Den istid, der havde holdt jorden fanget i de foregående 100.000 år, forsvandt endelig for blot 20.000 år siden – hvilket i virkeligheden ikke er noget som helst på geologiske tidsskalaer – og det var en istid, der havde holdt jorden fanget i de foregående 100.000 år. Med afslutningen af de store iskapper blomstrede de menneskelige befolkninger, og vores rækkevidde blev udvidet, da vi trængte ind i det nyåbnede terræn.

Hvorfor forlod isen os efter så lang en periode? Svaret er kompliceret og er baseret på en forståelse af, hvordan Jordens oceaner, atmosfære og landoverflader interagerer både med hinanden og med kræfter langt uden for planetens kant. Svaret er med til at forme vores viden om, hvad vi ved om, hvor Jorden er på vej hen, mens vi fortsætter med at hælde kuldioxid i atmosfæren.

I New Scientist ser Anil Ananthaswamy på de processer, der skubbede vores planet fra pleistocæn is til vores moderne periode med overflod. Det er en historie, der starter med solen. Langvarige periodiske cyklusser i Jordens orientering og bane, kendt som Milankovitch-cyklusser, ændrer, hvor meget sollys der når overfladen. Ud fra dette indledende “lille” skud i den indkommende energimængde tog forstærkningssystemer og feedback-sløjfer i Jordens klima over.

Varme fra det ekstra sollys smeltede noget af gletsjerisen og smed store mængder ferskvand ud i de salte oceaner. Denne pludselige tilstrømning af ferskvand ændrede oceanernes cirkulationsmønstre og forstyrrede energistrømmen rundt om planeten.

Da ferskvand strømmede ind i Nordatlanten, lukkede den væltende cirkulation ned, hvilket afkølede den nordlige halvkugle, men opvarmede den sydlige halvkugle. Disse ændringer skyldtes hovedsagelig en omfordeling af varmen – for 17.500 år siden var den gennemsnitlige globale temperatur kun steget med 0,3 °C.

Skiftet i oceanernes og atmosfærens cirkulationsmønstre drev længe begravet kuldioxid ud i luften, hvilket yderligere forstærkede opvarmningen.

Den dumpning af ferskvand i Nordatlanten, der befriede os fra istidens kolde greb, var af et omfang, der sandsynligvis ikke kunne reproduceres i dag. Men mange af de samme systemer, der tog et lille skift i sollyset og skubbede det til en planetarisk forvandling, eksisterer stadig – en kendsgerning, der kan have en dramatisk effekt på vores fremtidige klima.

Det krævede blot en lille stigning i sollyset og en gradvis stigning i CO2 på 70 ppm for at smelte de store iskapper, der engang dækkede Eurasien og Amerika. Siden begyndelsen af den industrielle tidsalder er niveauet steget med 130 ppm, og det er fortsat stigende. Hvis vi ikke allerede har pumpet nok CO2 ind i atmosfæren til at smelte indlandsisen på Grønland og Antarktis, vil vi måske snart gøre det.

Og faktisk synes de nuværende observationer af, hvordan Jorden reagerer på det stigende kuldioxidniveau, at tyde på, at vi har undervurderet effektiviteten af mange af disse samme forstærkningssystemer. I Scientific American siger John Carey, der skitserer nogle af de nyeste undersøgelser af Jordens feedback loops,

“Vi … skubber klimaet hårdere, end de kendte årsager til forskellige istider gjorde.”

Mere fra Smithsonian.com:
Melting Greenland Ice Has Consequences

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.