Udtrykket hjemmeundervisning har været brugt som et navneord siden mindst 1800-tallet, og forældre har undervist deres børn hjemme længe før det. Men de første optegnelser af ordet homeschool som verbum stammer fra 1980’erne, omkring det tidspunkt, hvor den moderne homeschooling-bevægelse først begyndte at vinde frem. Det blev især populariseret af kristne forældre i USA, som ønskede mere kontrol over deres børns uddannelse.
I mange lande er det lovpligtigt for børn at blive undervist. Traditionelt sker dette i fysiske bygninger, hvor børnene undervises af lærere i klasseværelser. Nogle gange vælger forældrene dog at uddanne deres børn selv i deres eget hjem i stedet for at sende dem til offentlige eller private skoler. Der kan være mange forskellige grunde til at vælge at tage hjemmeundervisning. Nogle forældre mener, at offentlige skoler ikke er sikre. Andre er uenige med elementer af læseplanen (den samling af lektioner og klasser), der undervises i skolerne, eller mener, at den ikke er tilstrækkelig. Andre mener, at skolerne ikke er i stand til at give børnene den individualiserede opmærksomhed, som de kan have brug for, f.eks. undervisning for elever med særlige behov eller berigelse for avancerede elever. Ofte træffes valget af en kombination af disse grunde og andre.
Når vi siger, at nogen underviser deres børn i hjemmeundervisning, mener vi typisk, at de gør det bevidst ved at fungere som lærer på fuld tid. Dette adskiller sig fra lejlighedsvis at undervise børnene i ting, når de er syge eller på anden måde ude af stand til at gå i skole, eller når skolerne er lukket, f.eks. om sommeren – selv om nogle forældre kan bruge udtrykket hjemmeundervisning tilfældigt i nogle af disse situationer.
Den officielle hjemmeundervisning er dog ofte reguleret af regeringen og kan indebære specifikke krav. I USA, hvor hjemmeundervisning er et populært alternativ, har nogle stater strenge regler, som f.eks. at forældrene skal være kvalificerede som lærere og undervise efter et godkendt pensum. Reguleringen i andre stater er mindre streng. Accepten af hjemmeundervisning varierer fra land til land. Nogle lande begrænser det eller forbyder det helt.
Der findes andre former for skolegang, som ikke indebærer, at man skal gå på en fysisk skole. Fjernundervisning, fjernundervisning, fjernklasselokaler, onlineklasser og virtuelle skoler henviser alle til internetbaserede programmer, der finder sted uden for eller som supplement til traditionelle fysiske skoler. Men selv om elever, der deltager i disse typer programmer, går i skole derhjemme, betragtes de normalt ikke som hjemmeundervisning, fordi det ikke er deres forældre eller værge, der underviser dem.