Jeg synes, det er lidt magisk, at så mange mennesker har velformulerede og sårbare samtaler under denne pandemi. Men der er et konstant skiftende følelsesmæssigt klima at tage hensyn til. Vi ved ikke altid, hvordan vores ubetydelige sætninger vil få nogen til at føle sig. Det er det, jeg kommer til at tænke på, når folk tilfældigt udtrykker deres sympati over det faktum, at jeg bor alene lige nu. “OMG, jeg kan ikke forestille mig at være helt alene”, tænker de. “Du må være så ensom. Jeg ved ikke, hvordan du gør det.” (Mit standardsvar: “Meh. Jeg tager det dag for dag.”)

Hvor jeg starter en offentlig debat om folk, der bringer min ensomhed på bane, bør jeg påpege, at enlige mennesker også ofte fik en stor del af kritikken før pandemien. Der var klassiske spørgsmål om, hvornår vi endelig ville finde nogen. Folk spurgte åbenlyst, om vi havde “lagt os selv nok ud”, og vores ønske om et kompatibelt partnerskab blev ofte reduceret til at være “for kræsen”. (Selvfølgelig blev parrede mennesker også udsat for en undersøgelse. Der var pres for at blive gift og spørgsmål om børn. Dybest set har folk altid en mening om dit næste skridt, uanset din forholdsstatus.)

Under pandemien, når vi rækker ud for at bevare vores bånd og forbindelser, er det imidlertid bydende nødvendigt, at vi gennemtænker vores tilgang. Ligesom jeg ikke ville antage, at det er en fornøjelse (eller en katastrofe) at tilbringe hvert eneste øjeblik med din samboende partner, er jeg heller ikke glad for, når nogen siger, at mine livsvilkår er, ja, uudholdelige. Det er virkelig mærkeligt at få sin hverdagstilstand fremstillet som et uovervindeligt underskud.

Efter at have været alene i næsten tre måneder er jeg faktisk ensom. Det er ikke noget, der er værd at fortælle. At føle sig ensom er ikke længere en overvældende belastning for mig; det er en omstændighed, som jeg må navigere igennem. De fleste dage er det som at være for lille til at nå en god bog på en høj hylde: uhyre ubelejligt, men det kan overleves. Jeg er åben om, at det at føle sig ensom er en del af det at leve alene, men venner og familie er sunde og raske i øjeblikket, så jeg er mere bevidst om min lykke. At nogen antyder, at ensomhed er den centrale katastrofe i mit liv, er ikke betryggende for nogen af de involverede parter. Jeg ender typisk med at berolige de velmenende mennesker, der simpelthen “ikke kan forestille sig”, hvordan jeg “klarer mig”.”

Denne insisteren på, at jeg er ulykkelig, efterlader mig også med et dilemma: Hvis jeg fortæller, hvor ensom jeg er, skal jeg så se bort fra noget af den sødme, der følger med at leve alene lige nu? Jeg behøver ikke at se de mennesker, jeg elsker, unddrage sig sociale distanceringsforanstaltninger (jeg stoler på, at de ikke gør det). Jeg sover i midten af min seng, går rundt nøgen (eller i en af mine kåber) og indtager alle mine snacks (eller vin) på én gang, uden at nogen dømmer mig. Ingen lugter mig, hvis jeg springer et bad over (selv om jeg lugter mig selv, hvilket ikke er ideelt). Jeg spiller den samme sang igen og igen uden bebrejdelser. Jeg synger højt og skævt. Jeg åbner mine gardiner alt for tidligt og brænder duftlys hele dagen. Jeg kan ikke komme i tanke om et andet tidspunkt i mit liv, hvor jeg har næret mig selv så uforbeholdent. Jeg er måske Virginia Woolfs vildeste drøm.

Men så, hvis jeg fremhæver de måder, hvorpå det er dejligt at være alene, underminerer det så de øjeblikke, hvor ensomheden er overvældende? Jeg lever med en konstant bekymring for, at coronaviruset vil tvinge mig til at sørge over en elsket persons død i isolation. Der er en tydelig kropslig fornemmelse, der kommer af ikke at være blevet rørt i næsten tre måneder. Jeg er bange for, at det at være alene så længe vil ændre mig på uigenkaldelige måder, eller at jeg vil være for bange til at genintroducere mig selv i omverdenen. Jeg ved ikke, hvordan man laver mad til én, og nogle gange håner mine rester mig. På dårlige dage er der ingen skulder at hvile mit hoved på. Jeg kan ikke bare hoppe på toget og snyde Costco-proviant fra de mennesker, der har opfostret mig. Mobiltelefonlyset fra min angst-Googling kl. 3 om natten forstyrrer ikke nogen (undtagen mig selv). Og tilfældige tankespiraler? Whew. De går i gang som et vækkeur og blæser i timevis. Det er som at lytte til en Spotify-playliste med kun de sange, du hader.

Så, ja, jeg lever alene under denne pandemi, og nogle gange er det overvældende. Men når nogen beslutter, hvor uudholdeligt mit liv er for mig, så er jeg tvunget til at forsvare det. Hvorfor? Fordi det er kompliceret, smukt, frygtindgydende, modigt og kedeligt. Mest af alt er det mit.

Det er ikke alle, der har det på denne måde. Nogle mennesker spinder som glade kattekillinger, når folk anerkender de kampe, der er forbundet med at leve alene. Andre viger ikke tilbage ved at blive insisteret på, at de er ensomme, men bliver strittende, når nogen siger: “Jeg er så jaloux på, at du er alene”. Det er alt sammen relativt, og det er umuligt at vide, hvordan disse ting kommer til at virke. Så mit råd? Bare spørg folk, hvordan de har det lige nu. Lad dine kære fortælle dig, hvordan de har det. Spørg om udfordringerne (og triumferne), giv plads til nuancer og modsætninger. Vid, at vi alle sammen bare prøver at overleve.

Relateret:

• Hvordan sørger vi overhovedet lige nu?
• Nostalgien er min mest pålidelige form for selvpleje lige nu
• 17 små måder at passe på sig selv på, mens man sidder fast derhjemme