af samme navn og en søn, Nikomachus.

Efter Hermias’ død i 345 flyttede Aristoteles til Mytilene på Lesbos. To år senere overtog han på kong Philip’s anmodning opdragelsen af den trettenårige Alexander. Det vækker fantasien: Var en af de største filosoffer lærer for en af de mest magtfulde herskere? Alligevel nævner Aristoteles aldrig Alexander i nogen af sine omfattende værker. Aristoteles skulle dog ifølge rygterne have skrevet en tekst, Alexander eller Om kolonierne, og have introduceret græsk visdom til sin unge elev. Det siges, at Aristoteles fik lavet en kopi af Homers Iliaden til Alexander, og at Alexander i sin beundring for Achilles tog den med sig på sine felttog. Desuden tog Alexander også videnskabsmænd med sig på sine felttog Efter ødelæggelsen af Theben i 335, og dermed afslutningen på den græske modstand mod det makedonske styre, vendte Aristoteles, næsten halvtreds år gammel, tilbage til sit andet ophold i Athen (335/4-322). I disse tolv år arbejdede Aristoteles på Lyceum i nærheden af Lycabettus-bjerget, et gymnasium, der var åbent for alle. På grund af sin særlige arkitektur var det også kendt som Peripatos, der betyder “gåtur”, eller “sal til spadsereture og diskussioner”. Her opstillede Aristoteles sit ekstraordinære bibliotek samt videnskabelige instrumenter og holdt offentlige forelæsninger i stil med akademiets undervisning og forskning, reviderede tidligere værker og udarbejdede nye og organiserede forskningshold.

Efter Alexanders død i juni 323 forlod Aristoteles Athen endnu en gang. Han var bange for at blive offer for anti-makedonske intriger og under mistanke for ugudelighed, den anklage, som førte til Sokrates’ (og før ham Anaxagoras’) død. Han trak sig tilbage til sin mors hus i Chalcis på Euboea. Han døde af sygdom kort efter, i oktober 322, i en alder af toogtres år. Ifølge hans ønske blev han begravet ved siden af sin hustru Pythia.

For yderligere læsning, se:

Robert Bartlett og Susan Collins eds., Action and Contemplation: Studies in the Moral and Political Thought of Aristotle, Albany: 1999.