Mexico var alt, hvad vi ønskede, at det skulle være. Maden var fantastisk, øllet billigt, og folk overvældende søde mod os. Vi tilbragte det meste af vores tid ved taco-boderne i Puerto Vallartas centrum. Gaderne er brostensbelagte og falder fra hinanden og er oversået med disse bittesmå taco-vogne, hver foret med fem eller seks potter med salsa, agurker og radiser. Vi fandt vores favoritter til 6 pesos stykket hos en gammel kvinde, der boede bag standen. Vi så hende, som spyttende hunde, omhyggeligt smøre tortillas, fylde dem med chorizo og grillede løg og række dem til os på farverige tallerkener pakket ind i plastikposer.

Den første aften blev vi stoppet i vores lejebil. Vi forstod nok spansk til at tyde, at betjenten skrev en bøde for ulovligt at dreje ud af en ekspresbane. Han sagde, at jeg ville komme i “detencion” (fængsel), hvis jeg ikke gav ham 400 pesos. Vi forsøgte at sige til ham, at vi ville betale, på et desperat gebrokkent spansk, men han udskrev alligevel en bøde. Vi begyndte at sige “no comprendo” fem eller seks gange, og vi må have set meget patetiske ud, for han holdt op med at skrive, sagde “cuidado” og gik sin vej. Rejsen bestod af disse hylende uheldigt afbrudte samtaler. Vi talte på gebrokkent spansk, og de lokale svarede på gebrokkent engelsk. Spanglish. To mennesker, der kommunikerede lige akkurat nok til at klare sig.

Vi kørte op gennem jungleveje ind til den smukke, barske kystlinje i Nayarit, til Sayulita og de provinsielle strandbyer, der ligger langs kysten. Sayulita føles som Mexicos Bali. Det er gået amok med hvid indflydelse og frisindede turister, men det er stadig charmerende. Den er farverig, en smule beskidt og stærkt energisk. Vi stod på gaden og spiste stegte tortillas med svinekød, oksekød og kål, og derefter høje kopper med frugt overhældt med salt, limesaft og knuste chilier. Jeg har før fået mango med hot sauce i NYC, men der var noget særligt ved denne her: lagvis af saftig papaya, jicama og agurk, med friske limefrugter presset over det. Vi købte straks noget Tajin i købmandsbutikken for at tage det med hjem.

Vi blev forelsket i Lo de Marcos og San Pancho, to små strandbyer lige nord for Sayulita. San Pancho er som et mindre, køligere Sayulita. Lo de Marcos er udpræget provinsiel, fuld af nedslidte hjørnebutikker, herreløse hunde og tomme strande. Jeg elskede det der. Vi drak Corona på stranden og så pelikaner styrte ned i havet efter fisk. Vi gik rundt i kvartererne og kiggede på alle de tomme lokaler og ejendomme og havde lyst til at slå os ned der og åbne en taco-butik, og så følte vi hurtigt, at vi var en del af problemet. Lo de Marcos er perfekt, som det er – ubehandlet, smukt, i fred.