Eukalyptusplanter – ofte kaldet gummitræer – er et ikon i den australske flora. Med mere end 800 arter dominerer de det australske landskab og danner skove, skovområder og buskmarker i alle miljøer undtagen de mest tørre ørkener.

Karri- og bjergasken danner høje våde skove, mallee-arter vokser i halvtørre områder, og snegummier er forkrøblede, snoede træer i subalpine områder.

Et par tropiske arter udvider eukalyptusarternes udbredelsesområde nord for kontinentet, med regnbuegummi (Eucalyptus deglupta), der findes i regnskovene på Ny Guinea, Sulawesi og Mindanao i Filippinerne, og hvidt gummi (Eucalyptus alba) på Timor.

Eviden fra DNA-sekventering og fund af fossiler tyder på, at eukalyptusplanterne har deres evolutionære rødder i Gondwana, da Australien stadig var forbundet med Antarktis. Der er beskrevet aftryksfossiler af blade og frugter med meget gode detaljer fra Patagonien i Sydamerika, som er dateret til 52 millioner år gamle. Mindre velbevarede fossiler er kendt fra lokaliteter i Australien og endda i New Zealand.

De gamle eukalyptusplanter lignede sandsynligvis nogle af de nuværende tropiske vådskovsarter. De ville have optrådt blandt eller i udkanten af gammel regnskov. Og efterhånden som Australien drev mod nord, tilpassede de sig til et tørrere klima, forvitret jordbund og et brandfarligt landskab. Da Australien nåede Sydøstasien, opstod der mulighed for udvidelser af udbredelsesområdet mod nord, hvor vi i dag ser Rainbow Gum.

Den bemærkelsesværdige evne hos de fleste eukalyptusplanter til hurtigt at genudspire fra hvilende knopper under barken eller i lignotubers efter skader fra tørke eller brand er en egenskab, der har hjulpet dem til at overleve og dominere de hårdere miljøer, der har udviklet sig med Australiens skiftende klima i løbet af de sidste ca. 30 millioner år eller deromkring.

Eukalyptustræer er stedsegrønne træer. I modsætning til mange træer på den nordlige halvkugle, som er løvfældende i hårde perioder som f.eks. om vinteren, har eukalyptustræer blade hele året. Eukalyptusplanter beskrives som “sclerophyller”, hvilket betyder “hårdbladede”. Bladene er tykke, læderagtige og hårde på grund af lignin, og de visner ikke let. Det gør dem i stand til at overleve varme og tørre forhold.

Eukalyptusplanter udvikler også meget forskellige blade, når de vokser fra unge, unge planter til voksne træer. Ofte holdes ungdomsbladene horisontalt for at maksimere lysabsorptionen, men som voksne træer drejer bladstænglen sig, og bladene hænger vertikalt for at reducere eksponeringen for høje strålingsniveauer og vandtab. Bladenes indre anatomi ændrer sig også.

Et unikt træk ved eukalyptusplanterne er de hætter – kaldet opercula – der dækker blomsterne, når de er i knop. Disse hætter svarer til de prangende kronblade og bægerblade hos andre blomstrende planter. Selve blomsterne har ikke sådanne kronblade, men viser mange støvdragere, der ofte er cremefarvede, men lyserøde og røde hos fuglebestøvede arter. Opercula forhindrer blomsten i at tørre ud og er sammen med oliekirtler i vævet med til at beskytte den mod insektangreb. Beviset for, at disse opercula giver en selektiv fordel for planterne, er, at de har udviklet sig uafhængigt af hinanden i forskellige slægter – både i slægten Eucalyptus og i slægten Corymbia (blodtræerne).

Når de er blevet bestøvet, udvikler eukalyptusblomsterne sig til træagtige frugter, kaldet kapsler – det er rigtigt, de tyggegummi-“nødder”, som vi alle har samlet som børn, er teknisk set frugter!

Eukalyptusplanter har et berygtet ry for at lade grene falde ned, og mange mennesker anser dem for uegnede som gadetræer eller farlige at have i deres baghave. Men er det egentlig sandt? I perioder med tørke eller anden stress, måske forårsaget af sygdom, taber eukalyptustræer nogle gange det, der ser ud til at være en helt sund gren, uden tydelige advarselstegn. Under varme og tørre forhold bliver grene med utilstrækkeligt vand skøre og kan falde ned i blæsevejr, især fra gamle træer. Dette kan forståeligt nok vække en vis bekymring hos folk. Der er især nogle få arter, der er mere tilbøjelige til at lade deres grene falde ned, nemlig mana gum (E. viminalis), river red gum (E. camaldulensis), yellow box (E. melliodora) og maiden’s blue gum (E. globulus).

Så hvis du gerne vil plante et (eller flere) af disse kvintessentielt australske træer i din have, men er bekymret for sikkerheden, så tjek først arten. Sørg for, at den passer til størrelsen af din have (der findes et overraskende antal mindre arter), og plant den væk fra huset. Alternativt kan du nyde gummitræer ved at vove dig ud i bushen i weekenden og fordybe dig i duftene og atmosfæren i landskabet.