Efter valget den 5. marts 1933 indledte nazisterne en systematisk overtagelse af delstatsregeringerne i hele Tyskland, hvilket gjorde en ende på en århundreder gammel tradition for lokal politisk uafhængighed. Bevæbnede SA- og SS-bøller trængte ind i de lokale regeringskontorer og brugte undtagelsestilstanden som et påskud for at smide de legitime embedsmænd ud og erstatte dem med nazistiske rigskommissærer.

Politiske fjender blev arresteret i tusindvis og sat i hastigt opbyggede arresthuse. Gamle militærbarakker og forladte fabrikker blev brugt som fængsler. Når de var inde, blev fangerne udsat for militære øvelser og hård disciplin. De blev ofte slået og nogle gange tortureret til døde. Dette var begyndelsen på det nazistiske koncentrationslejrsystem.

På dette tidspunkt var disse tidlige koncentrationslejre løst organiseret under SA’s og det rivaliserende SS’s kontrol. Mange var ikke meget mere end pigtrådspalisader, kendt som “vilde” koncentrationslejre, der blev oprettet af lokale Gauleitere og SA-ledere.

For Adolf Hitler var målet om et lovligt etableret diktatur nu inden for rækkevidde. Den 15. marts 1933 blev der afholdt et kabinetsmøde, hvor Hitler og Göring diskuterede, hvordan de kunne obstruere det, der var tilbage af den demokratiske proces, for at få en bemyndigelseslov vedtaget af rigsdagen, som ville overdrage rigsdagens forfatningsmæssige funktioner til Hitler, herunder beføjelsen til at lave love, kontrollere budgettet og godkende traktater med udenlandske regeringer.

Nøddekretet, der blev underskrevet af Hindenburg den 28. februar efter rigsdagsbranden, gjorde det let for dem at gribe ind over for ikke-nazistiske folkevalgte repræsentanter for folket ved simpelthen at arrestere dem.

21. marts 1933 – Med Tysklands og hele verdens øjne rettet mod ham – en respektfuld spadseretur af Hitler mod Garnisonskirken i Potsdam til ceremonierne til åbning af den nye rigsdagssession. Nedenfor: Hitler hilser på præsident Hindenburg i overensstemmelse med den ældgamle tyske skik – med udstrakt hånd og nedadbøjet hoved.

Under: Inde i Garnisonskirken – Hitler taler, mens præsident Hindenburg (nederst til højre) og Tysklands gamle garde lytter.

Nedenfor: Uden for kirken chatter en forvirret kansler Hitler med kejserens søn og arving, kronprins Wilhelm.

Hernede: To dage senere – den 23. marts – optræder Hitler foran rigsdagen i Berlin for at forsikre dem om, at hans nye beføjelser i henhold til bemyndigelsesloven – hvis de bliver givet – vil blive brugt sparsomt.

Mens Hitler planlagde at gøre en ende på demokratiet i Tyskland, sammensatte propagandaminister Joseph Goebbels en strålende PR-opvisning ved den officielle åbning af den nyvalgte rigsdag.

Den 21. marts fandt der i Garnisonskirken i Potsdam, Frederik den Stores gravsted, en omfattende ceremoni sted, som skulle dæmpe offentlighedens bekymring over Hitler og hans gangsteragtige nye regime.

Den blev overværet af præsident Hindenburg, udenlandske diplomater, generalstaben og hele den gamle garde, der gik tilbage til kejserens dage. Iklædt i deres flotte uniformer overstrøet med medaljer overværede de en meget ærbødig Adolf Hitler holde en tale, hvor han viste respekt for Hindenburg og fejrede foreningen af de gamle preussiske militærtraditioner og det nye nazistiske rige. Som et symbol herpå ville de gamle kejserlige flag snart blive forsynet med hagekors.

Efter at have afsluttet sin tale gik Hitler hen til Hindenburg og bøjede sig respektfuldt for ham, mens han tog fat i den gamle mands hånd. Scenen blev optaget på film og af pressefotografer fra hele verden. Det var netop det indtryk, som Hitler og Goebbels ønskede at give verden, samtidig med at de planlagde at kaste Hindenburg og den valgte rigsdag til side.

Sidst samme dag underskrev Hindenburg to dekreter, som Hitler havde forelagt ham. Det første tilbød fuld benådning af alle nazister, der sad i fængsel, og fængselsdørene sprang op, og ud kom et udvalg af nazistiske bøller og mordere.

Det andet dekret, som den forvirrede gamle mand underskrev, gav mulighed for at arrestere enhver, der blev mistænkt for at kritisere regeringen og nazistpartiet i ond hensigt.

Et tredje dekret, der kun blev underskrevet af Hitler og Papen, gav mulighed for at oprette særlige domstole til at dømme politiske lovovertrædere. Disse domstole blev gennemført i militær stil som en krigsret uden jury og normalt uden forsvarsadvokat.

Den 23. marts mødtes den nyvalgte rigsdag i Kroll-operahuseti Berlin for at overveje at vedtage Hitlers bemyndigelseslov. Den blev officielt kaldt “Loven om fjernelse af folkets og rigets nød”. Hvis den blev vedtaget, ville den i realiteten afskaffe demokratiet i Tyskland og indføre Adolf Hitlers juridiske diktatur.

