Hemiplegisk cerebral parese (CP) blev undersøgt i en retrospektiv befolkningsbaseret serie på 169 tilfælde fra den sydvestlige svenske sundhedsregion, der dækker fødselsårene 1969-78. Formålet var at analysere prævalens, ætiologi og neuro-udviklingsresultater hos børn født for tidligt og for tidligt født og at korrelere patogenetiske perioder, ætiologiske faktorer og kliniske parametre med neuroradiologi. Prævalensen i alderen 6-15 år var 0,66 pr. 1000. Postnatalt erhvervet hemiplegi, hovedsagelig postinfektiøs, iatrogen eller posttraumatisk, udgjorde 11 %. Blandt terminsbørn med medfødt hemiplegi (præ- og perinatalt erhvervet) blev ætiologien betragtet som prænatal, hovedsagelig cirkulatoriske hjernelæsioner og fejludviklinger, i 42 %, kombineret præ- og perinatal i 9 %, perinatal (hjerneblødning, hypoxi) i 16 % og ikke-sporbar i 34 %. Den tilsvarende fordeling blandt for tidligt fødte børn var henholdsvis 29 %, 47 %, 25 % og 6 %. Blandt de medfødte tilfælde var andelen af for tidligt fødte børn 24 %. Fødselsasfyksi viste sig at være en dårlig indikator for den patogenetiske periode, mens en kaskade af postpartumkomplikationer tydede på perinatale hjerneskader. Klinisk opfølgning af 152 børn viste, at 50 % havde let, 31 % moderat og 19 % alvorlig motorisk dysfunktion. Den stereognostiske sans var nedsat hos 44 % af børnene (astereognosi hos 20 %). Yderligere funktionsnedsættelser (mental retardering, epilepsi, nedsat syn, hørelse og tale, alvorlige adfærdsmæssige/perceptuelle problemer) var til stede hos 42 %. Terminsbørn med medfødt hemiplegi havde en tendens til at være mere alvorligt påvirket end præmature børn. Det resulterende samlede handicap blev anset for at være let hos 40 %, moderat hos 44 % og alvorligt hos 16 %. Prævalensen af alvorlige samlede handicap var højest blandt postnatale tilfælde. Computertomografi (CT), der blev udført i 109 medfødte tilfælde, var normal i 26 %, viste unilateral ventrikelforstørrelse i 36 % og afslørede kortikale/subkortikale hulrum i 20 %. I de resterende 18 % blev CT-fundene klassificeret som “andet”. Med den hidtil anvendte klassifikation var korrelationerne mellem CT-fund og ætiologier utilfredsstillende og skuffende. Derimod viste CT-fundene en stærk korrelation med den kliniske sværhedsgrad og omfanget af det tilknyttede handicap. Som regel betød normal CT et let handicap og en ensidig ventrikelforstørrelse et moderat handicap, mens kortikale/subkortikale hulrum ofte var forbundet med et alvorligt handicap, herunder mental retardering og epilepsi.