I analoge kredsløb er et knudepunkt med høj impedans et knudepunkt, som ikke har nogen lavimpedansveje til andre knudepunkter i det pågældende frekvensområde. Da udtrykkene lav og høj til en vis grad afhænger af konteksten, er det i princippet muligt for nogle knudepunkter med høj impedans at blive beskrevet som lav impedans i én sammenhæng og høj impedans i en anden; knudepunktet (måske en signalkilde eller forstærkerindgang) har således relativt lave strømme i forhold til de involverede spændinger.

Høje impedansknudepunkter har højere termiske støjspændinger og er mere udsat for kapacitiv og induktiv støjopfangning. Ved testning er de ofte vanskelige at sondere, da impedansen på et oscilloskop eller multimeter kan påvirke signalet eller spændingen på knudepunktet kraftigt. Signaludgange med høj impedans er karakteristiske for visse transducere (f.eks. krystalaftagere); de kræver en meget høj impedansbelastning fra den forstærker, som de er tilsluttet. Vakuumrørsforstærkere og felteffekttransistorer leverer lettere højimpedansindgange end bipolære junktionstransistorbaserede forstærkere, selv om strømbufferkredsløb eller nedtrapningstransformatorer kan matche en højimpedansindgangskilde til en lavimpedansforstærker.