Bruntklædte nazi-stormtropper sværmede om den fine gamle bygning som en magtdemonstration og som en synlig trussel. De stod udenfor, i gangene og stod endda langs gangene indenfor og stirrede ildevarslende på enhver, der kunne modsætte sig Hitlers vilje.

Forinden afstemningen holdt Hitler en tale, hvori han lovede at udvise tilbageholdenhed.

“Regeringen vil kun gøre brug af disse beføjelser i det omfang, de er nødvendige for at gennemføre vitalt nødvendige foranstaltninger… Antallet af tilfælde, hvor der er en intern nødvendighed for at gøre brug af en sådan lov, er i sig selv begrænset”, sagde Hitler til rigsdagen.

Han lovede også at gøre en ende på arbejdsløsheden og lovede at fremme freden med Frankrig, Storbritannien og Sovjetrusland. Men for at kunne gøre alt dette, sagde Hitler, havde han først brug for bemyndigelsesloven. Der var brug for et flertal på to tredjedele, da loven faktisk ville ændre forfatningen. Hitler havde brug for 31 ikke-nazistiske stemmer for at få den vedtaget. Han fik disse stemmer fra det katolske Centerparti efter at have givet et falsk løfte om at genindføre nogle grundlæggende rettigheder, som allerede var blevet fjernet ved dekret.

Men imens råbte nazistiske stormtropper udenfor: “Fuld magt – eller også! Vi vil have lovforslaget – eller brand og mord!!”

Men én mand rejste sig midt i den overvældende magt. Otto Wells, lederen af socialdemokraterne, rejste sig op og talte stille til Hitler.

“Vi tyske socialdemokrater lover os højtideligt i denne historiske stund til principperne om menneskehed og retfærdighed, om frihed og socialisme.Ingen bemyndigelseslov kan give dig magt til at ødelægge ideer, som er evige og uopslidelige.”

Hitler blev rasende og sprang op for at svare.

“Der er ikke længere brug for dig! Tysklands stjerne vil stige, og din vil synke! Din dødsklokke har lydt!”

Der blev stemt – 441 for og kun 84, socialdemokraterne, imod.Nazisterne sprang op og klappede, trampede og råbte, hvorefter de brød ud i den nazistiske hymne, Hörst Wessel-sangen.

Demokratiet var slut. De havde nedlagt den tyske demokratiske republik på lovlig vis. Fra denne dag ville rigsdagen kun være en klangbund, et heppekor for Hitlers udtalelser.

Det var interessant, at nazistpartiet nu blev oversvømmet med ansøgninger om medlemskab. Disse efterkommere blev kynisk betegnet af gamle nazister som “martsvioler”. I maj indefrøs nazistpartiet medlemskab. Mange af dem, der blev holdt ude, søgte ind i SA og SS, som stadig tog imod medlemmer. I begyndelsen af 1934 ville Heinrich Himmler imidlertid smide 50.000 af disse “martsvioletter” ud af SS.

Den nazistiske Gleichschaltung begyndte nu, en massiv koordinering af alle aspekter af livet under hagekorset og Adolf Hitlers absolutte ledelse.

Under Hitler var staten, ikke individet, suveræn.

Fra fødselsøjeblikket eksisterede man for at tjene staten og adlyde Führerens diktater. De, der var uenige, blev bortskaffet.

Mange var enige. Bureaukrater, industrimænd, selv intellektuelle og litterære figurer, herunder Gerhart Hauptmann, den verdensberømte dramatiker, kom ud i åben støtte til Hitler.

Mange var uenige og forlod landet. En strøm af de bedste hjerner, herunder over to tusinde forfattere, videnskabsmænd og kunstnere, strømmede ud af Tyskland og berigede andre lande, især USA. Blandt dem var forfatteren Thomas Mann, instruktøren Fritz Lang, skuespillerinden Marlene Dietrich, arkitekten Walter Gropius, musikerne Otto Klemperer, Kurt Weill, Richard Tauber, psykologen Sigmund Freud og Albert Einstein, som var på besøg i Californien, da Hitler kom til magten, og som aldrig vendte tilbage til Tyskland.

I Tyskland var der nu konstant nazistiske demonstrationer, parader, marcher og møder midt i Goebbels’ ubarmhjertige propaganda og det allestedsnærværende hagekors. For dem, der blev tilbage, var der en mærkelig blanding af frygt og optimisme i luften.

Nu vendte Adolf Hitler for første gang som diktator sin opmærksomhed mod den drivkraft, som havde drevet ham ind i politik i første omgang, nemlig sit had til jøderne. Det begyndte med en simpel boykot den 1. april 1933 og skulle flere år senere ende i den største tragedie i hele menneskehedens historie.

The Rise of Hitler – Author/Bibliography
The Rise of Hitler Chapter Index

Fortsæt til del II af vores Hitler-historie
The Triumph of Hitler – The pre-war years of Nazi Germany, 1933-1939.

Se også:
The History Place – Tidslinje for Anden Verdenskrig i Europa
The History Place – Tidslinje for Holocaust
The History Place – Historien om Hitlerjugend

The History Place Main Page

Betingelser for brug: Det er kun tilladt at genbruge tekst, grafik, fotos, lydklip, andre elektroniske filer eller materialer fra The History Place i private hjem/skoler til ikke-kommercielle formål og uden for internettet.